”Jeg vil hellere have en god torsdag til quiz og så have en lidt presset fredag”
På Thorkilds kæmper ni hold om sejren, mens latter, diskussioner og quizspørgsmål fylder rummet
Quizværten læser stillingen op. Snakken stopper ved bordene, og alle vender blikket mod quizmasteren. Der bliver helt stille i lokalet. De ligger på en delt førsteplads med ”Specialklassen”. Holdet har vundet de seneste tre månedskonkurrencer. En ny måned er startet, og pointavlen er nulstillet i aften.
Thorkilds er en af de barer i Aarhus, hvor quizaften er blevet en fast tradition. Hver torsdag samles hold og dyster i den høje kælder, hvor små borde står tæt, og lyden af klirrende glas blander sig med lyden af snak. I aften skal deltagerne dyste i kategorierne nyheder, Formel 1 og ”Sange der lyder som John”. I alt kæmper ni hold om at vinde en flaske sprut til deres bord. Andenpladsen får en kande øl fra baren og et Ceres-tæppe.
Quizzen går i gang
Før quizzen for alvor går i gang, står holdet over for en vigtig beslutning: at vælge et nyt navn. Traditionen tro skifter holdnavnet hver måned. Ideerne flyver rundt om de små runde træborde, mens holdet diskuterer forslagene. Navnet ender med at blive ”Iran mig i røven”.
Siden 2019 har holdet mødtes for at quizze sammen. De fleste af deltagerne kender hinanden fra studietiden i Sønderborg, hvor traditionen startede. Snakken går derfor lige så meget om hverdagen som om spørgsmålene. I aften er der ti deltagere på holdet, men antallet varierer fra gang til gang.
”Når jeg er til quiz, så ser jeg de personer, som jeg ikke altid ser”, siger Peter Rohde Hansen, der har været med til at dyste siden holdets oprettelse.
Første runde begynder. Quizmasteren besøger alle holdene og udleverer en seddel, som svarene skal skrives på.
Aftenens quiz bliver i aften styret af Theodor Noes Friis på 21 år. Han er i aften vikar for den faste quizmaster Andreas. Theodor Noes Friis startede på Thorkilds som bartender og quizzede selv om torsdagen. Han fik hurtigt lyst til at prøve rollen som vært, og det viste sig at være lige noget for ham. Derfor træder han gerne til, når Andreas har for travlt.
Der er syv spørgsmål i hver runde. Første spørgsmål bliver råbt ud i lokalet.
”Det ved jeg godt det her”, lyder det fra en holdspiller i den anden ende af bordet, mens han skriver på den udleverede seddel.
Sedlen er blevet en smule våd fra det kolde øl på bordet, som sedlen har ligget på.
”Den er nem”, lyder det højlydt fra et andet hold, mens snakken fortsætter.
Quizzen fortsætter med en runde om Formel 1. Flere på holdet erkender, at Formel 1 ikke er deres stærkeste kategori, men et par stykker har sporten som interesse. Første spørgsmål bliver stillet og holdet stikker hovederne tæt sammen. Nogen er sikre på svaret, mens andre ser mere fortvivlede ud i deres ansigter.
”Ja Thorkilds! I aften kan I købe mentol shots til fire kroner.”, lyder det fra quizmasteren inden han samler svarene ind fra anden runde.
Der bliver flittigt hentet øl mellem pauserne i quizzen, også shots nu hvor quizmasteren har raflet om et godt tilbud.
“33 Max Verstappen” brager ud af højtalerne. I pausen bliver cigaretterne fundet frem, og snart breder røgen sig i rygerummet.
Et vigtigt fællesskab
I den høje kælder er der plads til både grin og fællesskab.
”Jeg er her ikke for quizzens skyld. Jeg kan nærmest aldrig svarene på nogen af spørgsmålene”, fortæller Jacob Bomm, som er en del af holdet ”Iran mig i røven”.
Der er en forsigtig lugt af tobaksrøg og øl. De tapetklædte vægge i dyb rød og beige omslutter de små runde borde. Nogle sidder tilbagelænet med en øl i hånden, andre sidder intensivt foroverbøjet over det hvide svarark.
Bordene på Thorkilds er fyldt med latter, klirrende glas og små diskussioner om svarene. For mange handler torsdagsquizzen lige så meget om at mødes som om at vinde.
”Jeg vil hellere have en god torsdag til quiz og så have en lidt presset fredag”, siger Christian Rohde Hansen og løfter sit glas mod resten af bordet. Han har også været en del af holdet, siden 2019.
Bag baren spæner bartenderne frem og tilbage mellem ølhanerne.
”Der er altid gang i Thorkilds og vi spiller også lidt med i quizzen. Vi som medarbejdere har vores eget hold, som hedder ”Dødshjørnet”, siger en af aftenens bartendere, Sóldís Gunnarsdóttir.
Hun hælder endnu en fadøl op, mens holdene diskuterer deres svar. ”Der er god stemning og folk hygger sig. Det er nok også derfor, at de kommer tilbage hver torsdag”, siger hun.
Sorte kridtavler med håndskrevne tilbud hænger rundt om baren.
“Det er et brunt værtshus uden at være det,” siger hendes kollega. Indretningen peger mod det klassiske brune værtshus, men musikken bryder stemningen. Den bliver styret fra baren af et ungt team.
”Det er mest studerende og vennegrupper, der kommer og quizzer med,” siger Sóldís Gunnarsdóttir. ”Der er flere grupper, der er stamkunder om torsdagen, men der er også flere nye, som kommer alt efter, hvilke kategorier der er.”
Den afgørende runde
Den sidste runde begynder. Musikken buldrer ud af højtalerne, mens holdet koncentreret lytter til musikken og tæller antallet ”John’er” i den sidste kategori af quizzen.
Quizmasteren har været i gang igen med terningerne. Han har raflet om prisen på shots. Nu er der tequilashots til fem kroner.
Quizmasteren læser de sidste svar op. Snakken går frem og tilbage og forventningerne stiger omkring bordet. ”Vi er i hvert fald i top-3”, siger Jacob Bomm.
Holdet vinder.
”Åh nej, vi har vundet igen…”, siger Christian Rohde Hansen og læner sig tilbage i det bløde, op ad det mørkebrune træpanel med et smil på læben. ”Jeg møder først klokken 10 i morgen”, siger han og trækker på skuldrene.
Sejren bliver spillet ind med sangen ”Don’t stop Movin’” og æbleshots bliver delt rundt om bordet.
Fejringen stopper dog ikke her. Når flasken er tom, rejser holdet sig fra bordet og fortsætter fejringen på baren Kurts Mor.