Tidsånden vil have mere økologi, færre sprøjtemidler og et landbrug, der tager større hensyn til dyr og natur.

Men hvad kræver det af dem, der skal få idealerne til at fungere i virkeligheden?

For den økologiske mejerist og gedeavler Tobias Christensen har det en pris. Han har valgt at drive sit landbrug efter sine overbevisninger - også når det betyder færre penge på kontoen og mindre tid til familien.

“Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle, hvis jeg ikke havde gederne.”

Kom med ind på familielandbruget og tæt på manden, der har gjort sine principper til en måde at leve på.

Offentliggjort

På en gård i Nordjylland sidder Tobias Christensen som 16-årig i en campingvogn og ringer sin fars nummer op.

Aftenen falder på, og Tobias og hans kammerat er færdige med dagens gedepasning. Det er første dag af en uges ferie fra landbrugsskolen, som Tobias bruger på en gedefarm. Det startede af ren nysgerrighed, da han sagde til en uddannelsesvejleder, at han gerne ville prøve at passe geder.

“Vi skal have geder far! Og det skal være malkegeder!” lyder det fra røret i campingvognen. 

Det blev begyndelsen på et fast forhold til de nordjyske geder. Da ferien sluttede, blev Tobias ved med at vende tilbage. Efterfølgende friweekender og ferier brugte han på frivilligt arbejde på gården. 

“Jeg syntes, det var dejlige dyr at passe, og jeg kunne godt se en fremtid i det. Så jeg var nødt til at lære lidt om dyret.” 

 

Få meter mellem arbejde og hjem

Femten år senere behøver Tobias Christensen ikke længere tage til Nordjylland for at passe geder. 

De står hjemme hos ham.  

Omkring 300 af dem stikker hovederne gennem tremmerne på Nørgaard ved Videbæk, hvor den nu 31-årige Tobias driver økologisk gedelandbrug og mejeri sammen med sin kone, Anne Marie. 

Hvide rygge glider sammen til én flok langs foderbordet, indtil et mørkt hoved bryder rækken. Gule øremærker vipper mellem hornene. En ged får tænderne omkring en tot frisk græs og rykker til. Lange strå smutter gennem tremmerne og bliver hængende fra mundvigen. 

Midt i flokken går Tobias.  

Han bevæger sig mellem dyrene uden at standse længe. Et blik ned langs rækken. En hånd på en låge. Videre. Her er ikke meget, der venter på et belejligt tidspunkt. 

Tobias Christensen skal arbejde hver dag for at holde gesjæften ved lige.

Gederne skal fodres, når de skal fodres. Malkningen følger sin rytme. Et dyr kan blive sygt på en søndag, og en fødsel kan begynde, når resten af huset sover.  

Tobias plejer at sige det er mere enkelt: 

“Dyret står jo ikke stille, bare fordi du gerne vil have fri” 

Det gør han heller ikke ret ofte.  

Få skridt fra stalden ligger huset og mejeriet. 

Indenfor fylder familien først. En legetøjstraktor har parkeret midt på bordet. Perleplader dingler fra en gren under loftet, og på væggen presser familiefotografierne sig tæt sammen. Men hjemmet stopper ikke ved stuen. 

I rummet ved siden af summer vaskemaskinerne, mens en computer, papirer og mapper gør bryggerset til kontor. På væggen hænger kalenderen, hvor gårdens aftaler deler pladsen med børnene. 

Grøn tusch krydser de sorte streger mellem ugedagene. AGNES fylder ét felt. ASTA et andet. I et af felterne er der efterladt en besked: 

Hej far <3 Jeg savner dig når du er væk og jeg er glad når du er hjemme

På den anden side af døren forsvinder legetøj, familiebilleder og vasketøj. Rustfrit stål tager over. Tobias trækker i det hvide arbejdstøj og løfter en rund ost op mellem hænderne. Bag ham står oste på række langs hylderne. 

“Her dufter af penge,” siger han med et blink i øjet. 

Stue, kontor, mejeri. Kun vægge og døre skiller dem ad. 

Sådan har arbejde og familie ligget tæt på hinanden gennem generationer på Nørgaard. Gården gik fra Tobias’ oldeforældre til bedsteforældrene og videre til hans forældre, Ole og Ingelise, som stadig bor her. 

På familievæggen i stuen hænger generationerne side om side. Spædbørn, brudepar og børn på skød - ansigter, der skifter gennem årtierne.

Et sted imellem dem dukker Tobias op. Han er fjerde generation. Agnes, Asta og Ellen er femte.

Der er ingen rigtig vej hjem efter en arbejdsdag på Nørgaard. Ingen bil, der skal startes. Intet kvarter på motorvejen, hvor stalden kan forsvinde i bakspejlet. 

Der er bare gårdspladsen. 

Ikke Guds bedste barn

Før der var geder, stod hverdagen på ballade med lidt for meget fart på.  

“Folk plejer at spørge, hvad jeg havde lavet, hvis jeg ikke havde fået gederne. Så havde jeg nok rendt rundt og lavet ballade. Jeg blev hurtigt irriteret og endte næsten altid i en slåskamp, når vi var i byen. Det stoppede jeg med, da jeg fik gederne.” 

På landbrugsskolen fortsatte balladen. Tobias blev smidt ud to gange og endte med at forlade skolen uden en færdig uddannelse. 

“Jeg var ikke Guds bedste barn.” 

Gederne slap han til gengæld ikke. 

“Jeg har altid vidst, jeg ville være landmand. Det har jeg aldrig været i tvivl om.” 

Efterfølgende blev han ansat som fodermester for 500 køer og efter to år kunne drømmen fra campingvognen blive til virkelighed. Som 20-årig købte Tobias 120 malkegeder og forvandlede familiegårdens maskinhus til en gedestald. 

"Når jeg først har truffet en beslutning, så er det sådan, det skal være. Og det, det holder jeg nok meget fast på."

 

Hvem skal have al den mælk?

Det blev der brug for syv år senere. 

14 dage før Tobias’ aftale med mejeriet udløb, fik han beskeden: Den ville ikke blive forlænget. Mejeriet ville hellere hente gedemælken i udlandet. 

Tobias ringede rundt, men ingen ville have gedemælken. 

Ude i stalden fortsatte gederne uanfægtet. Mælken løb, selvom køberen var væk. 

Tobias kendte allerede konsekvensen. Før havde han stået med mælk, som ingen kunne sælge. Den endte i gylletanken. 

Arbejdet forsvandt ned sammen med den. 

Banklånet gjorde ikke. 

“Så må jeg nok finde noget andet at lave end at gå og passe geder.” 

På Facebook skrev han, at han manglede nogen, der ville købe mælken. Opslaget begyndte at bevæge sig. Fra profil til profil. Videre og videre. 

Til sidst ringede en mand fra Horsens. 

Han ville sælge Tobias et mejeri. 

“Jeg skal ikke til at lave ost,” svarede Tobias. 

De lagde på. 

Et par dage senere ringede manden igen. 

Tobias ville stadig ikke købe et mejeri. 

Men denne gang varer samtalen en time. 

Da røret blev lagt på, var nej'et ikke helt så sikkert længere.  

Men der var to problemer. 

Han vidste ikke, hvordan man lavede ost. 

Og han vidste ikke, hvordan han skulle betale for et mejeri.  

Det sidste blev løst ved at sælge varerne, før de fandtes. Gennem crowdfunding købte mennesker mælk, ost og oplevelser på forhånd. Mere end en halv million kroner kom ind. 

På Nørgaard blev værkstedet tømt. Maskiner og værktøj måtte vige. Ombygningen kostede 1,8 millioner kroner.  

Så stod mejeriet der. 

Og Tobias skulle lære at lave ost.  

I dag står han på den anden side af døren med en rund ost mellem hænderne. 

Når folk fra de store mejerier spørger, hvilken pH-værdi hans ost skal ramme, har han derfor ikke noget tal til dem. 

“Jeg mærker mig frem, som man gjorde i gamle dage med hænderne. At lave en ost, er lidt ligesom at passe et dyr.” 

Otte måneder efter, at han begyndte, sendte Tobias en af dem i konkurrence mod blandt andre oste fra Arla og Thise. 

Hans ost vandt. 

Tobias Christensen stoppede med at købe mælk udefra på grund af dyrevelfærden: “Jeg kunne simpelthen ikke se mig selv i øjnene.” Foto: Albert Hvenegaard Møller

I 2024 blev den kåret til Danmarks bedste hårde ost. 

“Jeg tror bare, det er passionen for det.” 

Og måske noget andet. 

"Mens de andre gedeproducenter er lukket ned eller gået konkurs, har jeg været stædig og hængt ved." 

Der er penge i at gå på kompromis

Men hvorfor drive det hele økologisk?

Tilbage i stalden står Tobias, med fødderne omsvøbt af grønt græs. Hænger man en hånd på gelænderet, varer det ikke længe, før en ged får øje på en finger og begynder at sutte på den. 

“Jeg er 100% økolog, og det har jeg altid været.” 

Allerede på landbrugsskolen nægtede han at tage det sprøjtebevis, skolen krævede. Han vidste, at han ikke ville bruge det. 

”Jeg har altid været besluttet på, at jeg ikke skal sprøjte. Vi skal drive det på en anden måde.” 

Den anden måde er ikke altid den billigste. 

Bukkene giver ingen mælk, men Tobias vil ikke aflive dem ved fødslen for at spare udgiften ved at have dem gående. Han vil heller ikke presse mest mulig mælk ud af gederne med kraftfoder. 

“Jeg har aldrig tjent nogen penge. Det har altid akkurat kunne løbe rundt, men jeg gør det, fordi jeg godt kan lide det. Min revisor ville dog nok sige, at vi skulle fokusere mere på økonomien end værdien.” 

Det er ikke kun på bundlinjen, Tobias betaler prisen. De mange timer i landbruget har også kostet på andre fronter. 


"Jeg gav hurtigt afkald på diskotekterne"

Tobias Christensen gider ikke moderne fjernsyn. Men når Søren Ryge fortæller, lytter han. Foto: Albert Hvenegaard Møller

Klokken er tre om natten, når Tobias står op. 

Udenfor ligger gården i mørke. Inde i stalden venter geder. 

De skal malkes. 

Fire timer senere, klokken syv, kører Tobias videre på fuldtidsarbejde. Arbejdsdagen slutter klokken fire om eftermiddagen, men dagen gør ikke. Hjemme på Nørgaard venter gederne igen. 

De skal malkes. 

Omkring klokken otte om aftenen er han færdig. 

“Og så tog vi bare næste dag igen. Sådan var hver dag.” 

Han har siden spurgt sig selv, om det var det værd. 

Dengang var der ingen Agnes, Asta eller Ellen, der ventede inde i huset. Havde han haft sine tre piger på det tidspunkt, tror han ikke, at han var blevet ved. 

“Så tror jeg, jeg havde smidt håndklædet.” 

I dag ringer vækkeuret ikke længere ind til den samme hverdag. 

Men friheden er heller ikke kommet tilbage. 

Sidste år havde Tobias to fridage. 

To dage ud af 365, hvor arbejdet på Nørgaard ikke bestemte, hvad han skulle. 

For det er ikke nok at beslutte sig for at holde fri. En ged kan ikke sættes på pause. Og inde i mejeriet følger osten sin egen rytme. 

På større gårde kan arbejdet fordeles mellem flere hænder. På Nørgaard er der Tobias, Anne Marie, hans far og en elev. Og én bestemt opgave kan endnu ikke sendes videre. 

Det var osten "Gedegalskab" der vandt i 2024.

Osten. 

Den kan kun Tobias lave. 

Det sætter en grænse for, hvor langt væk han kan komme. Omkring tre dage. Så skal han tilbage til mejeriet. 

Som 20-årig kunne Tobias stadig tage med vennerne i byen. Forskellen kom næste morgen. Mens de kunne blive liggende, skulle han op klokken fire. 

Der stod geder i stalden. 

Efterhånden blev der længere mellem turene i byen. Så længere mellem aftalerne. Venskaberne sluttede ikke med skænderier eller dårlig stemning. 

“De er jo bare rendt lige så stille ud i sandet.” 

I dag er det Agnes, Asta og Ellen, Tobias vil bruge tiden på. Pigerne kan komme med ud, mens han arbejder, og Tobias kalder selv sin opvækst på gården en gave. 

Men på det seneste er det ikke kun timerne, der har kostet. 

Debatten om landbruget følger ham helt ind på gården. Også når kritikken ikke rammer hans egen bedrift. 

For nyligt nævnte hans økologiske nabo: 

“Jeg har aldrig haft det så psykisk dårligt, som jeg har nu.” 

Selvom det ikke dem der står for skud, blander Tobias sig alligevel. På gårdens Facebookside deler han sine holdninger til landbruget med omkring 17.500 følgere, og når Nørgaard holder åbent stald, kan et opslag få omkring 200 mennesker til at dukke op. 

“Jeg synes, at jeg er god til at repræsentere de små.” 

Da han bliver spurgt, om det er blevet en slags livsmission, tøver han. 

“Det er nok tæt på, det er det.” 

 

Hvad er der tilbage uden gederne?

Tilbage i stalden finder Tobias ro. 

Ikke fordi her er stille. Gederne bræger mellem væggene, horn støder mod tremmerne, og store traktorer brummer i baggrunden.

“Jeg ville heller ikke vide, hvad jeg skulle, hvis jeg ikke skulle have gederne.” 

Fremtiden ligger mindre fast. 

“Jeg har en dag ad gangen lige nu.” 

Om Agnes, Asta eller Ellen en dag vælger samme vej, ved han heller ikke. Men med den usikkerhed, der følger landbruget lige nu, ville han tale pigerne fra at vælge det. 

“Man bliver ikke bare landmand. Det er noget, man er.” 

En ged strækker halsen gennem tremmerne. 

For femten år siden kunne planen siges med fire ord: 

“Vi skal have geder.” 

Gederne står her endnu. 

Og det gør Tobias også. 

Powered by Labrador CMS