Kapsejlads for nybegyndere
Den traditionsrige Kapsejlads er et af de store højdepunkter for aarhusianske studerende. Men for udefrakommende vækker konceptet undren. Det gør det i hvert fald for københavnske Mi-Sun Lykke Jensen.

Mi-Sun Lykke Jensen er lige ankommet og er i gang med at klappe sin festivalstol op. Bassen spiller derudaf på de mange forskellige soundboxes. Det er natten til fredag. Klokken er 04.00. Tusmørket begynder så småt at lette sig. Termokanderne er fyldt med kaffe og Baileys bliver gavmildt hældt i plastikkopperne. Mens resten af Aarhus stadig sover, skal kampen om Det Gyldne Bækken starte.
Orlov og oppustelige palmer
Universitetsparken er fyldt op med 30.000 tilskuere. Én af dem er Mi-Sun Lykke Jensen, som sidder klar på sin festivalstol. Det grønne areal er dækket af en stor presenning og festivalstolene er placeret i en rundkreds. De mange camps rundt om i parken er dekoreret med alt fra guirlander, kulørte lamper og oppustelige palmer med plads til isterninger og drikkevarer.
“Jeg ved ikke engang helt, hvad konceptet er,” siger Mi-Sun Lykke Jensen, der studerer Nordisk Sprog- og Litteratur på 2. semester og er tilflytter fra København. For Mi-Sun Lykke Jensen er det første gang, hun skal overvære Kapsejladsen.
Siden 1991 har Kapsejladsen været en årlig tradition, hvor Aarhus' studerende har samlet sig for at overvære dysten. En dyst, hvor 14 udvalgte festforeninger fra videregående uddannelser i Aarhus deltager. Med fem kapsejlere fra hver forening skal søen krydses i en oppustelig kajak, en øl skal bundes, drejes rundt om 10 gange og efterfølgende ro tilbage, hvor stafetten gives videre til næste deltager. Vinderne er holdet, der først har alle fem deltagere igennem dysten.
“Jeg hører folk tager orlov for at være med til Kapsejladsen. Og så tænker jeg bare ‘okay, nørder’...,” siger Mi-Sun Lykke Jensen.
Morgensang med Bailey
”When I’m drunk in the morning, I’m calling you. You might be lonely, lonely,” synger Mi-Sun sammen med den fyldte Universitetspark klokken 05.30 om morgenen. Første del af dagens lange program er startet. Nemlig morgensang. Klaveret spiller og det store grønne areal er blevet en labyrint af så småt berusede studerende, festivalstole og stadigt voksende bunker af tomme dåser, som kun kan trænges igennem via små, snørklede stier.
I de tidlige morgentimer og allerede i løbet af natten strømmer de studerende til i tusindvis. Det gælder også for Mi-Sun Lykke Jensen, der selv stod op klokken 01.30 for at stå klar i parken klokken 04.00.
“Da jeg hørte man mødes midt om natten tænkte jeg bare ‘what, men grineren’. Det er lidt festivalstemning”.
Rundt om i parken har de mange studerende poser og net med, der er ved at flyde over med alkohol. Hos Mi-Sun ligger der dog kun dråber af rester tilbage af vodka og appelsinjuice i en vandflaske. Den ene medbragte Bailey er for længst blevet drukket.
“Jeg havde ikke opfanget, at man skulle medbringe så meget alkohol. Jeg troede bare man købte her måske. Det virkede billigt,” siger Mi-Sun, imens hun griner.


Mere end bare en sejlads
I de første år af Kapsejladsen snød medicinerne sig flere gange til sejren. Derfor var det nødvendigt at lave klare regler i takt med Kapsejladsen blev større og større, så der er lige forhold for alle deltagerne under sejladsen. Reglerne fremstår som love og bliver også håndhævet sådan.
Det gælder også for første heat, som skal til at gå i gang. Klokken er blevet 14.30 og Mi-Sun står klar som tilskuer.
”Jeg har fået at vide, at man ikke engang rigtigt ser sejladsen, når man er her. Man kommer for viben og hyggen,” siger Mi-Sun Lykke Jensen.
Dog står Mi-Sun nu alligevel klar ved søen for at overvære den berygtede Kapsejlads. “SÆT I GANG!” bliver der råbt fra speakeren, og de fire hold ræser over søen i fuld fart. De første par øl bliver bundet, spinnet rundt om og så går turen ellers tilbage over søen. Vinderen af første heat bliver Profus, også kendt som VIA’s festudvalg.
Finaletid
Der er mere end bare æren på spil til Kapsejladsen. Siden år 2000 har det ikoniske trofæ, Det Gyldne Bækken, været kulminationen på dysten. Hvert år gives det videre til vinderne og i dag er ingen undtagelse.
“Kom så!”, bliver der råbt fra tilskuerpladsen, hvor Mi-Sun står. Det er et par timer efter første heat. Vinderne af andet og tredje heat er siden blevet fundet. Klokken er 17.00 og dagen er nået til finalen. Finalisterne fra de fire foreninger, Beerceps Maximus, Fut, Apollonia og Profus, er klar. Nedtællingen starter og finalen er i gang. Vandet sprøjter fra pagajerne og kajakkerne rykker med lynets kraft mod målet.
Endelig rammer vinderkajakken bredden. Tårerne triller og ned i vandet hopper holdet med armene i vejret. Tandlægernes festudvalg, Apollonia, har for første gang vundet Det Gyldne Bækken.
Den tidligere fyldte park har nu udviklet sig til en efterladt slagmark. Kampen er ovre. Slagmarken er nu dækket til af døde festivalstole, der knapt fungerer, glemte trøjer, net og bunkevis af skrald og tomme dåser. Klokken er 17.30 og pladsen er nu lukket. Turen går derfor hjem.
“Det er en rigtig dansk værdi på en måde i at mødes som danskere i en park og drikke øl,” siger Mi-Sun.
Den årlige tradition har fået endnu en fast deltager.
”Jeg kommer helt sikkert med igen næste år,” siger Mi-Sun Lykke Jensen.