Karabinens skjulte symbol

Karabinen hænger i dag fra bæltestropper og tasker overalt i byens rum. Men bag dens popularitet gemmer sig et lesbisk kulturspor, der strækker sig årtier tilbage.

Hannah Tan West bruger TikTok til at inspirere andre mascs med kreative måder at style karabinhager på.
Offentliggjort Sidst opdateret

Bag ordene: queer-begreber forklaret

  • Butch: “Butch er et engelsk udtryk, som beskriver maskuline træk, egenskaber, udtryk, selvopfattelse. Butch benyttes ofte blandt lesbiske. Anvendes af og til for at kategorisere bøsser og lesbiske ud fra heteroseksuelle kønsroller, hvor ”butch” repræsenterer den traditionelt maskuline rolle.”Kilde: lgbt.dk

  • Masc: "Forkortelse for masculine. Masc er et kulturelt begreb brugt af LGBTQ+-personer til at beskrive maskulin fremtoning eller adfærd hos queer personer. Det er ikke helt det samme som maskulinitet." Kilde: urbandictionary.com

  • Queer: Begreb eller betegnelse både om en tilgang til køn og seksualitet, såvel som om en person. Queer kan være en tilgang til køn og seksualitet, der definerer sig i opposition til den samfundets stadigt binære kønsforståelse, og som stiller spørgsmålstegn ved kønsroller og hele tankegangen om to binære køn, der supplerer hinanden.
    Kilde: lgbt.dk

  • Femme: “En betegnelse, nogle LGBT+ personer bruger om det at være i særlig kontakt med sin femininitet, som identitetsmarkør, om ens kønsidentitet og eller om ens kønsudtryk – i kontrast til det maskuline eller nonbinære eller noget helt fjerde.”
    Kilde: lgbt.dk

  • Lesbian Chic: En stilbølge i 90'erne, hvor lesbiske æstetikker og symboler blev oversat til mainstream-mode, ofte tilpasset heteronormative normer.
    Kilde: dressingdykes.com

Karabinhagen er i dag langt mere end et praktisk værktøj til bjergbestigning eller nøglebundter – den er blevet et æstetisk ikon på tværs af modeuniverser. Som vedhæng om Carrie Bradshaws hals i And Just Like That til karabiner, der dingler fra bæltestropperne på unge i oversized hoodies, baggy bukser og sneakers.

Men hvad mange måske ikke opdager, er, at karabinen i årtier også har båret en helt anden betydning. Udover sin praktiske funktion har karabinen historisk fungeret som et subtilt signal, en stille markør, der gjorde det muligt for lesbiske kvinder at finde hinanden og skabe fællesskab i en tid, hvor åbenhed ikke altid var en mulighed.

Fra et diskret æstetisk greb i lesbiske miljøer, og som sideløbende altid har eksisteret som et praktisk redskab, er karabinen i dag blevet et bredt modefænomen, båret på tværs af køn, stilarter og fællesskaber. Det rejser spørgsmål om, hvordan karabinen fortsat aflæses blandt lesbiske i dag, og hvad der sker, når visuelle koder med særlig betydning i et marginaliseret fællesskab pludselig bliver mainstreamtrends.

Historiske rødder i lesbisk kultur

Karabinens rolle som lesbisk symbol kan spores helt tilbage til Anden Verdenskrig, på et tidspunkt hvor mange kvinder blev sendt ud på arbejde, mens mændene stod ved fronten. Her blev fysisk krævende jobs i stigende grad besat af kvinder, især dem, der præsenterede sig mere maskulint, end tidens normer dikterede. Disse kvinder bar karabinen som en naturlig del af deres arbejde, men med tiden viste det sig, at den fik en symbolsk betydning for dem.

Kvinderne udfordrede de traditionelle kønsroller ved at træde ind i mandsdominerede jobs, og i 70’erne fik karabinen derfor en større symbolsk værdi, særligt blandt feminister og lesbiske, som brugte den som et bevidst opgør med det konventionelle feminine ideal.

Subtile signaler til fortiden

Andrés Artiles Jerrik, stylist, bæredygtig mode-designer og manden bag Instagram-profilen @copenhagenkid, som selv har sagt, at emnet ligger ham både fagligt og personligt tæt, beskriver, hvordan karabinens historik stadig repræsenteres i dag:

“Ligesom i sin tid, hvor queer kvinder tog karabinen til sig, både som funktion, men også som en måde at signalere til hinanden i en tid, hvor kvinderne generelt fik mere handlekraft, stemme og fysisk råderum i verden, så ser vi i dag en ny bølge af ‘soft signaling.’ Her spiller queer æstetik en kæmpe rolle.”

Andrés forklarer, at queer æstetik taler ind i en større modetendens om individualisering:

“Jeg oplever helt klart, at symboler som karabinen, og queer æstetik generelt bevæger sig ind i mainstream, fordi moden lige nu er i en fase, hvor individualitet betyder mere end perfektion. Folk søger små identitetsmarkører, og det, som før var subkulturelle koder, bliver nu en del af den bredere stilfortælling.”

Ifølge Hannah Tan West er karabineren noget, som specifikt mascs kan relatere til, da de fleste har en og er et stable i deres outfits.

Et symbol på identitet og fællesskab

Denne bredere stilfortælling taler TikTok-brugeren Hannah Tan West direkte ind i. Med sine 25.000 følgere deler Hannah Tan West outfit-inspiration til andre mascs. Hun begyndte at inkludere karabinen i sine videoer som en måde at relatere til andre på. I dag har den nærmest groet fast på hende:

“Der går ikke en dag uden, at jeg har min på, det er bare en del af mig.”

For Hannah fungerer karabinen både som en forbindelse til fællesskabet og som en udtryksform, der er lige så divers som fællesskabet selv:

“Man kan vel sige, at for dem, der er en del af community’et, er det en måde at spotte hinanden på. Det er sjovt at sammenligne de mange forskellige variationer af karabinere, da de, ligesom os mennesker, alle er forskellige og unikke.”

Andrés Artiles Jerrik mener at unge stylister og designere i dag arbejder med queer koder i en mere fri, performativ og legende form

At være 'lesbisk chic'

Karabinens trendudvikling ser historikeren Eleanor Medhurst, forsker i lesbisk mode-historie, ikke som en atypisk udvikling:

“Det er rigtigt, at lesbiske symboler ofte mister deres særlige betydning og bliver til trends, som mainstreammode hurtigt kan opsnappe og tilegne sig,” skriver hun på sin blog Dressing Dykes.

I 90’erne startede en bølge, hvor modenbranchen forsøgte at oversætte lesbisk æstetik til et heteroseksuelt publikum og kaldte det Lesbian Chic, for eksempel ved at klippe pixiecuts eller iføre slanke, feminine kvinder Doc Martens-støvler, som tidligere var forbundet med lesbiske. Medhurst påpeger i et interview til Vogue, at hvis denne æstetik tidligere blev udskældt, men nu påskønnes i en heteronormativ kontekst, er dette naturligvis kritiserbart og bliver ofte problematiseret blandt lesbiske

Kulturel respekt i moden

Når subkulturelle symboler rammer mainstream, kan det hurtigt gå fra kulturel hyldest til ren kommercialisering. Andrés forklarer, hvordan man kan skelne mellem de to:

“For mig ligger forskellen i bevidstheden. Når brands forstår historikken og respekterer den kultur, æstetikken kommer fra, så er det naturlig kulturel inspiration. Men når symbolerne bruges som “cool accessories” uden forståelse eller repræsentation, glider det hurtigt over i ren kommercialisering.”

Medhurst mener også, at mainstreamens effekt kan have en fordel, det siger hun i et interview iThe Guardian. Når lesbisk mode bliver mainstream, udfordrer de samtidig de begrænsninger, kvinder traditionelt har måttet indordne sig under i deres påklædning.

Identitet kan hænge sammen i små detaljer

For Hanna Tan West er det kun positivt, når mode bryder de stereotypiserende bokse:

“Det er klart blevet en mere almen accessory det sidste års tid (læs: karabinen), og så meget som man kan sige, det er en queer ting, er det ikke noget, man kan tage patent på. Fashion og den måde, man udtrykker sig på, kan man ikke sætte i boks, hvilket er en ting, som jeg synes er nice.”

Og ifølge Andrés kan det også være et tegn på frigørelse:

“Den spændende del for mig er at se, hvordan queer koder bliver tilgængelige for flere, ikke som “kostume,” men som et sprog, der udvikler sig, fordi flere mennesker tør bruge stil til at fortælle, hvem de er.”

Tidslinje over lesbiske modetendenser
Powered by Labrador CMS