Kedelig vane på den danske statsbane – eksploderende stigning i overfyldte tog

Andelen af overfyldte tog er steget med henholdsvis 196 og 286 procent i og uden for myldretrafikken i 2025.

Finder du også jævnligt en alternativ siddeplads i togets mellemgang?
Offentliggjort

75 procent. 

Så mange oplever overfyldte tog minimum hver anden gang, de rejser med DSB. Det fremgår af et spørgeskema foretaget af skribenterne på denne artikel, hvor over 150 passagerer har ytret deres holdning. 

Derudover fremgår det af DSB’s nyeste månedsrapport, at overbelægningen i myldretid på fjern- og regionaltog er steget med 196 procent i løbet af 2025. Men uden for myldretiden er den procentstigning helt oppe på 286 procent. 

”Der er nogle gange så meget menneskemylder, at man ikke kan være der,” fortæller Mikki Christiansen fra Borup, der pendler hver dag.

Strider imod formålet

DSB’s formål er ”plads til alle på rejsen mod det bæredygtige.” Med plads til alle mener DSB bl.a. ”plads til flere kunder” og ”minimum af trængsel.” 

Men noget kunne tyde på, at DSB ikke lever op til den del af formålet.

”Jeg rejser kun udenfor myldretiden. Der ved jeg, at der er plads,” siger Mikki Christiansen, der i øvrigt har en YouTube-kanal, hvor han filmer sine togrejser. 

Desuden er et af DSB’s fem løfter ”en tryg, enkel og behagelig rejse.” Men spørger man Mikki Christiansen, er det slet ikke tilfældet: 

”Jeg er tom for ord. Det er vildt, at man kan fucke så meget rundt med de rejsendes behov.”

Powered by Labrador CMS