Kirkegården er stedet for det, vi ikke kan gøre noget ved

En gravsten med ”På gensyn”. Et lys, der blafrer i en lanterne. Og måske er der også en blomsterbuket, som ligger henover småstenene på graven.

Sådan kan vi møde et gravsted på en kirkegård. Alle tingene på gravstedet er et udtryk for, at vi kommer til kirkegården med sorgen og tabet. For på kirkegården er der rum til det, vi ikke kan stille noget op imod. På kirkegården er der plads til at praktisere sin sorg.

Og det er der en lettelse over. Det er sådan Jens Fogh ser på kirkegårdens betydning. Han er ph.d.-studerende og forsker i kirkegårde og sorg.

”Alle andre steder i vores samfund – for eksempel ved lægen eller psykologen – prøver vi at undersøge, hvad vi kan gøre ved tingene. Men de døde kan vi ikke vække op. Det er et problem, vi ikke kan løse.”

Derfor har kirkegården, ifølge Jens Fogh, en stor betydning i et samfund, hvor vi ofte søger løsninger eller forklaringer på vores problemer.

”Den (sorgen, red.) må være der – og den har brug for et sted, hvor den kan ventileres.”, siger han.

Læg blomster eller en perleplade

Netop fordi kirkegården er et sted, hvor vi ikke kommer for at få vores problemer løst, kan der opstå nye former for fællesskab.

Jens Fogh er ph.d.-studerende i projektet Sorgens Have på Københavns Universitet. I projektet undersøger forskerne, hvordan mænd over 50 år kan finde sorgfællesskaber på kirkegården, når de har mistet en nærtstående.

Forskningen tager udgangspunkt i aktiviteterne, som mændene deltager i. De spiser frokost, laver en bænk i fællesskab, går ture eller lægger blomster på gravsteder. Det vigtige er, at det ikke er samtalen, der er i centrum, men derimod aktiviteten.

”Kirkegården er et sted, hvor sorg praktiseres, og hvor du gør ting. Man kan lægge blomster, man kan tænde lys eller lægge perleplader. Det er et udendørs rum, hvor man ikke står ansigt til ansigt. Man står derimod side om side, skulder ved skulder”, siger Jens Fogh.

Derfor er forskningsprojektet også ”skulder ved skulder-orienteret”, som Jens Fogh formulerer det. Der skal nemlig være et fællesskab omkring noget andet end den dybe samtale med hinanden. Og alt det kan kirkegården understøtte. 

Andre virkeligheder på kirkegården

Kirkegården er et afgrænset område, ofte indhegnet af mure, hække eller hegn. Og netop det afgrænsede i kirkegårdens arkitektur er vigtigt hos Jens Fogh. Han fremhæver kirkegården, som et anderledes sted, der har sine egne normer og virkeligheder.

”På kirkegården kan man få lov til at være. Både i eksistentiel forstand, men også i den måde, vi er på kirkegården”, siger han. Og han fortsætter:

”Der er nogle andre virkeligheder og logikker, der udspiller sig på kirkegården, og som folk lader udspille sig”.

Jens Fogh beskriver, at mange nok ikke vil undre sig over, at et menneske mumler til en gravsten eller står og græder på kirkegården. Det ville vi måske gøre, hvis det foregik andre steder i byrummet.

”Kirkegården er et rum, som åbner for nogle andre handlinger og andre erfaringer. Der kan du leve videre med dine døde”, siger han.