Kirkerne på Mors er i kapløb med tiden

Denne artikel er oprindeligt udgivet på Mediajungle d.18.december 2024.

Det er onsdag. En kold decemberaften i Nykøbing på Mors. Gågaden er lyst op af julelys, og på Kirketorvet tårner Sankt Clemens kirke sig op. Ind i kirken træder børn med nissehuer og ældre mennesker gående hånd i hånd. I aften er der støttekoncert til kirkeorganisationen Skjult Nød, der støtter de udsatte på Mors. Kirkebænkene er fyldt op med øboere, og den store kirke summer af latter og småsnak. Men i det bagvedliggende kirkekontor sidder en bekymret provst. Mette Moesgaard mangler præster i sit provsti: “Folkekirken på Mors står overfor netop de samme udfordringer som resten af kommunen. Folk flytter fra land til by og væk fra øen”.

En ø der er rig på unikke naturoplevelser og i særdeleshed middelalderkirker. Hele 33 kirker fordelt på otte pastorater pryder ø-landskabet. Men fortællingen slår sprækker, når præsteboligerne står tomme. I oktober blev den fjerde præstestilling i Morsø Provsti ledig. Ingen kvalificerede ansøgere har søgt embedet.

Kirstine Helboe Johansen, lektor i praktisk teologi ved Aarhus Universitet, er ikke i tvivl om, at manglen på præster har fatale konsekvenser for lokalmiljøerne:

“I de tyndt befolkede områder er kirken et af de få steder, hvor folk kan finde fællesskab og modvirke ensomhed. Her er præsterne ikke blot religiøse skikkelser, men også en vigtig del af det sociale netværk. Uden dem mister vi fundamentet for de fællesskaber”.

En præstekjole ved køledisken

Morsø provsti har i længere perioder ansat vikarer. Susanne Troelsgaard, der gik på pension i 2021, har vikarieret på Sydmors i to år. Under de første par indkøbsture, som Susanne foretog i sognets lokale brugs, bar hun sin præstekjole. Kjolen blev et symbol på den ro, hun håbede at indgyde i sognet. Når man kan møde præsten over køledisken og se lys i præsteboligen, skaber det, ifølge Susanne, en følelse af “tryghed og nærvær” i lokalmiljøet.

Præster har tavshedspligt. De har pligt til at yde fortrolighed for sognets beboere. Begrebet kaldes sjælesorg og indebærer de samtaler, som præsten deler med mennesker, der har ondt i sjælen. De mennesker der er i sorg. Ifølge Kirstine Helboe Johansen er det en vigtig opgave, der til præsternes ærgrelse rykkes ned på dagsordenen.

“Der er et ønske om at få de sørgende med i et fællesskab, tage dem med til kirkekaffen og måske endda hjælpe dem med at møde andre, der også har mistet. Det gør ondt på præsterne, når der ikke er tid til det”. 

Bekymringens pris

På Mors er 8 ud af 10 medlem af folkekirken, mens under halvdelen af hovedstadens indbyggere er medlem. Det er en landsdækkende tendens, at opbakningen til kirken er mere udbredt i de tyndt befolkede områder.

Høje kirkelige medlemstal tiltrækker dog ikke de nyudklækkede præster. Kelvin Nedergaard, der er teologistuderende på syvende semester, fortæller, at mange af hans medstuderende foretrækker stillinger i storbyer, hvor der er flere kollegaer at støtte sig til. Kelvin håber selv en dag at være bosat i et landligt sogn som “en samlende figur i lokalsamfundet,” men bekymringen om et ensomt og travlt præsteliv spænder ben for drømmen:

“Derude har man ikke nogen at læne sig op ad, da man står meget alene. Jeg er bange for, at præsteembedet bliver ensomt i de mindre lokalsamfund, hvor der er længere mellem kollegaerne.”

Mette Moesgaard genkender de studerendes bekymringer og fortæller, at de i Morsø Provsti “er meget bevidste om, at vi skal være der for den nye præst og hjælpe personen i gang på øen”. Hun fremhæver dog også, at bekymringerne blot er en lille del af et større problem, der kræver omfattende, strukturelle forandringer.

Søren Espersen (DD), formand for Kirkeudvalget, foreslår en økonomisk løsning på præstemanglen, hvor nyuddannede slipper for at betale SU-gæld, hvis de slår rødder i udkantsområderne.

Provsten forholder sig dog skeptisk til forslaget:

“Det er en stor pakkeløsning, man skal lave. Økonomien er ikke nok.”

Mors, Thy og resten af Danmarks udkantsområder er nødt til at tænke større, hvis præsterne skal vende tilbage. På kirkekontoret i Nykøbing er Mette Moesgaard klar til at tage kampen op: 

“Hvis vi vil overleve som kirke, og det skal vi, og det vil vi, så skal vi lære at manøvrere i det dilemma mellem, at vi bliver færre mennesker, færre præster og stadig bevare kontakten med de folk, der er her.”