Kompleks pleje kræver mere end flere hænder på landets plejehjem

Andelen af plejehjemsbeboere med demens stiger, men mangel på kompetent personale gør det svært at sikre den rette omsorg. Forsker kommer med et bud på, hvad der skal til for at sikre en bedre pleje af ældre med demens.

Ældre med demens har komplekse plejebehov. Det kræver særlige kompetencer blandt plejepersonale.
Offentliggjort

En voksende ældrebefolkning og stigende levealder medfører, at antallet af ældre med demens stiger. Det gælder også på landets plejehjem. Rapporten Normeringer på Plejehjem - En status 2025 udgivet af VIVE viser, at andelen af beboere med demens på landets plejehjem er steget fra 51 % til 59 % siden 2019.

Den større andel beboere med demens på landets plejehjem stiller krav til personalets kompetencer - og de kan være svære at finde. 

Komplekse plejebehov kræver kompetencer

Rapporten fra VIVE viser, at 58 % af plejehjemsledere på landets plejehjem har udfordringer med at rekruttere medarbejdere med de rette kompetencer til at udføre pleje- og omsorgsopgaver. Det går særligt ud over beboere med demens.

Ifølge Rikke Gregersen, seniorforsker i demens hos VIA University College, har det store konsekvenser, når plejehjem har rekrutteringsudfordringer. Det kræver nemlig nogle helt særlige kompetencer at håndtere de mere kompekse plejebehov, som mennesker med demens ofte har, blandt andet fordi de er udfordret i at kommunikere og har sanseforstyrrelser.

”Man er nødt til at forstå, at når de sidder og tager mad fra en andens tallerken eller går ind på en andens rum og stjæler fjernbetjeningen, så er det ikke af ond vilje. Man er nødt til at have en minimumsforståelse af, hvad demens er.”

Mennesker med demens kan for eksempel have svært ved at give udtryk for smerter eller deres behov. Det stiller krav til personalets evner til at tolke symptomer og handle rettidigt og pædagogisk. Viden og efteruddannelse vigtigt, men det er lettere sagt en gjort.

Mangel på efteruddannelse er en ond cirkel

Rikke Gregersen arbejder selv på en uddannelsesinstitution, der udbyder diplomuddannelse inden for området. Her har man de seneste år oplevet et fald af antallet, der tilmelder sig efteruddannelsen. Rikke Gregersen mener, det skyldes det pres, kommunerne oplever. 

“Hvis de sender nogen på uddannelse, er der jo stadigvæk nogen, der skal tage sig af borgerne. Et plejecenter kan derfor være udfordret med at få efteruddannet personale, fordi de ikke kan undvære folk i plejen.”

Rekrutteringsudfordringer bliver en ond cirkel i forhold til at sikre de rette kompetencer til at håndtere mennesker med demens. Det er et problem, for det kan I sidste ende få personalet til at handle uhensigtsmæssigt. Hun nævner øget brug af antipsykotisk medicin og magtanvendelse som potentielle konsekvenser ved manglende viden om reaktionsmønstre og behov hos mennesker med demens.

”Hvis man ikke har den viden, så bliver man udfordret og kommer til at handle på måder, som ikke er etiske forsvarligt, og som kan gøre, at personalet går hjem med ondt i maven,” siger Rikke Gregersen.

Hun kommer også med et bud på, hvor man skal starte for at sikre bedre pleje af mennesker med demens på plejehjem.

“Vi skal have nogle ordentlige normeringer og nogle gode arbejdsforhold, så det personale, der er, kan give en ordentlig pleje. Og så skal de have den rette viden og de rette kompetencer. Og selvfølgelig hjertet på rette sted.”

Powered by Labrador CMS