Kondomer, bolsjer og omsorg: Natteravnene hjælper unge i nattelivet
Hver fredag og lørdag går Natteravnene ture efter mørkets frembrud. De gør det for at skabe tryghed blandt de unge, der er ved at lære en ny del af livet at kende. Og de gør det frivilligt.

De er lette at genkende. Den gule windbreaker, prydet af tre sorte fugle på ryggen, afslører hvem de er. I hold af tre vandrer de gennem byen. Skaber tryghed blandt de helt unge mennesker. Dem der er ved at lære nattelivet at kende. Og deres egen alkoholtolerance.
For en gang i mellem går det galt, og så er det rart at de er der. Ikke for at skælde ud. Men for at hjælpe dem, der har brug for det. Det er netop det, Natteravnene er sat i verden for.
Stille start på aftenen

Bagdøren til Københavns Rådhus åbner. Holdlederen, Kenny Rolsted Christensen på 23, fører an og guider gruppen mod Strøget. Der er usædvanligt meget plads, på den normalt travle gågade. De har ikke en fast rute. De vurderer, efterhånden som de bevæger sig gennem byen, hvor de skal gå hen. ”Her er godt nok tomt i dag”, konstaterer Kenny.
På Gammel Torv begynder man at kunne mærke den. Den rammer maven. Dybe frekvenser fra elektronisk musik, der fortæller at København er levende. Musikken pumper, men byen virker alligevel underligt øde. En gruppe unge drenge gør ophold på torvet.
”Er det jer, der deler kondomer ud?”, spørger en af drengene. Hans venner fniser bag ham. Uden at tøve griber Natteravnen Tobias Jessen en lyserød pakke i lommen, og rækker drengen den. Vennerne fniser igen. ”Dem får vi mange af. Men vi har også en masse med”, siger Tobias.

Man gør en forskel
Der er okay med mennesker, men der må gerne komme flere”, fortæller en vagt foran Sjus Bar på Pilestræde. Det er sidst på måneden. Natteravnene og vagten bliver enige om, at folk må have brugt de fleste af deres penge.
Samarbejdet med vagterne på de forskellige barer er vigtigt. Vagterne kommunikerer internt med hinanden, og kan pege Natteravnene i retning af hvor der måske kan være brug for dem. På normale weekendaftener er der et enkelt hold Natteravne, der er ude at gå i København. Altid i grupper af tre, for at sikre deres egen sikkerhed.
Enkelte gange har Natteravnen Tobias oplevet folk der prøver at provokere ham. Men der er langt mellem de negative oplevelser for Natteravnene. ”Folk bliver glade når vi kommer forbi. Og de bliver trygge. Det er dejligt, at man gør en forskel. En samtale på 2-3 minutter og et bolsje, det gør meget for folk”, siger Tobias.
Kenny leder sin gruppe ad Pilestræde, videre op ad Købmagergade og forbi Rundetårn. Svalegangen ved Regensen huser ofte overnattende hjemløse. Knasende presenninger afslører, at flere har fundet midlertidigt husly der. ”Der sker ikke så meget, lad os tage S-toget ind til Hovedbanegården”, siger Kenny, kort efter at gruppen har nået Nørreport.
Ro på Hovedbanen
”Vi plejer at gå igennem toget, for at se om der er nogen der har ligner, at de har brug for hjælp”, fortæller Kenny. Denne gang bliver de ståede ved indgangen, S-toget er næsten tomt. Mønsteret går igen, efter de er stået af toget. Københavns Hovedbanegård plejer at ose af liv. I aften virker den dog træt. Enkelte ligger og sover på bænkene.
Fra København H bevæger holdet sig mod Vesterbrogade. Råben og skrigen afslører, at det er her, festen er i aften. Natteravnene må næsten mase sig igennem større grupper, der er væltet ud af The Old Irish Pub for at ryge. På vejen får de delt flere bolsjer og kondomer ud. Heller ikke her, finder de nogen, der har brug for deres hjælp.
Natteravnene har flere muligheder for at hjælpe. Udover en flaske vand, nogle bolsjer, og telefonnumre på diverse myndigheder, har Natteravnene også næsesprayen Antidote med rundt på deres ture. Næsesprayen er en modgift mod overdoser af opioider.
Kenny og hans hold har nået Rådhuspladsen igen. De kan nå endnu en tur gennem byen, før de har en aftale. Deres rute er næsten den samme. Heller ikke denne gang, møder de nogle der har brug for deres hjælp. Dog er bolsjer og kondomer i høj kurs, hos de få festglade mennesker, der er draget ud i det københavnske natteliv.
Kaffe og kage på Nytorv
Kl. 00.15 har Natteravnene et fælles møde, med andre grupper der også går rundt i nattelivet. Det er bl.a. Natteværterne, hvis opgave på flere måder minder om Natteravnene. De er dog lønnede medarbejdere, modsat Natteravnene, der alle er frivillige. Også Tryghedsvagter, der holder særligt øje med utryg adfærd, støder til, og får sig en kop kaffe.

Efter en hurtig sludder, går Natteravnene retur til Københavns Rådhus. Der er enighed om at slutte tidligere. Efter en kort gåtur er Natteravnene nået hjem til deres lokale på rådhuset. Her skal der skrives logbog, hvor de noterer, hvis de har skullet hjælpe folk på gaden. Denne gang bliver det dog kun til en optælling af hvor mange bolsjer og kondomer de har delt ud på deres tur.
For Kenny og hans hold slutter aftenen tidligere end normalt. Men det kan være, at der sker mere, næste gang de iklæder sig de gule jakker, og slentrer gennem byen.