Kørestolsbrugere har dårlig adgang til barer og caféer: “Det er diskrimination”
En ny undersøgelse viser, at kun 17 ud af 100 barer og caféer i Aarhus er tilgængelige for kørestolsbrugere. Ekspert peger på diskrimination, mens FN kritiserer Danmark for den dårlige tilgængelighed.
Mikkel Krøjer Svendsen kører glad mod duften af øl i de aarhusianske gader. Han skal mødes med sin gode ven, der har inviteret ham til fødselsdag. En fest han har glædet sig til, klædt sig pænt på til og købt gave til.
Alligevel bobler nervøsiteten i kroppen og hjertet banker hurtigere for hver meter, han nærmer sig baren, som fødselsdagen holdes på.
Det er nemlig ikke altid let for Mikkel Krøjer Svendsen at komme ind alle steder, da han er som limet fast til sin manuelle kørestol.
Han har medfødt knogleskørhed, der gør, at hans knogler kan knække som glas, og han kan derfor hverken stå eller gå på dem.
Hvis han som denne aften vil ud med sine venner på en bar, plejer han at have gjort sin research hjemmefra for at sikre sig, at han og kørestolen kan komme ind. Men i dag har han ikke kunne finde informationerne på forhånd. Han har derfor taget chancen og er taget afsted til fødselsdag uden at vide, om baren er tilgængelig for ham eller ej.
Og nu er han dér. Lige foran det sted, hvor han skal synge fødselsdagssang, drikke øl og grine natten lang. Men trapperne ved indgangen stirrer ham dybt i øjnene og transformerer sig til en slags sikkerhedsvagt, der nægter ham adgang.
Normalt tager han sine egne ramper i brug i den slags situationer, men trapperne er for stor en udfordring.
Hans ven møder ham med stor skyldfølelse. Han tilbyder at løfte den ellers lette kørestolsbruger ind, men eftersom han så også skal løfte ham ud igen fem timer og ti øl senere, må Mikkel Krøyer Svendsen lade hensynet til de skrøbelige knogler vægte højere end en god aften med sine venner.
Han giver sin gave til fødselaren og kører hjemad igen.
Trist og forudsigeligt
Den bar, som Mikkel Krøjer Svendsen ønskede at komme ind på, er blandt en lang række af barer og caféer i Smilets By, som ikke er tilgængelige for mennesker i kørestol.
En ny undersøgelse viser, at det kun er 17 ud af 100 barer og caféer i Aarhus Midtby, der har den tilstrækkelige tilgængelighed.
“Det er lige så trist, som det er forudsigeligt.”
Sådan siger Hans Bruun Dabelsteen fra Institut for Menneskerettigheder. Han er chefkonsulent for instituttets ligebehandlingsafdeling, hvor han primært har med handicap- og psykiatriområdet at gøre.
Undersøgelsen er for ham forudsigelig set i lyset af de tal, han også ser fra instituttets såkaldte handicapbarometer, der bruges til at overvåge med samfundsudviklingen på handicapområdet. Det har over en længere årrække vist tilbagegang på flere handicapområder. Også når det kommer til, hvordan handicappede i Danmark selv oplever tilgængeligheden.
“Det er trist, for det kan betyde, at der er medborgere, som ikke bliver inkluderet i et fællesskab, i det her tilfælde et socialt fællesskab,” siger Hans Dabelsteen om den nye undersøgelse.
Og det kan handicapforsker Emil Søbjerg Falster fra Aalborg Universitet uddybe.
Han mener, at samfundets indretning generelt favoriserer den fuldt kapable krop og ofte glemmer hensynet til de funktionsnedsatte. Og når dårlig tilgængelighed får lov til at begrænse handicappede i at dyrke relationer og fællesskaber med andre mennesker, så har det store konsekvenser ifølge Emil Søberg Falster.
“Man begynder at lave diverse former for selveksklusion, som ofte vil have nogle ret negative konsekvenser i form af mistrivsel, ensomhed og ringere livskvalitet,” siger handicapforskeren.
Og til spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om diskrimination, er han ikke i tvivl.
“Manglende tilgængelighed, det er diskrimination. Det er der ikke noget kontroversielt i at sige,” understreger han.
Dumper hos FN
Danmark tiltrådte i 2009 FN’s handicapkonvention. Det betyder, at staten har forpligtet sig til at indrette både lovgivningen og den administrative praksis, så det følger konventionens krav.
Personer med et handicap skal ifølge konventionens artikel 9 kunne deltage på lige fod med andre, når det kommer til tilgængelighed.
Men i 2024 udkom FN’s handicapkomité, der har til opgave at holde øje med at konventionen overholdes, med en rapport, der kritiserede Danmark og den danske regering for ikke at leve godt nok op til konventionen.
Danmark har nemlig hverken implementeret konventionen i den danske lovgivning eller udarbejdet en national handlingsplan, der dækker alle konventionens artikler. Komitéen anbefaler, at Danmark gør begge dele.
Også Institut for Menneskerettigheder ønsker sig mere af de danske politikere.
“Det, vi klart anbefaler, er, at man udarbejder en handicappolitisk handlingsplan både i den enkelte kommune, men også på landsplan. På landsplan har regeringen lige lanceret en handlingsplan, men den er snæver og gælder kun inden for uddannelse og beskæftigelse. Mens det er godt, at der er kommet en handlingsplan inden for de områder, så vi gerne, at man havde en bred handlingsplan, der tog alle samfundsområder med,” siger Hans Bruun Dabelsteen.
Men selv hvis den nye nationale handlingsplan tog højde for alle samfundsområder, skal der stadig lovgivning til, mener Mogens Toustrup, der er formand for Danske Handicaporganisationers Aarhusafdeling.
“Når man har en regering og et land, som dumper hos FN, så er der et stykke vej endnu,” siger han og efterlyser en lovgivning, som den man finder i Norge.
Her vedtog man helt tilbage i 2008 “diskriminerings- og tilgjengelighetsloven” med det formål at beskytte handicappede mod diskrimination. Siden har man indført yderligere lovgivning i Norge for at sikre, at handicapkonventionen overholdes.
“I Norge griner de af os, for der kan man komme med loven i hånden og sige, at det er diskrimination, hvis ikke alle har adgang. Det kan vi ikke her i Danmark. Her er det ikke en lov, at man ikke må diskriminere. Vi henstiller bare til, at man ikke gør det,” siger Mogens Toustrup.
Hos Institut for Menneskerettigheder er man i lighed med FN’s handicapkomité, bekymrede over den udvikling, man ser i Danmark under de nuværende forhold.
“Når et land tiltræder en menneskerettighedskonvention som eksempelvis handicapkonventionen, er det ikke meningen, at tingene skal blive værre over tid,” siger Dabelsteen.
“Det, som handicapkomiteen i Genève kritiserede Danmark for sidste år, var, at tingene virker til at gå tilbage i forhold til det, vi kan måle på, blandt andet også inden for tilgængelighed. Det er ikke i overensstemmelse med ånden og meningen med at have en handicapkonvention. Vi skal gerne se det skride fremad og blive en smule bedre.”
Rock & Rul
Kørestolsbrugeren Sebastian Tved Berke lider af cerebral parese eller med sine egne ord af spastisk lammelse. Det lammer ham dog ikke i at gøre en forskel.
Sammen med sin hjælper startede han i 2023 festivalen “Rock & Rul”. Formålet var at sætte fokus på inklusion og tilgængelighed kombineret med en masse rockmusik.
I 2024 løb den første udgave af festivalen af stablen og mere end 600 mennesker rockede og rullede på Godsbanen i Aarhus. Året efter kom den også til København.
Sebastian Tved Berke håber på, at festivalen kan inspirere andre kørestolsbrugere og generelt opfordre til optimisme.
Ifølge ham er der nemlig mange i hans sted, der føler, at samfundet er decideret imod dem. Selvom han understreger, at alle skal have lov til at reagere, som de vil, ville han ønske, at flere begyndte at fokusere mere konkret på, hvordan problemet kan løses.
“Det bliver tit sagt, at samfundet er imod os, men det er det ikke. Jeg synes, vi må have en stol, som er at prøve med selvberoende løsninger. Og det har jeg prøvet med min festival,” fortæller han.
Dog betyder det ikke, at Sebastian Tved Berke fritager politikerne for ansvaret, når det handler om dårlig handicaptilgængelighed.
“Det er jo diskrimination, og det siger noget om at politikerne sløser meget på handicapområdet,” mener han.
Svigt eller hensyn
Blandt partierne, der bakker op om den nye handicappolitiske handlingsplan om uddannelse og beskæftigelse, er der ikke enighed om, hvordan 17 ud af 100 tilgængelige barer og caféer umiddelbart bør opfattes.
“Naturligvis er det ikke godt nok. Det siger sig selv, at det er et svigt af den store gruppe, der er. Selvfølgelig skal der være meget bedre tilgængelighed,” lyder den umiddelbare reaktion fra Karin Liltorp, der er handicapordfører for Alternativet.
Handicapordfører for Konservative Joachim Hoffmann-Petersen mener dog ikke, at problemet er helt så stort.
“Nogle bygninger er også fredet, så der kan det blive usædvanligt vanskeligt og dyrt. Så vi vil aldrig nogensinde nå 100 ud af 100, men 17 ud af 100, det lyder da godt,“ siger han.
Den barske virkelighed
Både Alternativet og Konservative har støttet den nye handlingsplan, selvom den hverken lever op til FN’s eller Institut for Menneskerettigheders anbefalinger.
Men faktisk stiller Karin Liltorp (Å) sig generelt kritisk overfor handlingsplaner, om de så er lavet efter FN’s ønsker eller ej.
“Handlingsplaner er gratis, for man behøver ikke føre dem ud i livet,” siger hun.
“Man ser mange eksempler på, at der bliver lavet nogle vildt gode handlingsplaner, og så sker der ikke yderligere.”
Alternativet mener generelt, at det er en god ide at lave lovgivning, der sikrer implementeringen af handicapkonventionen, men Karin Liltorp har dog ikke kendskab til, at der skulle være nye tiltag på vej på tilgængelighedsområdet i den nærmeste fremtid.
Joachim Hoffmann-Petersen (K) har en anden indstilling. Ansvaret for tilgængeligheden ligger delvist hos kommunerne, og derfor skal man passe på med for mange tiltag fra Christiansborg, mener han.
“Vi skal passe på med at lægge en spændetrøje ned over kommunerne. De skal have en vis handlefrihed. Den kommunale selvbestemmelsesret er ret vid, og konceptet i kommunerne er, at de har en løbende daglig prioritering.”
Selvom Institut for Menneskerettigheders handicapbarometer beretter om en tilbagegang i den oplevede tilgængelighed, forventer Hoffmann-Petersen (K), at tingene langsomt vil blive bedre med tiden. Både fordi handicaptilgængelighed er indskrevet i bygningsreglementet, og derfor skal implementeres i nybyggeri, og fordi han oplever, at man løbende indtænker tilgængeligheden i andre sammenhænge, såsom når der afsættes penge til elevatorer på togstationer.
Og når det kommer til at følge anbefalingerne fra FN, er det også et spørgsmål om prioritering.
“Vi skal følge de konventioner, vi selv har skrevet under på, det er essentielt, men jeg har ikke et stort milliardbeløb. Vi har også et forsvar, folkeskolen og alle mulige andre ting,” siger han.
Ifølge Karin Liltorp (Å) lever vi på ingen måde godt nok op til handicapkonventionen i Danmark. Og det skyldes delvist en manglende prioritering af emnet på trods af, at handicaporganisationerne gør deres for at informere politikerne, mener hun.
“Det er desværre den barske virkelighed. Alle dem, der ikke har et handicap, de glemmer det lidt og tænker, at det ikke er så vigtig en sag, for det er ikke det, der taler til hovedparten. Jeg tror desværre, at det nogle gange drejer sig om, at det får alt for lidt politisk opmærksomhed,” siger hun.
Hans Bruun Dabelsteen fra Institut for Menneskerettigheder savner et større politisk fokus på problemet.
“Vores folketingspolitikere og vores ministerier kunne godt være bedre til at medtænke handicapperspektivet, når de laver ny lovgivning. Nogle gange er de gode til det, men andre gange virker det til, at de overser det perspektiv. Det er det, der gør, at mennesker med handicap kan føle sig overset blandt andet med hensyn til tilgængelighed,” siger han.
Social- og Boligministeriet og ministeren er blevet forelagt kritikken, der fremgår i artiklen, men har ikke ønsket at svare. Samtlige handicapordførere fra partierne bag den nye handlingsplan er også forsøgt kontaktet, men kun de to citerede politikere har villet og kunnet medvirke.
Den ultimative frygt
Fødselsdagsfejringen, der aldrig blev for Mikkel Krøyer Svenden, er hverken første eller sidste gang, at den 28-årige er blevet skuffet over manglende tilgængelighed på barer og caféer.
Selvom han har vænnet sig til somme tider at måtte melde afbud, påvirker det ham stadig.
“Det er ærgerligt ikke at kunne være sammen med sine venner og stifte nye bekendtskaber. Og min ultimative frygt er, at jeg melder afbud så meget, at man til sidst undlader at invitere mig,” fortæller Mikkel Krøyer Svenden.
Han ved, at hans venner af hensyn til ham indimellem undlader at invitere ham. Han bebrejder dem ikke, men det har en konsekvens.
“Det betyder bare helt naturligt, at man glider lidt mere fra hinanden. Så det bliver lidt mere en indirekte adskillelse snarere end et bevidst fravalg,” siger Mikkel Krøyer Svenden.
“Jeg synes, at det er ekstremt frustrerende at være begrænset mere end mine mennesker omkring mig. Især fordi jeg ofte tænker, at løsningerne i virkeligheden er ret simple. Det er simpelthen et spørgsmål om at have ramper, de rigtige steder.”
