83 ud af 100 barer og caféer i Aarhus Midtby er ikke tilgængelige for kørestolsbrugere: “Samfundet har åbenbart accepteret, at det er okay”

25-årige Anna Maarup Sørensen sidder uden for baren i sin el-kørestol med en iskold gin hass foran sig. Vinterkulden hænger i luften, og mørket har lagt sig over Aarhus by. Hver gang døren bag hende går op, vælter musik og stemmer ud af baren og forsvinder igen. 

Det er ikke den bytur, hun og hendes veninder forestillede sig. 

Noget tid forinden stod de tre veninder foran den trappelift, der skulle løfte hende op til baren på første etage. De så personalet samle sig omkring den. Så dem ringe rundt, undskylde og prøve igen. 

De sagde, de ikke kan finde nøglen, der skal bruges til at aktivere trappeliften. 

Hun og veninderne ventede i kulden i godt en halv time. Nu sidder de ude foran baren. Liften er der, men er ubrugelig. Bartenderen var venlig. Serverede drinken udenfor, mens festen fortsatte indenfor. 

Veninderne havde allerede forsøgt at komme ind på en anden bar, hvor Anna Maarup Sørensen vidste, at hun kunne komme ind med sin kørestol, men stedet var propfyldt, så de måtte lede videre. 

Dog er situationen velkendt for Anna Maarup Sørensen. Det var derfor, de tog hertil. Fordi stedet havde en lift til kørestolsbrugere. 

Den aften endte byturen tidligt. Ikke af lyst, men af mangel på tilgængelighed. 

Plads til forbedring 

Anna Maarup Sørensens oplevelse peger på et bredere problem i Aarhus’ byliv.

En ny undersøgelse viser, at 83 ud af 100 barer og caféer i Aarhus Midtby ikke har tilstrækkelig tilgængelighed for kørestolsbrugere. Tallene overrasker ikke Helga Mark, der er udvalgsmedlem i bygge- og trafikpolitiske udvalg i Dansk Handicap Forbund. 

“Det fortæller, hvordan man tænker om handicappede. At vi er fuldstændig usynlige i bybilledet, og i civilsamfundet i det hele taget, fordi folk regner ikke med, at vi kommer ud ad døren. Det er en gruppe borgere, der er overladt til sig selv,” siger Helga Mark. 

Birgitte Wad, ESG-chef i brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Caféer, kalder tallet i undersøgelsen for højt. Samtidig peger hun på, at mange caféer og barer lovligt kan få dispensation fra at sikre tilgængelighed, fordi det ifølge hende ofte ikke er fysisk muligt at ændre bygningerne. 

“Det er typisk gamle eller fredede bygninger, hvor det bliver det muliges kunst, hvad der kan lade sig gøre i forhold til tilgængelighed,” siger hun. 

Alligevel anerkender hun, at der kan gøres mere på området, da hun hører om undersøgelsen. 

“At der er plads til forbedring, det er jeg fuldstændig med på. Også med de tal, der nævnes her,” siger hun.

Manglende tilgængelighed koster livskvalitet 

Jesper Dammeyer er professor ved Psykologisk Institut ved Københavns Universitet og har forsket i mennesker med funktionsnedsættelser. Han mener, at den manglende tilgængelighed begrænser kørestolsbrugere, ved at de ikke kan leve livet fuldt ud. 

“Der er en direkte sammenhæng mellem adgangen til at kunne deltage fuldt ud i samfundslivet og livskvalitet,” siger han. 

Dammeyer peger også på sociale konsekvenser af manglende tilgængelighed. Ifølge ham er et aktivt socialt liv ofte præget af spontane arrangementer, som er svært, når tilgængeligheden er utilstrækkelig. Det kan ramme den enkeltes selvværd, hvis man føler sig afskåret fra resten af samfundet. 

“De kan få en oplevelse af, at her kan jeg ikke være, og her er der ikke plads til mig,” siger han. 

“Det lyder da helt tosset” 

Udover adgangsforholdene i kørestol peger Anna Maarup Sørensen også på manglende tilgængelighed på toiletterne på barer og caféerne.

“Toiletforhold fylder måske ikke så meget i andres bevidsthed, men rigtig meget i min,” siger hun. 

Allerede inden Anna Maarup Sørensen tager ned mod byen, har hun gennemgået scenarierne. Hun overvejer, hvor meget hun kan drikke. Hvor længe hun kan blive. Om det er værd at tage afsted. For veninderne er det bare et toiletbesøg. For Anna kan det være slutningen på aftenen. 

Hun vil gerne være til stede. Grine. Lytte. Men hun ved, at tanken om toilettet kommer til at fylde mere end samtalen. 

"Jeg orker ikke at sidde og tænke på, at jeg skal holde mig. Fordi det kan gøre det svært at være til stede med sine venner, vælger jeg at blive hjemme,“ siger Anna Maarup Sørensen. 

Undersøgelsen viste, at 35 ud af de 100 undersøgte barer og caféer havde et handicaptoilet. Anna Maarup Sørensen har dog oplevet, hvordan handicaptoiletter bliver brugt som opbevaringsrum af eksempelvis rengøringsartikel eller medarbejdernes ting, hvilket kan gøre dem svære at bruge, hvis man sidder i kørestol. 

Birgitte Wad fra Danmarks Restauranter og Caféer tager afstand fra, at erhvervsdrivende bruger handicaptoiletter til opbevaring, hvis de har mulighed for at anvende dem korrekt. 

“Det lyder da helt tosset. Det er som om, at der er nogen derude, som ikke helt har forstået, hvorfor man egentlig har de her regler,” siger Birgitte Wad. 

Helga Mark fra Dansk Handicap Forbund mener selv, at barer og caféerne skal være mere villige til at forsøge at skabe tilgængelighed. 

“Det er simpelthen manglende vilje og indsigt. Det at skabe tilgængelighed kan også være et cirkusmarked at finde rundt i, men så kan man henvende sig til os, der kan fortæller dem, hvad de kan gøre,” siger hun. 

Dialog og prioriteringer 

Ole Storm, der er kredsformand i Aarhus for Dansk Handicapforbund, mener, at man som kørestolsbruger bør henvende sig hos den enkelte bar eller café for at høre, hvad der kan lade sig gøre. 

“For at undgå et dem og os, er man nødt til at række hånden ud og indgå i dialog,” siger han. 

Samtidig påpeger han, at kommunen har et stort ansvar. Han mener, at de er for dårlige til at rådgive de erhvervsdrivende, giver for mange dispensationer og ikke kontrollerer tilstrækkeligt, om caféer og barer lever op til kravene om tilgængelighed.

Byrådsmedlem for Moderaterne i Aarhus Kommune Polly Dutschke er næstformand for Handicaprådet samt formand for Tilgængelighedsrådet. Hun anerkender, at kommunen ikke prioriterer ansvaret nok. Kommunen kan nemlig vælge at arbejde med tilgængelighed, når der laves lokal- og kommuneplaner. 

“Aarhus Kommune har ikke valgt at investere i det, og det er noget, der skal gøres på længere sigt. Jeg tænker ikke, at vi prioriterer det nok som kommune,” siger hun. 

Samtidig mener Polly Dutschke også, at den enkelte bar eller café bærer et ansvar. 

“Hvis du spørger mig, er tilgængeligheden for kørestolsbrugere ikke god nok, men de private bestemmer selv, om de vil investere i tilgængelighed eller ej. I min optik bør de erhvervsdrivende imødekomme borgere i kørestol, så der er plads til dem,” siger hun. 

Hun peger samtidig på, at handlingen også skal ske på nationalt plan, og at lovgivning mod diskrimination af mennesker med handicap er et skridt i den rigtige retning. 

“Hvis vi skal have et land for alle, så er vi nødt til at lave en lovgivning på statsligt niveau,” siger hun.

“Min bytur begynder mange dage før, den sker” 

Når Anna Maarup Sørensen skal en tur i byen med sine veninder, starter det altid et lidt andet sted end for de fleste. Nemlig på Google Street View. 

“For mig er der væsentligt mere praktik forbundet med at tage i byen, end der er for de fleste,” siger hun.

Med den lille gule figur på computeren går hun rundt i Aarhus’ gader. Hun drejer billedet og kigger på indgangen som det første. Er der trapper? Måske en rampe? 

Anna Maarup Sørensen ved godt, at hendes veninder ikke starter deres bytur sådan. De googler ikke. De tæller ikke trapper. Men for hende er det som et ritual. 

“Min bytur begynder mange dage før, den sker, og den er forbundet med bekymringer om, om det kommer til at lykkes.” 

Social- og Boligministeriet, der kan lave lovgivning på området, og rådmand Nicolaj Bang fra Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, der har ansvaret for tilgængelighed, er blevet forelagt kritikken om deres ansvar på området, men har ikke ønsket at medvirke.