De bringes til tavshed af systemet: Børneinddragelse er et politisk mål, der mangler midler

Sissel leder i skuffer og kasser. Blandt bamser og hestefigurer finder hun en støvet sølvramme med et billede af sit yngre jeg - et fotografi, hendes plejemor har taget. 

I dag er hun 22 år gammel og styrer sin egen tilværelse – en følelse hun ikke forbinder med sin opvækst som anbragt barn. Når Sissel Kitt Kristensen hørte gårdspladsens grus rasle, var det de biologiske forældre, tilsyn eller sagsbehandlere fra kommunen, der steg ud af bilen. Mennesker, der alle havde en mening om Sissels liv – selv følte hun sig overhørt. 

Et kommunalt cirkus

I Danmark er knap 14.000 børn anbragt og bor et andet sted end hos deres biologiske forældre. Ved anbringelser er en ting sikkert: Bag hvert tal gemmer sig en unik historie, og hver enkel sag rummer lag af kompleksitet.

En anbringelse er ikke en engangsforestilling men en indgriben, der former hele barnets tilværelse. Når et barn bliver anbragt, skal det jonglere nye omgivelser, biologiske forældre og sagsbehandlere. Et kommunalt cirkus, hvor 75% af børnene ikke føler sig tilstrækkeligt inddraget. Det viser rapporten “Trivsel blandt børn og unge i udsatte positioner 2025” fra VIVE.

Inddragelse betyder, at man anerkender barnet som en aktiv deltager. Man vægter dets perspektiver og får langt større indsigt, i de behov barnet har, når der skal tages beslutninger om deres liv.

Politikere har for alvor sat inddragelse på dagsordenen med loven ‘Barnets lov’ fra 2024. Problemet er bare, at den ikke er så let at følge i det virkelige liv. For hvad er inddragelse egentlig? Og hvordan sikrer man sig, at børnene føler, de har stemmeret i deres egen valgkamp?

Netop det kan du blive klogere på i denne artikel.

Barnet som GPS

Børnesynet tager en U-vending, da ‘Børnene først’-reformen introduceres i 2021. Førhen har børn siddet på bagsædet, afkoblet fra beslutninger om hvilken vej deres liv skulle gå. Af reformen udspringer ‘Barnets lov’ i 2024, der understreger politikernes ambition: Børnene skal frem på forsædet. Som kyndige vejvisere skal de fra en tidligere alder og i højere grad høres, før der tages beslutninger, som angår deres liv.

Og loven falder på et tørt sted. Dugfriske tal fra VIVE´s trivselsundersøgelse viser, at tre fjerdedele af anbragte børn oplever, at de kun bliver inddraget i lav til middel grad i deres sagsbehandling. Grader, som ikke er tilfredsstillende for, hvornår et barn føler sig hørt, mener Mette Lausten, forsker i anbringelser og udsatte børn.

Undersøgelsen viser også, at halvdelen af de anbragte børn ikke er blevet inddraget i beslutningen om, hvor deres nuværende bopæl skulle være. Mette Lausten påpeger, at det er en tendens, der ikke har udviklet sig de sidste ti år.

Manglende inddragelse er altså ikke en ny problematik, og der er flere fordele ved at give de politiske ambitioner en kærkommen modtagelse.

Falder brikkerne på plads?

Styrkerne ved inddragelse er børn- og ungepsykolog Tove Weis ikke i tvivl om. Børn føler sig værdsat og får en bedre forståelse for de stærkt indgribende beslutninger, der træffes omkring dem:

“Det som børn sanser og oplever, har de brug for at sætte ord på. Når de snakker med en voksen, der lytter og som kan begrunde, hvorfor tingene sker, er det med til at skabe sammenhæng og mening i deres liv.”

Det er et større puslespil, når børn ikke kan bo hjemme og skal anbringes. I stedet for at kommunen lægger brikkerne selv, kan barnets egne ord gøre anbringelsesprocessen nemmere, mener forsker Mette Lausten:

“Inddragelse kan medføre, at barnet får en bedre start og oplevelse af at bo med sin plejefamilie. Det kan betyde, at man får mere lyst til at indgå i en positiv relation med nye mennesker. Deraf kommer trivslen af sig selv.”

Men selvom børnene på papiret er rykket frem på forsædet, tyder det på, at det kommunale system kører efter den gamle autopilot.

Et spil ‘hvem er hvem?’

Pagehår og briller. Rødt hår og piercing. Hestehale og læbestift. Når anbragte børn skal til møde med deres sagsbehandler, er det ofte et nyt ansigt, der møder dem. Det skyldes, at der er stor udskiftning blandt sagsbehandlere på anbringelsessager. 

Næsten hver fjerde sagsbehandler skifter job indenfor et år, og det er problematisk mener, seniorforsker i sårbare børn og unge, Nina Thorup Dalgaard:

“Fra barnets perspektiv er sagsbehandleren den, du skal snakke med det mest private om. Hvis det hver gang er et nyt menneske, vil barnet have mindre tillid og lyst til at betro sig.”

Gennem sine 18 år i anbringelsessystemet har Sissel Kitt Kristensen haft mere end 12 sagsbehandlere. Deres ansigter er slørede i hendes hukommelse og det eneste, der står klart, er utrygheden ved at betro sig til en fremmed:

Jeg kan huske, jeg tænkte: ‘Endnu en ny person, der ikke kender mig, som bare har læst papirerne’. Det gav mig mindre lyst til at fortælle.

Den historie er Sissel ikke alene om. Flere rapporter og interviews fortæller, at børn, der har haft mange sagsbehandlere, oplever en lavere grad af inddragelse i deres sag. 

Den mistede tillid starter en ond spiral, hvor sagsbehandler og barn aldrig når hinanden.

Kistebunden

Børneinddragelse er blevet et vilkår for kommunen. Tiden efter Barnets lov har dog vist sig at være en slingrende omgang for sagsbehandlerne.

En rundspørge, foretaget af Dansk Socialrådgiverforening på deres egne medlemmer, viser, at 80% af socialrådgiverne oplever, at opgavebyrden er steget med Barnets lov.

Men kistebunden synes at være nået, inden loven har rodfæstet sig. På trods af at forventningerne er skudt i vejret, har man fra politisk side ikke givet kommunerne økonomiske støttehjul, siger forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening Signe Færch:

“Christiansborg har lavet en god lovgivning men har ikke sikret sig, at der er ressourcer nok. Det svarer til at bygge en virkelig flot flyvemaskine og lade være med at fylde brændstof på.”

Og det kan mærkes, tilkendegiver Mette Lybech, chef for Familiecenteret i Aarhus Kommune:

“Barnets lov kræver noget særligt af os. Med de midler vi har til rådighed, har vi svært ved at inddrage børnene tilstrækkeligt.”

Problemet stopper dog ikke i Aarhus men strækker sig på landsplan. Af socialrådgiverne i rundspørgen tilkendegiver 61%, at det særligt er på parameteret ‘inddragelse’, at de har svært ved at efterleve loven. Dog indvender Mette Lybech, at sagsbehandlere kan få lettere ved at skabe en rutine for inddragelse, når de med tiden vænner sig til lovkravene.

Men selvom skævvridningen mellem politik og praksis er vigtig, er en ting sikkert: Det kan have vidtrækkende konsekvenser, når børn ikke oplever at blive hørt.

Traumer trækker tråde

Sissel er en kontrolfreak. Det kaos, der omgav hende som barn, har sat sig i hende som en frygt for at miste styringen. Hvis et barn ikke føler sig hørt, kan det have psykiske konsekvenser ifølge psykolog Tove Weis:

“Hvis børn ikke sætter ord på deres oplevelser og sansninger, vender de tingene indad. De kan tænke, at de selv er skyld i deres situation, og det kan medføre lavt selvværd.”

Følelsen af skyld og ikke at være god nok kan trække tråde ind i voksenlivet:

“Hvis man føler sig forbigået som barn, kan det afføde mistillid til andre. Det kan gøre det svært at indgå i tætte relationer. Vagtsomhed, ængstelighed og mistro kan være følelser, som præger ens tilknytning.”

For Sissel har en barndom fattig på indflydelse betydet, at hendes kæreste må leve med, at hun altid skal vide, hvad han laver. For andre kan det virke kontrollerende, men for hende, er det et symbol på en nyfunden tillid, hun altid har manglet.

(Læs hele Sissels fortælling om at være anbragt og føle sig overhørt her)

En lus mellem to negle

Med Barnets lov har sagsbehandlerne fået friere tøjler. De tidligere fastlagte samtaler er revet ud af kalenderen, og nu er det op til dem selv at finde ud af, hvordan og i hvor vidt omfang inddragelsen skal foregå.

Dog opstår der hurtigt forvirring over, hvornår indsatsen er tilstrækkelig, og det kan sætte sagsbehandlerne i klemme, mener forsker Nina Thorup Dalgaard:

“De nye ændringer kræver meget af sagsbehandlerne, fordi de har fået mere frihed, men hele tiden er pålagt kravet om inddragelse. I iveren efter at involvere kan de komme til at skubbe for meget ansvar over på barnet.”

Risikoen for at 'overinvolvere' barnet kan have psykiske konsekvenser, mener psykolog Tove Weis:

“Børn kan føle, at de bliver afkrævet nogle svar, de ikke har lyst til at give. Det kan blive en stor belastning, hvis barnet går med en følelse af, at det ikke kan tage stilling til situationen.”

Hønen eller ægget?

Inddragelses-paradigmet har gjort sit indtog, men forskere peger på, at problematikken ikke er løst ved en lovændring - specielt ikke, hvis fastholdelsen af personale, økonomiske ressourcer og en mere generel praksis ikke følger med.

“Man kan spørge sig selv: Hvad kommer først, hønen eller ægget? Lige nu er der brug for, at alle ændringer sker samtidig. Man kan ikke bare skrue på ét parameter uden at skrue på de andre,” siger forsker Mette Lausten.

Der skal dog ikke sås tvivl om, at der er meget velvilje fra politisk og kommunal side – og den,er velbegrundet. Inddragelse er afgørende for, at anbragte børn føler sig anerkendte og trives i både barndommen og voksenlivet.