Kørte med penge i bundter og hvidvaskede flere millioner kroner i Billund Lufthavn: "Min arbejdsgiver har brugt mig"

En ukrainsk mand blev i retten i Kolding idømt et år og ni måneders fængsel og udvisning for hvidvask af over 2,5 millioner kroner ved brug af andres ID. Han hævdede, at han ikke var klar over at det var ulovligt.

Tårer blev fældet i retten i Kolding, da en ukrainsk mand den 18. marts 2026 blev dømt skyldig for hvidvask af millionbeløb.
Offentliggjort

I november og december 2023 besøgte en 46-årig ukrainsk mand flittigt et vekselbureau i Billund Lufthavn, hvor han vekslede danske kroner til euro. Ifølge anklagemyndigheden skete det ved seks besøg og i alt 52 vekslinger. Han fastholdt i retten, at han ikke vidste, at det var strafbart.

Manden forklarede, at han siden sin ansættelse i 2022 udførte opgaver for sin daværende arbejdsgiver, som først bestod af almindeligt fysisk arbejde. Efter en lønforhøjelse til 32.000 kroner om måneden blev opgaverne udvidet til at omfatte afhentning af indpakkede pengebundter rundt om i landet, som han modtog gennem kodeord på aftalte tidspunkter og steder, og bagefter gemte i et hulrum bag radioen i bilen.

Særlige vekslinger

Pengene blev vekslet samme sted, ved samme skranke og medarbejder, i bundter på lige under 50.000 kroner sammen med et ID-kort, som i 50 tilfælde ikke var hans eget. I alt vekslede han 2.577.981 kroner til 344.877 euro, som alle blev afleveret til arbejdsgiveren, uden at han fik andet end sin almindelige løn for det. Arbejdsgiveren blev senere dømt for grov narkotikakriminalitet i forbindelse med indsmugling af otte kilo kokain til Danmark.

Dommeren lagde vægt på den lave vekselkurs, som vekslingerne var foretaget ved, det grundigt organiserede forløb, brugen af kodeord og hulrummet i bilen.

Manden forklarede, at han troede, pengene var lovligt tjent. Han er uddannet bogholder, jordemoder og familielæge i Ukraine og har tidligere ejet virksomheder, hvor håndtering af store kontantbeløb var almindeligt. Selvom han erkendte de faktiske omstændigheder, fastholdt han, at han ikke var klar over, at hans handlinger var ulovlige.

Familien får tårerne frem

Han fortalte i retten, at han kom til Danmark den 9. marts 2022 kort efter krigen i Ukraines udbrud, og at han her har fået hustru og børn. Ifølge manden har indbrud og trusler gjort, at han ikke føler sig i stand til at beskytte familien i Danmark, og hustruen og børnene har derfor siden sommeren 2024 opholdt sig i Ukraine.

”Jeg vil aldrig tilgive mig selv, hvis der sker min familie noget,” sagde han i retten og tørrede øjnene. Han forklarede, at grunden til, at han er blevet i Danmark, er for at arbejde, og herfra sender han hver måned 10.000 kroner til familien i Ukraine, hvor han ifølge sin forklaring ikke kan finde arbejde, der kan forsørge dem.

”Jeg føler mig ikke skyldig. Min arbejdsgiver har brugt mig. Jeg har ikke fået løn i fire måneder, men det, der gør mest ondt er, at jeg ikke kan se min familie,” siger han inden domsafsigelsen.

Manden blev herefter varetægtsfængslet og ser nu mod knap to års fængsel, udvisning og indrejseforbud. Dommen er anket af den dømte og forsvarer. Politiet har desuden identificeret to kollegaer, som også deltog i hvidvaskningen, og sagen efterforskes som led i et større kriminelt netværk.

Powered by Labrador CMS