Kreativt kollektiv i Aarhus: Kunstnere og iværksættere indtager ikonisk bygning i Graven

I hjertet af Aarhus har en gammel tandlægeklinik fået nyt liv. Bygningen er forvandlet til et kunstnerisk kollektiv, hvor skaberkraft og et helt særligt samarbejde blomstrer.

Frederikke Bruland, indehaver af BRÚ Designstudio, er en af de helt nye kunstnere i huset.
Offentliggjort

”Tillykke!" udbryder Ida, idet hun slår døren op. "Jeg har lige set det på Instagram! Du er kommet ind i butikken!" Bag hende sidder en anden ung kvinde, i fuld gang med at opdatere sin portfolio på en stor iMac. Rundt om dem kan man ane et småt kælderrum fyldt til randen med lange kjoler og spraglet stof, og arbejdsborde fyldt med skitser, nålepuder, og tøjlapper i alverdens farver. Det sidste dagslys strømmer lige akkurat ind ad det lille, rustne palævindue i toppen af værkstedet, og den søde lyd af APHACA’s nyeste single lyder fra en lille JBL-højtaler. 

Lykønskningen er til Frederikke, en af husets mange kreative hoveder, der netop har landet en aftale med Wo Clé, en highend-butik nede i Klostergade. Hun griner hjerteligt, og spørger pigerne om de ikke skal med ud at drikke et glas fejringsbobler i morgen eller på fredag. Det skal de da! De slentrer sammen længere nede af den halvmørke betongang og banker på døren til et lydstudie, hvor Nick sidder og producerer musik. Senere går turen op ad trapperne til stueetagen, første sal, anden sal. 

Malerne Lukas Haering og Lot Winther har blandt andre fået atelier her på andensalen.

Vi er i den gamle tandlægeklinik lige midt i Graven. Nummer 21, lige bagved hipsterhøjen for at være helt præcis. Den ikoniske murstensbygning er fornyeligt blevet opkøbt af bygningsingeniøren Jørn Tækker, ejer af Tækker Group, med ambitionen om at samle forskellige kunstnere i ét hus. Mange kender allerede til det dynamiske og tværæstetiske kunstgalleri TESE eller vinylbutikken Basho Records, men hvad færre ved er, at alt fra fotografer, sangere, malere, performancekunstnere og smykkekunstnere også holder til i huset. 

“Det er fantastisk at kunne være med til at etablere noget af det, som Aarhus mangler allermest – et hus hvor kunst, kultur, musik og iværksætteri kan udvikles, praktiseres og fremvises. Et frirum midt i byen til vores fælles gavn,” siger Jørn Tækker selv om projektet.

Tekstilprøver og techno

Allerøverst, helt oppe på anden sal, banker Frederikke på et par døre mere. Her har blandt andre Wunderland, et performancekunstnerkollektiv startet af Mette Aakjær, tre lokaler fyldt med rekvisitter, lydudstyr og installationskunst. I den anden ende ad gangen arbejder en ung maler, Lukas Haering, i sit atelier, omringet af computere, surrealistiske oliemalerier og tomme Ramlösa-dåser. Han skaber først sine motiver digitalt ved at klippe forskellige billeder sammen og maler derefter de endelige værker. Nogle af dem er udstillet nede i galleriet lige nu. 

Overfor ham har den anerkendte feministiske kunstner Lot Winther et værksted, hvor store, blåmalede lærreder fylder væggene. Her eksperimenteres der også med fashion, og halvfærdige skitser tekstilprojekter ligger spredt ud over gulvet. Papirerne vibrerer i takt med bassen fra pladeforretningen Basho, der ligger nedenunder.

Jessica Skov har brandet Skovfolk Studios, og deler systue med Frederikke Bruland.

Hernede kigger butikkens ejer, Mathias, en DJ over skulderen og klapper ham anerkendende på ryggen. Butikken er stilistisk enkel med retro-orange indslag, hjemmelavede OSB-møbler og store, grønne planter. Der bliver langet økologiske Maté Maté-dåser og technovinyler over disken i bedste københavnerstil, og lyden af funky housemusik spreder sig til gangene, hver gang nogen kommer og går. 

Det er også her, på førstesalen, at Frederikke Bruland holder til med kollegaen Jessica Skov. De har lige fået nøglerne til lokalet d. 1. februar, men har allerede gjort lokalet til deres eget. Væggene og gulvet er blevet malet kridhvide, der er sat borde, hylder og gardiner op, og den imponerende samling af upcyclet tøj og tekstiler er præsenteret sirligt på bøjler og giner. 

Giver mulighed for at etablere sig

”Det er svært at være en lille kunstner eller designer. Derfor er det rart at få en god lokation til en god husleje, for ellers er det umuligt at etablere sig selv i byen. For mig er det rigtig fedt at have et fysisk rum, i stedet for at alt foregår online,” siger Frederikke, der er indehaver af BRÚ Designstudio. 

Udover den tøjkollektion, som hun lige har solgt til Wo Clé, er hun optaget af forskellige projekter med denimstof. Hun er blandt andet i gang med at upcycle teltstof fra Smukfest, der skal bruges til dække huller og pletter i brugte jeans, og at producere tasker og kjoler med perleblomster i samarbejde med en anden lokal kunstner.

Lyden af symaskinernes taktfaste snurren blander sig med larmen fra gravemaskinerne foran, mens Jessica arbejder på sit seneste projekt i systuen. Hun har brandet Skovfolk Studios, og er i fuld gang med en kollektion til Refashion Factory. Hun går også og forbereder forskellige workshops: blandt andet en, hvor kunder kan komme ind med to stykker tøj, som de ikke bruger, og så bruger stoffet til at sy noget nyt til dem.

"Jeg kommer helt sikkert til at holde forskellige workshops heroppe. Jeg har allerede bolde i luften i forhold til samarbejdspartnere," siger hun. 

Inspiration og samarbejde

Samarbejde betyder meget for husets dynamik. 

”Vi inspirerer hinanden meget, og der har allerede været en masse interne samarbejder her i huset. For eksempel med fotograferne, eller med malerne, der kan bruge vores tekstiler til inspiration. Vi kan bruge hinanden og sparre, og det er ligesom at have kollegaer af en eller anden art. Det er dejligt, når man er sådan semi-solo-selvstændig,” forklarer hun, og tilføjer:

”Det er det vi hele tiden siger til os selv. Vi har lavet en investering i dette her sted, og hvad vi tror der kommer til at blive rigtig godt i området. Det bliver mega nice. Hele huset kommer til at flowe med energi, tror vi, for der er så mange blandede kunstnere i huset.”

Forventningerne til huset og dets fremtid er altså store. Caféen Bellis åbner snart i stueetagen, og hipsterhøjen ude foran er i gang med en stor renovering.

"Vi håber på, at det tiltrækker en masse, som måske også opdager at vi er her og tænker 'What! Det er jo sygt fedt!'" siger Frederikke begejstret. Jessica er enig: 

"Det er jo det, der bliver spændende, når vi begynder at åbne mere op. Vi regner med, at der kommer til at være meget mere liv i huset."

Frederikke Bruland håber at flere får øjnene op for kunstnerkollektivet i graven.
Powered by Labrador CMS