Kulturkampen er i fuld gang: Skal der spares eller investeres?

I Holstebro kommune synes 50 procent ifølge en ny meningsmåling lavet af Epinion til Constructive Institute at der bliver brugt for mange penge på kulturområdet.

Kultur er jo meget bredt – det er alt fra museer og biblioteker til idræt. Det er ikke indkøb af kunstværker, som nogle tror. Det gør vi ikke i kommunen, siger Lene Dybdal (S).
Offentliggjort

Når man går en tur igennem Holstebro midtby er det svært at overse den store investering på kulturområdet.

Det afspejler sig i et væld af tilbud og kunst som Maren, Metalsvinet, Slagteriet og HUSET, der pryder facaderne og skal tiltrække turisterne.

Men har man glemt, hvad de borgere som rent faktisk bor i kommunen synes?

Hvis man kigger på kulturbudgettet i landets 98 kommuner, så ligger Holstebro oppe på en 3. plads med et budget på 1038kr pr borger pr år. Det er 443kr over landsgennemsnit.

Denne prioritering er der 50 procent af befolkningen i kommunen, som synes er for høj. Og de 50 procent kan formand for kultur- og fritidsudvalget Lene Dybdal (S) ikke forstå.

"Jeg tror desværre, at mange borgere ikke helt ved, hvad ordet "kultur" dækker", siger Lene Dybdal.

I et kommunalt henseende omfatter kulturområdet en lang række ting, som nogle gange kan blive glemt. Det omfatter både abstrakte værdier som traditioner, normer og fællesskab, samt konkrete tilbud som kunst, musik, biblioteker og museer.

"Når jeg taler med borgere og minder dem om, at idrætshallen også er kultur, bliver de ofte overraskede – de har et helt andet billede af, hvad ordet kultur dækker", siger Lene Dybdal.

Der er mange statuer i Holstebro. Mest kendt af alle er "Kvinde på kærre" eller Maren som hun hedder blandt Holstebrogenserne.

De økonomiske perspektiver

Mens Holstebro kommune er i toppen på landsplan indenfor kulturområdet, så rammer den bunden på udgifter til elever mellem 6-16 år.

Samtidig ligger andelen af borgere, som har valgt emnerne skole, ældreplejen og sundhed, som deres mærkesager over landsgennemsnit.

Derfor synes Niels Grønbæk Jensen (LA), at det er en mulighed at flytte midler fra kulturkassen til andre områder.

"Vi synes, vi bruger for mange penge på kulturen i Holstebro, og de penge vi bruger, synes vi bliver brugt forkert. Vores haller og idrætsforeninger – foreningskulturen, hvis man kan kalde det det – det er ikke der, vi vil spare", siger Niels Grønbæk Jensen.

Han peger i stedet besparelser på det han kalder ”finkultur”. Det er steder, hvor han mener at der bliver returneret mindre end, der bliver lagt i det. Selvom Niels og hans parti Liberal Alliance ikke er klar til at pege præcist på, hvilket ”finkultur” der skal spares på, så opfordrer de til at der bliver kigget på det.

Lene Dybdal ser dog ikke det som en mulighed.

"Vi bruger 128 mio. kr. på hele kulturområdet – svømmehaller, fodboldbaner, museer, biblioteker osv. Til sammenligning bruger vi over 2 mia. kr. om året på sundhed og skoler. Selv hvis vi lukkede alle idrætsfaciliteter og biblioteker, ville det ikke redde velfærden. Tværtimod – kultur er en investering i trivsel og mental sundhed", siger Lene Dybdal.

Selvom Niels Grønbæk Jensen godt kan anerkende at budgettet for kulturområdet er småt i det store hele, så mener han stadig at man kan skære i budgettet.

"Vi kan hurtigt blive enige om, at Kulturrådet er småpenge i det store hele, men for os er det mere et princip. Kan vi tillade os at bruge 128 mio. på kultur, når der er så mange andre ting, der mangler penge i kommunen?", siger Niels Grønbæk Jensen.

Om oplevelsen af turen gennem midtbyen bliver ved med at udvikle sig må tiden vise, men en ting er helt klar: Kulturkampen er i gang.

Powered by Labrador CMS