Kunstig intelligens som kollega

En ny undersøgelse fra TEKNIQ viser, at hver anden virksomhed i det tekniske erhvervsliv bruger kunstig intelligens (AI). Denne tendens bekræftes også af Danmarks Statistik, der beretter om næsten en fordobling af brugen på tværs af brancher. Ifølge eksperter anses dette dog ikke som farligt for den menneskelige medarbejder.

Selvom brugen af kunstig intelligens i virksomhederne stiger, tyder det på, at AI ikke udkonkurrerer den menneskelige arbejdskraft, men tværtimod fungerer som et stærkt supplement.
Offentliggjort

Når AI inddrages på arbejdspladsen, melder spørgsmålene sig: Hvor efterlader det de menneskelige medarbejdere, og er der grund til bekymring for, at mennesket mister sin plads?

Til Ritzau siger direktør i TEKNIQ, Troels Blicher Danielsen:

”Det tekniske erhvervsliv mangler faglærte, og det problem forsvinder ikke i morgen. AI kan ikke erstatte faglærte, men det kan frigøre tid. Vi skal se mulighederne og bruge dem aktivt.”

AI er altså ikke et spørgsmål om enten-eller, men derimod et supplement til branchen, hvor hænder og viden er en mangelvare.

Brugen af AI er steget inden for alle brancher og størrelsesgrupper

  • I 2024 anvender 63 procent af virksomheder med 250+ ansatte AI
  • I 2023 anvendte 51 procent af virksomheder med 250+ ansatte AI
  • I 2024 anvender 24 procent af virksomheder med 10-49 ansatte AI
  • I 2023 anvendte 12 procent af virksomheder med 10-49 ansatte AI
  • Danmarks Statistik, 2025

Dog kan samme bekymringer gå igen uden for det tekniske erhvervsliv. Når inddragelsen af AI, ifølge Danmarks statistik, stiger på tværs af brancher, kan det ligeledes skabe frygt og bekymring for, at teknologien kommer til at udkonkurrere den menneskelige arbejdskraft. Dog ser flere eksperter ingen grund til at råbe vagt i gevær.

Professor i digitale forandringer på CBS, Mikkel Flyverbom, sagde til TV2 i januar 2025:

”Mennesker kan tænke analytisk, kreativt og kritisk, og det er den type kompetencer, kunstig intelligens ikke kan levere. Der, hvor vi får allermest ud af kunstig intelligens, er ved at tænke på det som et værktøj”

Flyverbom peger altså på, at teknologien fungerer som en støtte, snarere end erstatning for den menneskelige intelligens. Samme pointe fremhævede journalist og forfatter Ida Ebbensgaard i Berlingske blot en måned senere:

”AI komplementerer mennesket. Den største værdi opstår, når dygtige mennesker med kritisk sans bruger teknologien rigtigt.”

Efter Ritzau

Powered by Labrador CMS