Lang behandlingstid på voldssag: “Det kan jeg ikke huske”

Efter to og et halvt års ventetid blev en ung mand dømt for vold på natklub - men den lange sagsbehandling betyder, at staten betaler regningen.

Bag de tykke, røde mure blev der i dag afsagt dom i en voldssag. Behandlingstiden har været så lang, at den tiltalte - ifølge sig selv - "har vendt sit liv om" og i dag arbejder som taxachauffør i stedet for promoter på natklubber.
Offentliggjort

Lettere duknakket træder en spinkel fyr ind i retssal 10 i Århus Byret en mandag morgen i september. Han er iført kridhvide sneakers, stramme jeans, en sort sweatshirt og en stor, sort Moncler-dunjakke. 

Håret er klippet kort, skægget på hagen er tjavset, og i venstre øreflip skinner en stor diamant. Også armbåndsuret i guld er stort, og ved siden af uret på hånden er tallene 1880 tatoveret - en hyldest til den aarhusianske fodboldklub AGF. 

Han er i retten i dag for at få afsluttet den voldssag, han har været tiltalt for i snart to og et halvt år - en episode, der udspillede sig på herretoiletterne på natklubben Kupé i det centrale Aarhus. 

En delvis erkendelse 

Også to vidner er i retten i dag. Den ene er offeret, som har anmeldt episoden, og den anden er offerets daværende veninde, der var med i byen den pågældende aften. 

Tiltalte og offeret havde i en længere periode “set hinanden”, men tiltalte havde afsluttet relationen kort inden aftenen på Kupé. 

Allerede inden retssagen går i gang, fortæller forsvareren, at tiltalte delvist erkender tiltalen om vold - nærmere bestemt, at han skulle have taget halsgreb på offeret og skubbet hende op ad en væg. 

Dette ses også på overvågningsbillederne fra natklubben. På videoen fremgår det, at tiltalte inviterede offeret ud på toilettet. I retten forklarer han, at de skulle “snakke”, men blot få sekunder efter er offeret presset op ad væggen i et halsgreb. 

Tumulten på toilettet ender med et skub, der vælter offeret ind i en toiletbås, og flere gæster på klubben, samt offerets veninde, får brudt situationen op, og pigerne forlader stedet med det samme. 

Glemt eller fortrængt 

Var det ikke for overvågningsmaterialet og de billeder, politiet havde taget af offeret, havde det været noget mere besværligt at afsige dom i denne sag. 

De cirka to og et halvt år, der er gået siden episoden fandt sted, kan mærkes på både vidnernes og tiltaltes forklaringer. Meget er glemt - eller “fortrængt”, som offeret udtrykker det, da hun afgiver vidneforklaring. 

“Det kan jeg ikke huske”, er en sætning, der går igen mange gange denne mandag morgen i retssal 10. 

Rystende hænder

Der er en vis nervøsitet at spore hos den tiltalte. Hænderne ryster, når det hvide plastikkrus med vand bliver ført op til munden, og efter et par slurke beslutter han sig i stedet for at folde hænderne på bordet foran sig. Han kigger skiftevis på sin forsvarsadvokat og på tilhørerrækkerne, hvor både mor og søster sidder. 

Kroppen synker en anelse sammen, da offeret kommer ind, flankeret af otte tilhørere, der tager plads på stolene, samt en bistandsadvokat, der sætter sig ved hendes side. 

Der bliver fremlagt billeder, der viser skaldede pletter på offerets hovedbund, mærker på halsen, blå mærker på knæ og totter af afrevet hår. 

Dom efter lang ventetid 

Politiets billeder og overvågningsmaterialet fra natklubben bliver grundlaget for dommen. Afhøringsrapporterne fra 2023 er der ingen af vidnerne, der rigtigt kan huske, og som forsvareren lægger vægt på, skal der dømmes ud fra det, der bliver sagt i retten - og altså ikke ud fra, hvad der er blevet sagt tidligere i forløbet.

Tiltalte bliver idømt 40 dages betinget fængsel og 60 timers samfundstjeneste. Han får sagsomkostningerne dækket af staten, da retten vurderer, at den lange behandlingstid ikke er tiltaltes skyld. 

Powered by Labrador CMS