Livskriser kan styrke os – selv når de virker uoverkommelige

Selvom livskriser kan føles uoverskuelige og nedbrydende, oplever mange, at de efterfølgende står stærkere – både personligt og menneskeligt.

Anders Brinch Petersen deler sin personlige historie om at finde styrke og håb midt i livets mørkeste tider.
Offentliggjort

De fleste mennesker oplever på et tidspunkt i livet at stå midt i en krise. For nogle sker det enkelte gange, mens andre føler, at de aldrig helt kommer ud af den. Overordnet skelner man mellem to former for livskriser: udviklingskriser og traumatiske kriser.

En livskrise behøver dog ikke udelukkende at være negativ eller forbundet med smerte. Faktisk viser en undersøgelse, at størstedelen af de adspurgte følte sig stærkere og oplevede mere livsglæde, efter de var kommet igennem deres krise.

Når krisen bliver vendepunktet: flertallet oplever styrke og ny mening med livet

Analyseinstituttet Kantar Gallup gennemførte en undersøgelse, der skulle give indblik i danskernes livskriser og deres eftervirkninger. Her svarede 73 procent, at de havde fået det enten lidt eller meget bedre efter deres mest alvorlige livskrise. 

29 procent oplevede en mindre forbedring, mens 44 procent følte sig markant bedre tilpas. Spørgsmålet er derfor, hvorfor det vi oplever som livets lavpunkt, ofte kan vise sig at være en af de mest givende perioder.

Psykologer peger på, at livskriser kan styrke os - Hvis vi tør at tage dem alvorlig

Flere psykologer og livsstilseksperter peger på, at en krise kan være en mulighed for personlig vækst. 

På psykiatrifondens hjemmeside bliver det beskrevet, at livskriser skal tages alvorligt. Men nogle gange kan man ende med en øget eller bedre fornemmelse af sig selv, hvordan man prioritere sin tid, og hvilke værdier man har. 

Anders oplevede livets lavpunkt - den rette hjælp fik ham igennem det

Det kan Anders Brinch Petersen nikke genkendende til. Han blev skilt fra sin kone i juli og stod derefter midt i en lang og hård kamp for at komme igennem en af de sværeste perioder.

På sit laveste oplevede Anders alle symptomerne på en livskrise. Tankerne blev så tunge, at han til tider ikke kunne se meningen med livet.

“Hvor ondt skal jeg have det i livet – hvor ville det være nemt bare at få noget ro.”

Når Anders oplevede de mørkeste tanker i hans sind, blev fokusset hurtigt rettet mod hans børn. Anders har to børn i en 7/7 deleordning, og kærligheden til hans børn forsvandt aldrig. 

“Jeg kunne aldrig gøre det over for mine børn.”

Med støtte fra familie og venner, og senere gennem samtaler med en psykolog, lykkedes det Anders at vende sine tanker. Psykologen gav ham værktøjer, som han kunne bruge til at håndtere krisen.

“Jeg er blevet et stærkere menneske. Jeg hviler meget mere i mig selv,” fortæller han.

Personlig udvikling, og et nyt syn på livet

I dag er Anders kommet igennem bruddet og har fået styr på sin hverdag. Han oplever ro i sine tanker og føler, at han står et stærkere sted end nogensinde før:

“For første gang i mit liv har jeg ikke behov for, at andre skal elske mig. Så længe jeg har mine børns kærlighed, mangler jeg ikke andet. Jeg er også blevet en bedre far. Jeg sætter mere pris på de små ting og føler faktisk aldrig, at jeg har stået stærkere som far.”

 Livskriser i alle former - Alvorligheden er den samme

Livskriser kommer i mange former, og nogle er uundgåelige. Udviklingskriser kan opstå i forbindelse med pension, jobskifte eller når børnene flytter hjemmefra. Det er begivenheder, vi ved vil ske, men som alligevel kan være dybt udfordrende. De kan være lige så belastende som traumatiske kriser – de uforudsigelige, som skilsmisser, dødsfald eller alvorlig sygdom.

Uanset typen er det afgørende, at livskriser tages alvorligt og håndteres med den rette hjælp.

Powered by Labrador CMS