“Man har virkelig et blik for, om der er nogen piger, der går alene ude på gaden”
Både i baren, på dansegulvet og på vejen hjem fra byen oplever unge kvinder at føle sig utrygge. I Aarhus har dette ført til nye indsatser, der har til formål at mindske kvinders bekymringer og skabe et tryggere natteliv.
For Clara Lund Fokdal og Signe Elstrøm, statskundskabsstuderende ved Aarhus Universitet, har byturen til tider handlet lige så meget om, hvordan de og deres veninder kom sikkert hjem:
“Jeg har flere veninder, der godt kan lide, at man taler i telefon med dem, når de går hjem. Så er der altid nogen i nærheden, hvis der skulle ske noget”
Og de er langt fra de eneste, der føler sig utrygge i nattelivet. En ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd viser nemlig, at omkring hver femte unge kvinde oplever at føle sig utryg eller overvejende utryg i nattelivet.
Samtidig viser rapporten, at halvdelen af alle unge enten selv har oplevet eller overværet ubehagelige tilråb, truende eller aggressiv adfærd eller uønsket seksuel opmærksomhed i nattelivet. For sidstnævnte gælder dog, at 59 procent er kvinder.
Forsker ved Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet, Margit Anne Petersen, har i mange år forsket i alkoholkultur og seksuelle krænkelser. Det har hun bl.a. gjort gennem projekter om seksuelle grænser i nattelivet. Disse projekter har vist, at mange kvinder anser uønsket seksuel opmærksomhed som en almindelig del af byturen:
“Næsten alle kvinder vi har talt med, har oplevet en eller anden form for uønsket seksuel kontakt. Så der er en kønsmæssig ulighed på det her område”
Alt dette bidrager til følelsen af utryghed hos unge kvinder, hvilket ifølge forsker Margit Anne Petersen kan have både sociale og sundhedsmæssige konsekvenser:
“Der er nogen der siger, at de ikke vil drikke så meget, fordi de oplever at være så fulde, at de ikke kunne passe på sig selv, eller som har korrigeret den måde de har været i nattelivet på, men generelt er der mange der næsten ser det som en del af de oplevelser man skal have, når man er ung og eksperimenterer med forskellige ting”
Af rapporten fra Det Kriminalpræventive Råd fremgår det ligeledes, at 23 procent af de unge kvinder færdes mindre i nattelivet, end de gerne vil, som konsekvens af oplevelsen af utryghed i nattelivet.
Men hvordan skaber vi et trygt natteliv for alle? I Aarhus Kommune, har man valgt at indføre en række tiltag for at gøre det tryggere at færdes i det aarhusianske natteliv. Jens Christian Ladekær Sandbjerg, er projektleder på tryghedsprogrammet Tryg I Aarhus og ansvarlig for restauratørnetværket Byens Natteliv:
“Restauratørnetværket handler om at hjælpe aktørerne i natten til at understøtte trygheden bedst muligt. Kendskabet og netværket er bare afgørende for, at man samlet set lykkes med at gøre Aarhus til en tryggere by, også om natten”
Restauratørnetværket er et samarbejde mellem natklubber, barer, Østjyllands Politi, Natteravnene, dørmandsfirmaer og Aarhus Kommune. Netværket har ifølge Jens Christian Ladekær Sandbjerg til formål, gennem løbende dialog, kampagner og begrænsning af personer med utryghedsskabende adfærd, at styrke trygheden i det aarhusianske natteliv:
“Vi vil gerne sikre, at der er ansvarlig udskænkning på natten, så der ikke er et overdrevent alkoholforbrug i nattelivet. Og så at restauratøren også tager medansvar for ikke at efterlade kunder fuldstændig fordrukne”
Derudover nævner Jens Christian Ladekær Sandbjerg diverse tiltag, som mere specifikt har til formål at gøre nattelivet og turen hjem fra byen tryggere for kvinder. Her fremhæver han bl.a. Aarhus Safe House, kampagner skabt af Tryg I Aarhus, Natteravnene og aggregater, som kvinder kan bruge, hvis de føler sig utrygge. I fremtiden er det restauratørnetværkets ønske at igangsætte tiltag, der skaber flere og bedre transportmuligheder i det aarhusianske natteliv.
Også Clara Lund Fokdal og Signe Elstrøm mærker, hvordan flere tiltag gør det tryggere at færdes i nattelivet:
“Der er både Safehouse og der er kommet rigtig mange natteravne, og de er begge tiltag, der har skabt tryghed og fungeret efter hensigten”.