Mens butikker lukker på stribe, strikker Bente videre i Horsens
En ny analyse fra SMV-Danmark viser, at 4.500 butikker er lukket i Danmark siden 2013. Alligevel nægter Bente Egebjerg Nielsen at lade sig slå ud. Trods de hårde odds driver hun sin garnforretning uden frygt.
Når man bevæger sig ned ad gågaden i Horsens, der med sin imponerende bredde kalder sig Danmarks største, mødes man af en stilhed. Bag ruderne i de tomme butikslokaler hænger skilte med ’til salg’ og ’kontakt ved leje’, som tavse vidner om en tid, der engang var. Det er som om gaden selv sukker, og vidner om en nedgang, der også har ramt landets syvendestørste by.
Men midt i udfordringerne og for enden af gågaden, holder Garnlykke stadig liv i lokalet. Her driver Bente sin farverige garnbutik på syvende år med engagement og glæde. Hylderne er fyldt med garn i alle regnbuens farver og strikkepinde til enhver anledning. Når man træder ind, bliver man mødt af et stort smil og en hjælpsomhed, der ikke er til at tage fejl af.
En spøgelsesby
Selvom Garnlykke i dag fremstår som en farverig oase midt i gågadens grå hverdag, har vejen dertil i dag ikke været uden tvivl om butikkens fremtid, fortæller hun:
”Efter tre-fire år med lav omsætning begyndte jeg at spørge mig selv, om det virkelig var det her, jeg skulle blive ved med.”
Og hendes bekymring er ikke grebet ud af den blå luft. Ifølge analysen fra SMV-Danmark har hele 45 butikker i Horsens måtte dreje nøglen om i løbet af de seneste ti år. Går man en tur ned ad en af sidegaderne til gågaden, kan man hurtigt tælle, hvordan 8 ud af 16 butikker står til leje, og nærmest ligefrem ligner noget fra en spøgelsesby.
Tallene taler deres tydelige sprog – og Bentes bekymring er dermed ikke grebet ud af luften. Manden bag analysen, Sigurd Lønholdt, fortæller, at butiksdøden gør noget ved fællesskabet i byerne:
”Det har jo en fysisk konsekvens, at man lukker butikkerne. Det er en ærgerlig udvikling, når der ikke længere sker noget i byerne. For den bedste by er vel der, hvor der er noget liv.”
Det skal nok gå
Hos Garnlykke er der stadig liv, selvom flere af Bentes nærmeste naboer gennem tiden, har sat skilte i vinduerne med teksten ’til leje’.
Hun kalder det en trist udvikling, men har samtidig erfaret, hvad der holder hendes egen butik i gang. Hver måned oplever hun et stigende økonomisk overskud i sin forretning, og hun har et bud på hvorfor. Det handler om den personlige service og den faste kundebase, som vælger hendes garn frem for internettets klik og kurve.
Netop det kan være nøglen til en lang levetid, mener Sigurd Lønholdt:
”Jeg tror måske godt der kan være noget om snakken. Det tror jeg sagtens kunne være en vej frem, men det kræver selvfølgelig stadig, at kundebasen ligesom er der og kommer forbi virksomheden.”
Bente har ikke bare overlevet, men virker til at have fundet en vej, der virker. Mens mange butikker i Horsens har måttet lukke, vokser hendes overskud måned for måned. Det skyldes ikke held, men nærvær. Den personlige kontakt, den faste kundekreds og det fysiske rum, hvor mennesker mødes og garn bliver til fællesskab.