Mobning rammer hårdt: Danmark halter bagefter i ny undersøgelse

Danske børn i 4. klasse oplever mere mobning end børn i de øvrige nordiske lande. Det viser en ny undersøgelse fra TIMSS.

Mobning er et stort problem på de danske folkeskoler.
Offentliggjort

Danske skoleelever oplever oftere mobning end børn i andre nordiske lande. Det viser en ny undersøgelse fra TIMSS, som undersøger 4. klasseelevers trivsel og kompetencer i folkeskolen.

Mens 52 procent danske elever oplever mobning på ugentlig eller månedlig basis, er tallet i Finland kun 30 procent. I undersøgelsen kategoriseres mobning som fysiske, verbale og digitale former for mobning, herunder drillerier, løgne, fysisk vold og ondsindede beskeder online. 

Stine Kaplan Jørgensen har forsket i mobning og interventioner i over ti år, og har desuden en Ph.d. med samme fokuspunkter. Hun genkender det billede som undersøgelsen maler af virkelighedens folkeskoler. 

“Undersøgelsen giver en god anledning til igen at få talt om, hvad vi skal gøre, for der er ingen tvivl om, at vi har et stort problem på danske skoler. Jeg besøger rigtig mange skoler, hvor man ikke aner, hvad man skal stille op.” 

Undersøgelse med uklart billede 

Danmark deltog også i undersøgelsen i 2019, hvor man siden har set en stigning på 12 procentpoint af danske elever, der oplever mobning på ugentlig eller månedlig basis.

Stine Kaplan Jørgensen påpeger dog, at der er nogle problemer ved undersøgelsen.

“Undersøgelsen skal tages med et gran salt i forhold til, at der bliver spurgt bredt. Der bliver både spurgt til drillerier og mobning.” 

Tal fra TIMSS-undersøgelse 2023.
Powered by Labrador CMS