Næsten hver fjerde danske bruger af nyhedsinfluencere mener, at de ved mere end traditionelle nyhedsmedier
Nyhedsinfluencere fylder mere og mere i danskernes nyhedsforbrug og udfordrer synet på, hvem der er de egentlige eksperter.
Blandt danskere, der bruger nyhedsinfluencere til at få nyheder, mener 23 procent, at nyhedsinfluencere har større viden om samfundsforhold end traditionelle medier. 40 procent vurderer, at de to typer nyhedsformidlere er lige vidende. Det viser en rapport fra Center for Nyhedsforskning. Ifølge rapporten, oplever danskerne i højere grad nyhedsinfluencere som mere relaterbare, autentiske, underholdende og lettere tilgængelige end de traditionelle medier.
"Det gik op for mig, da min far tændte tv'et, at jeg slet ikke fulgte med i nyhederne. Men det gør jeg jo egentlig alligevel."
Sådan beskriver Ella Avitan sit nyhedsforbrug. Hun er blandt de mange danskere, der primært møder nyheder gennem sociale medier og nyhedsinfluencere, frem for traditionelle medier. Udviklingen viser, at nyhedsinfluencere har fået en plads i danskernes nyhedsforbrug.
Troværdighed
Nyhedsinfluencere har dog ikke overtaget de traditionelle mediers position, som den mest pålidelige nyhedskilde. Center for Nyhedsforskning rapporterer, at kun 16 procent af brugerne, finder nyhedsinfluencere mere pålidelige, imod traditionelle medier, der scorer 30 procent på samme parameter.
Det viser, at forbrugeren i højere grad forbinder autenticitet og relaterbarhed med at have viden - og at traditionelle medier opleves mindre relaterbare i deres formidling. Nyhedsinfluencere derimod anses for at være mere personlige og direkte i deres kommunikationsform, som gør dem lettere at forstå og relatere til. Det rejser spørgsmålet om, hvilken rolle nyhedsinfluencere fremover vil spille i danskernes måde at få og forstå nyheder på.