Når livet vender: Hvordan Peter fandt mening i morgentimerne

På få uger mistede Peter både job, kæreste og hjem. To år senere står han i Mølleparken og fortæller om at finde ro, retning og sit eget sted at lande.

Et nyt job blev en ny begyndelse for Peter.
Offentliggjort

”For to år siden ramlede tre ting ned over mig på én gang”, fortæller Peter. ”Mit arbejde lukkede fra den ene dag til den anden, mit forhold gennem ti år gik i stykker, og jeg blev nødt til at flytte ud af den lejlighed, vi havde delt. Alt det skete inden for få uger. Det føltes, som om nogen havde trukket gulvtæppet væk, og pludselig stod jeg dér og skulle beslutte, hvad jeg overhovedet ville med mit liv.” 

Han vidste kun én ting: at han ikke ville blive hængende i Aarhus med et fast job. ”Ironisk nok er det præcis det, der er sket, men på en god måde”, siger han, mens solens stråler lyser ham og resten af Mølleparken op.

I månederne efter boede han midlertidigt. Værelser, fremlejer, bofællesskab. ”Jeg fandt ud af, at jeg ikke er god til at komme hjem efter en lang dag og skulle smalltalke med fremmede. Jeg havde brug for et sted, der var mit.” 

Midt i kaosset hørte han, at Radio4 manglede en journalist til udlandsstof. ”Jeg drømte om at dække det amerikanske valg, så jeg kastede mig ind i det. Jeg sagde faktisk nej til jobbet først, men endte med at sige ja. Det viste sig at være det helt rigtige valg.” 

I dag laver han nyhedsjournalistik og står op, længe før solen gør. Fire timer live om morgenen. Mellemøsten, danske udspil, Politiske krumspring. ”Det er intenst, men jeg elsker det. Jeg tror, jeg har fundet et sted, hvor jeg kan være nysgerrig og bruge min energi på noget, der giver mening.” 

Privat har han slået rødder i en lille lejlighed på Thorvaldsensgade. Alene, helt bevidst. ”Jeg kan godt lide at være alene. Ikke ensom, bare alene. Jeg tror, jeg havde brug for at lande efter alt det, der skete. Nu føles det roligt. Og det er faktisk ret stort.” 

Powered by Labrador CMS