Når patentet udløber: Wegovy-pillen skal sikre Novos næste milliardeventyr
Hvor sprøjten skabte Novo Nordisks fedmeeventyr, kan pillen blive næste kapitel. Wegovy-pillen skal hjælpe selskabet med at fastholde sin position på markedet.
Mens Novo Nordisk fortsat tjener milliarder på verdens voksende livvidder, er selskabet allerede begyndt at planlægge livet efter semaglutid. Ifølge selskabets seneste halvårsrapport og senioranalytiker Christoffer Benneballe fra Nordea er den nye Wegovy-pille en central del af planen for at sikre væksten, når patentbeskyttelsen på semaglutid begynder at udløbe.
Semaglutid er molekylet bag både Wegovy og Ozempic, og har været motoren i et af de største danske erhvervseventyr nogensinde.
Men som alle andre medicinalsucceser kommer også semaglutid med en udløbsdato.
Derfor er Novos nye hovedrolle tildelt den lille hvide Wegovy-pille i medicinalvirksomhedens fremtidsplaner.
Forventningerne til GLP-1-Produkter er høje
I Novos nyeste regnskab bliver Wegovy-porteføljen fremhævet som en af koncernens aller vigtigste vækstdrivere. Samtidig har selskabet løftet forventningerne til året på baggrund af stærkere salg af deres GLP-1-produkter, altså den type medicin, der hjælper mennesker med overvægt og diabetes.
Men bag det ellers positive regnskabstal gemmer der sig en udfordring som får investorerne til at spidse øre.
Er Den hvide pille deres redning?
Patentsikringen på det aktive stof Semaglutid er begyndt at udløbe på flere markeder rundt om i verden.
Når patentmuren krakelerer, rykker konkurrenterne ind.
Og derfor er Wegovy-pillen mere end bare endnu er produkt på hylden.
Ifølge Senioranalytiker hos Nordea, Christoffer Benneballe, er pillen et forsøg på at købe Novo mere tid.
“Det handler ikke så meget om Wegovy eller Ozempic som produkter. Det handler om semaglutid. Patenterne er begyndt at udløbe i blandt andet Canada, Brasilien, Kina og Indien. Derfor har Novo udviklet den orale udgave, som bygger på en ny teknologi. Det giver mulighed for at forlænge patentbeskyttelsen helt frem mod 2035” siger han.
Med andre ord: Hvor den oprindelige succes byggede på sprøjter, kan fremtidens milliardindtjening meget vel komme i pilleform.
En succesfuld Lancering
De første tegn på succes er allerede synlige. I USA har Novo beskrevet lanceringen som den stærkeste GLP-1-pillelancering til dato, og på bare 30 uger er der udstedt mere end fem millioner recepter. Samtidig har lanceringen i Storbritannien flyttet markedsandele fra rivalen Eli Lilly til Novo Nordisk.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvor mange kilo pillen kan hjælpe patienter med at tabe. Spørgsmålet fra investorerne handler i lige så høj grad om, hvor mange år den kan forlænge Novos fedmeeventyr.