Når skole-hjem-samarbejdet skal klares på et kvarter
Lærere og forældre forventes at samarbejde om både læring, trivsel og fællesskaber. Men de nuværende rammer giver sjældent plads til de samtaler, der skaber fælles forståelse, mener forsker Noomi Matthiesen.
Korte, afmålte skole-hjem-samtaler suppleret af en lind strøm af beskeder på Aula. Det er hverdagen for mange forældre og lærere, når det gælder samarbejdet om børnenes skoleliv.
Men tiden slår sjældent til.
En undersøgelse fra Skole og Forældre viser, at 43 procent af de adspurgte forældre ikke oplever, at lærerne har tilstrækkelig tid til skole-hjem-samarbejdet. Kun 36 procent oplever, at der er tid nok, og mange efterlyser bedre muligheder for at drøfte bekymringer om deres barns trivsel.
Fra fremmøde til fælles ansvar
Ifølge Noomi Matthiesen, som forsker i familiers møde med velfærdsstatens institutioner som dagtilbud og skole, har forventningerne til forældrerollen ændret sig markant gennem det seneste århundrede.
Hvor forældrenes opgave i starten af det 20. århundrede primært var at sørge for, at børnene mødte mætte i skole, blev samarbejdet mellem skole og hjem i 1970'erne skrevet direkte ind i Folkeskoleloven. Siden er nye idealer stødt til: først det ligeværdige samarbejde, siden et stærkt fokus på opbakning til læring, og senest et markant fokus på trivsel og inklusion.
Problemet er blot, at de tidsmæssige rammer overhovedet ikke har fulgt med de voksende ambitioner.
Forskellige blikke på barnet
Selvom lærere og forældre ofte ønsker det samme for barnet, oplever de det fra helt forskellige vinkler.
-Vi har meget forskellige betingelser for at forstå barnet, understreger Noomi Matthiesen.
Forældrene ser barnet i hjemmet, mens lærerne ser det som elev i klasserummet og i det store fællesskab. Derfor opstår der helt naturligt forskelligheder i opfattelsen af, hvad barnet har brug for.
Når tiden er knap, bliver løsningen dog ofte en hurtig tilpasning frem for en dybere samtale. Under et massivt tidspres kan det for læreren føles som den mest håndterbare udvej at glide af på uenigheder eller søge hurtig konsensus, mens forældre tilsvarende kan holde igen af frygt for at virke besværlige. Dermed risikerer samarbejdet at handle om at bevare den gode stemning frem for at løse de reelle udfordringer.
Det er netop denne tendens, Noomi Matthiesen ønsker et opgør med:
- Målet med samarbejdet er blevet problematisk, hvis vi tænker, at det skal skabe harmoni og fuldstændig enighed, forklarer Noomi Matthiesen.
-Vi er nødt til at give mere plads til uenighederne og udforske dem, fordi de netop kan vise os nye veje at gå. I stedet for at sløre forskellighederne for at bevare den gode stemning, skal vi turde spørge nysgerrigt ind til, hvad der ligger bag den anden parts oplevelse.
I praksis kan det handle om at stoppe op, når en forælder bringer en bekymring om trivsel på banen. I stedet for hurtigt at afvise med et "det oplever vi ikke i skolen", kræver det tid at spørge nysgerrigt ind til, hvordan barnet reagerer derhjemme og dernæst at bruge uenigheden til sammen at undersøge, hvad der er på spil.
Udgrænset til digitale beskeder
Når den fysiske tid i kalenderen er knap, flytter dialogen over på skærmen.
- I mange tilfælde er det jo et kvarter én gang om året, og så er stort set alt forældresamarbejde udgrænset til Aula, siger Noomi Matthiesen.
- Når vi har organiseret det på den måde, er der næsten ikke plads til andet end at give hinanden praktiske informationer, uddyber hun.
Debatten om skole-hjem-samarbejdet handler derfor ikke om læreres eller forældres vilje, men om de strukturelle rammer. Hvis lærere og forældre skal opbygge den tillid, som det komplekse samarbejde kræver, skal der mere til end hurtige digitale beskeder på Aula.
- Hvis man vil det gode skole-hjem-samarbejde, så er man også nødt til at bruge mere tid på det, fastslår Noomi Matthiesen.