Nattens frivillige står klar, når byturen slutter

Hver femte kvinde føler sig utryg i nattelivet. Frivilliges tiltag forsøger at gøre op med utrygheden. Ifølge frivillige organisationer ser det ud til at virke.

Martin Bossen anslår, at Safehouse har 300-400 besøgende hver weekend. Foto: Safehouses egen hjemmeside
Offentliggjort

Martin Bossen modtager hver søndag og mandag en række opkald fra taknemmelige forældre. Han er stifter af Safehouse i Aalborg.

“Vi lader ikke nogen gå hjem fra os af, medmindre der er sørget for hjemtransport,” siger han.

Frivillige i storbyerne skruer op for indsatsen for at hjælpe og beskytte dem, der bevæger sig i nattelivet.

Martin Bossen og hans tidligere dørmandsfirma syntes, at der manglede tryghed for de unge i nattelivet. De besluttede at gøre en frivillig indsats, og åbnede derfor Safehouse i Aalborg i 2022 efter en tragisk weekend i Jomfru Ane Gade.

Nattens helte 

Dobbelt så mange kvinder som mænd føler sig utrygge i nattelivet. Særligt gåturen hjem fra byen, hvor de er alene, skaber utryghed. Det oplever de i Safehouse:

Elias Heebøll Clausen

“Inden de er kommet ud i mørket, må de gå tilbage i lyset. Så går de ned til os og sidder. Hvis vi har tid til det, følger vi dem hjem på gåben,” siger Martin Bossen. 

21-årige Elias Heebøll Clausen har selv haft en oplevelse, hvor han skulle følge en af sine veninder hjem. 

Her slog det ham: “Det er en realitet, at der er mange, der går hjem med en utryg følelse, hvis de ikke er ledsaget af nogen.”

Er der kun af én grund 

I tæt på 28 år har Natteravnene patruljeret storbyernes gader for at gøre nattelivet trygt. De frivillige dedikerer deres nætter til at uddele bolsjer og kondomer til de unge, der er i byen. Det leder ofte op til en god snak om sikkerhed og tryghed.

“Når vi går rundt i gaderne, får vi rigtig mange highfives. Det er en god måde at komme i dialog med de unge. De unge ved, at vi er voksne, som kun er der af én grund, og det er at skabe tryghed for dem.”

Det siger Jakob Møller Bové, der er chef for Tryghedsindsatsen, Natteravnene, hos Fonden for Socialt Ansvar.

Alene i de sene timer 

8 ud af 10 unge tager forskellige forholdsregler for at undgå utryghed. En stor del af de unge planlægger deres hjemture nøje. 

Det viser en rapport fra 2025 lavet af Det Kriminalpræventive Råd.

Når Natteravnene snakker med de unge piger på gaden, er fællesnævneren, at utrygheden opstår, når det bliver sent, og de skal alene hjemad. 

“Det er mest, når der ikke er mennesker, at de føler sig utrygge. Det hører vi tit fra kvinderne,” siger Jakob Møller Bové 

Frygten for hjemturen genkender Elias Heebøll Clausen fra sine egne veninders historier. Pigerne tager telefonen op til øret på vej hjem fra byen, for at sende et signal om, at de er i kontakt med nogen.

“Det er vildt, at vi sætter et skuespil op for at beskytte os selv i nattelivet,” siger han. 

Fremtiden for de frivillige 

Både Aarhus og København spørger Martin Bossen til råds, når det gælder tryghedsinitiativer i nattelivet.

“Der hvor det er 100% frivilligt drevet, vil vi gerne hjælpe. Så længe der er nogen, der gør det i økonomisk øjemed, så siger vi nej tak.” 

Der er ingen tvivl om, at der er en vigtig sag for Martin Bossen med et trygt byliv. Der er dog ikke udsigter til, at Safehouse åbner i andre storbyer lige foreløbigt.

Begge initiativer oplever god respons på deres forsøg på at skabe mere tryghed i nattelivet. 

“Man er ikke i tvivl om, når man går rundt derude, at der faktisk er nogen, som mener, at vi gør en forskel,” siger Jakob Møller Bové.

Powered by Labrador CMS