Nikotin giver ro - men kan skade dit mentale helbred
Nikotin føles beroligende og bruges som et pusterum i en travl hverdag. Men det kan på lang sigt øge risikoen for udvikling af alvorlige psykiske lidelser, som depression, bipolar lidelse og skizofreni.
Snus, vapes, smøger.
På tværs af alle nikotinprodukter bruger de unge det primært for at slappe af. Det fortæller rapporten ”§RØG”, udviklet af SDU.
Men selvom nikotinen kan virke meditativt og beroligende, så kan nikotinen forværre dit mentale helbred, og bringe dig i større risiko for at udvikle psykiske lidelser.
”Feel-good”-stof
”Nikotin påvirker din virkelighed, fordi du kommer til at føle dig mere tilpas, verden bliver lidt gladere, mere positiv, og du føler dig mindre stresset, når du ryger eller tager snus”
Forklarer lektor og hjerneforsker Åsa Fex Svenningsen i artiklen ”Hjerneforsker: Derfor bliver du afhængig af nikotin”
Nikotin får nemlig hjernen til at producere mere af stoffet dopamin. Det er et ”feel-good”-stof, som bliver udskilt, når du er glad eller gør noget du godt kan lide. Hjernen forbinder altså nikotinen med noget lækkert. Det er også derfor, du bliver afhængig.
Nikotin og psykiske lidelser
Men selvom nikotinen føles godt i momentet, så er der en korrelation mellem nikotinforbrug og indlæggelser med psykisk sygdom. Netop dette har lektor i psykiatri ved University of Saskatchewan i Canada, Lloyd Balbuena, været med til at undersøge.
Studiet undersøger sammenhængen mellem genetik, faktiske rygevaner og risikoen for indlæggelse med alvorlige psykiske lidelser.
”Vi fandt ud af, at tidligere rygere har en højere risiko for indlæggelse på grund af psykiske problemer sammenlignet med personer, der aldrig har røget. Og dem, der ryger nu har mere end tre gange så høj risiko som hos dem, der aldrig har røget.”
Ifølge Lloyd Balbuena kan en teori på hvorfor være, at rygning giver mere betændelse i hjernen, som på sigt kan skade dele af hjernen og føre til forskellige psykiske lidelser.
Doug Speed, Professor ved Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning, fortæller i artiklen ”Stiger din risiko for at blive psykisk syg, hvis du ryger?” om en anden teori. Nikotinen hæmmer optag af signalstoffet serotonin i hjernen, og mennesker med f.eks. depression producerer for lidt serotonin.
”Når du tager en enkelt cigaret, aktiverer nikotinproduktionen af serotonin i hjernen, der bl.a. gør, at du føler dig afslappet. Men bliver du ved med at ryge, får nikotinen den modsatte effekt. Den hæmmer i stedet serotoninen - og det kan gøre dig ængstelig, ked af det og ustabil.”
Behov for fokus
De fleste ved, at de fleste nikotinprodukter kan forøge risikoen for kræft, men de færreste ved, at det også øger risikoen for psykiske lidelser.
”Rygning ses som en måde at forbedre humøret på og dermed som en måde at håndtere tingene. Og ja, man kan få kræft, men det ligger langt ude i fremtiden.” siger Lloyd Balbuena.
For unge der bruger nikotin som en meditativ pause, er oplevelsen ikke indbildt – hjernen reagerer stoffet - derfor mener Lloyd Balbuena at der burde komme mere fokus på den risiko, som nikotinprodukter kan gøre mod dit mentale helbred.
”Vi har brug for flere folkesundhedsbudskaber, som også fokuserer på at fremhæve, hvilke mentale helbredseffekter rygning muligvis kan have hos unge,” siger Lloyd Balbuena.