Noget har ændret sig på Mejrup Skole. Det kan mærkes i lærerværelset

Mejrup Skole har knækket koden til lavere lærerfravær – men det kostede noget undervejs.

Eleverne ser mere til lærerne end tidligere på Mejrup Skole.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er efterhånden et anerkendt problem, at fraværet hos lærere i folkeskolen er stigende. Fra 2013 til 2023 er der sket en stigning på 35 procent, viser beregninger fra Vive.

Det først og fremmest en udfordring for undervisningen, men også for økonomien på folkeskolerne. Derfor har Mejrup Skole gjort en indsats for at få flere lærere tilbage til klasselokalet.

Nu er vi nødt til at klemme ballerne sammen

Tom Pedersen, skoleleder på Mejrup Skole

Trivsel og økonomi hænger sammen

Tom Pedersen, der er skoleleder på Mejrup Skole indså, at der måtte gøres noget. Et er, at han er ansvarlig for sine medarbejderes trivsel. To er, at der også lå et økonomisk perspektiv i at få flere lærere i arbejde. ”Vikarer er dyre, og man får ikke refusion for hele lønnen”, siger han.

Derfor lagde han sammen med lærere og pædagoger hovederne i blød, og spurgte hinanden: "Hvad er need to do og hvad er nice to do?”, fortæller han. Resultatet af møderne blev, at man skar i lejrskoler, bibliotekstimer og faglig støtte til enkelte elever.

Tom Pedersen forklarer, at beslutningen handlede om at skabe mere luft i lærernes hverdag: "Vi har forsøgt at lette lidt på deres arbejdsbyrde. Vi har kigget nøje på, hvilke opgaver de løser, og hvor mange opgaver de skal løse, fordi vi havde en fornemmelse af, at nogle var hårdt spændt for", siger han.

Ved at fjerne nogle af de tidskrævende aktiviteter uden for klasselokalet har skolen gjort arbejdsdagen mere overskuelig for lærerne – og det har ifølge ledelsen haft en effekt på lærerfraværet.

Kommunen indførte også tiltag for at reducere fraværet. Fraværssamtaler blev en del af hverdagen for lærerne på skolen, og det har også været med til at gavne den positive udvikling, mener Tom Pedersen.

Det var nødvendigt

Birthe Kubstrup, der er lærer på Mejrup Skole, er som udgangspunkt positiv overfor fraværssamtalerne, men mener også det kan være en presbold for lærerne: ”Man ved, at hvis man melder sig syg igen inden for en periode, bliver man indkaldt til samtale", siger hun.

Hun mærker også, at ledelsen har taget tyren ved hornene: ”Ledelsen har gjort noget for at lette vores arbejdsforhold – inden for de rammer, de har. Det var også nødvendigt, for vi havde et for højt arbejdspres."

Tallene viser, at det har haft en effekt. Lærerne møder ganske simpelt mere op på arbejde. Den udvikling er Birthe Kubstrup glad for: ”Børnene møder de voksne, de kender, i højere grad – og det giver mere stabilitet. Det er positivt.”

Samtidig understreger hun, at det ikke er uden en pris: ”Det er ikke i nogens interesse, at biblioteket er ubemandet. Og det er virkelig ærgerligt, at vi ikke kan lave lige så lange lejrskoler som før. Men medarbejdernes trivsel kommer før lejrture."

Powered by Labrador CMS