Nu skal børn og unge ikke længere vente 161 dage på en tid
En ny akutplan, som er fremsat af regeringen, skal nedbringe ventetiderne markant i børne- og ungdomspsykiatrien. I Region Midt, på afdelingen i Skejby, er der optimisme at spore.
I fredags fremsatte Regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening en akutplan for at nedbringe ventetiden i børne- og ungdomspsykiatrien i hele landet.
Det indebærer blandt andet udvidede åbningstider til aften og weekend og et større samarbejde på tværs sektorer og faggrupper, sådan at flere børn og unge kan hjælpes tidligere og færre rent faktisk får brug for psykiatrien.
Vækker begejstring i Skejby
Dorte Purr Hede, chefsygeplejerske i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, er meget positiv over for akutplanen:
”Det er en ret flot og ambitiøs plan. Og vi er glade for at se, at der er fokus på at styrke den samlede behandlingskæde, så flere børn og familier har mulighed for at få rettidig hjælp.”
Med den nye akutplan er der mulighed for at kunne hjælpe børnene, inden de faktisk bliver psykiske syge og ender i psykiatrien. Det sker med et større samarbejde mellem forskellige sektorer i kommunerne og regionerne.
“Vi tror på, at akutplanen vil nedbringe ventetiderne, fordi den er så bred og favner hele systemet. Akutplanen kan være med til at hjælpe børnene, inden de bliver syge og skal i kontakt med os," fortæller Dorte Purr Hede.
Desuden er hun optimistisk, fordi deres fokus i psykiatrien i højere grad kommer til at kunne koncentrere sig om de børn, der har mest brug for hjælpen:
“Nu kommer vi til at kunne skabe plads på hospitalerne til de mest syge, fordi flere når at blive hjulpet inden.”
Den lange ventetid
I september blev det slået fast, at der fortsat er store udfordringer med ventetider i børne- og ungdomspsykiatrien i hele landet.
I børne- og ungdomspsykiatrien i Aarhus er ventetiden for en tid til undersøgelse 161 dage.
I nogle afdelinger i regionen for eksempel ved Klinik for skolebørn på Aarhus Universitetshospital, er ventetiden helt op til 763 dage, før man kan få en tid. Det viser seneste tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Derfor er Dorte Purr Hede glad for, at “alle mand kan komme på dæk” for at forbedre ventetiderne, så børn og familier har mulighed for at få rettidig hjælp.