Ny hofte stopper ikke Esther: Holder sig aktiv hver dag

Fire uger efter sin hofteoperation holder Esther sig i gang på Rehabiliteringshøjskolen i Risskov med gåture, træning og små hverdagsopgaver.

Efter fire uger på Rehabiliteringshøjskolen er Esther klar til at vende hjem i morgen
Offentliggjort

Jeg fik en ny hofte for fire uger siden.

Siden operationen har jeg boet her på Rehabiliteringshøjskolen, hvor jeg har fået hjælp til at kunne gå igen. Det er et virkelig rart sted. Jeg nyder virkelig at være her.

Mit værelse har den dejligste udsigt ud over parken.

Og selvom jeg er blevet opereret sidder jeg ikke bare på min flade hele dagen. Jeg bliver aktiveret.

I sidste uge tørrede jeg bordene af efter middagen, og nogle dage er det mig, der putter tingene i opvaskemaskinen. I formiddags var jeg til stoletræning, hvor vi sidder i en rundkreds og laver øvelser til hovedet og nakken. Jeg kan godt lide at lave noget aktivt.

I går fandt Laila og jeg ud af, at vi trængte til noget frisk luft, så vi tog en lille tur i området.

Laila fik en blodprop i hjernen for fire år siden og er fortsat lam i højre side. Hun bor også på Rehabiliteringshøjskolen. Men jeg er frisk nok til at kunne skubbe hende rundt i kørestol, så vi kan komme ud.

Turen gik så godt, at vi laver en igen i dag.

Vi traver jo ikke langt. Og det går heller ikke så hurtigt. Det skal helst være helt ligeud, for jeg kan ikke magte at skubbe opad endnu. Så mange kræfter har jeg ikke i mit opererede ben.

Når vi kommer tilbage til højskolen skal vi have kaffe og kage. Og bagefter skal vi til styrketræning i Vikærgården.

Højskolen sørger for, at vi får aktiveret kroppen, men jeg gør også mit, når vi går ture.

Men i morgen skal jeg hjem. Jeg har været her i fire uger og kan efterhånden gå igen.

Esther, beboer på Rehabiliteringshøjskolen, Aarhus.

Powered by Labrador CMS