Op mod halvdelen af danskerne er bekymrede for misinformation i nyhederne
Danskernes tillid til nyheder er faldende, og mange er bekymrede for misinformation på nettet. Det viser undersøgelse fra Center for Nyhedsformidling ved Roskilde Universitet.
Bekymringen for fake news i Danmark er steget med 6 procentpoint siden 2025. Det viser den årlige rapport "Danskernes brug af nyhedsmedier 2026" fra Center for Nyhedsformidling ved Roskilde Universitet.
Samlet set er op mod halvdelen af danskere i tvivl om troværdigheden af de nyheder, de læser.
Pensionist Kristian Tandrup er en af dem, der er bekymret for udbredelsen af falske nyheder.
“Man får et forkvaklet forhold til, hvad der sker i verden, hvis man skal være skeptisk hver eneste gang, man ser en nyhed,” siger Kristian Tandrup.
Fokus på negativitet
Den haltende tillid til medierne har medført, at flere danskere aktivt undgår nyheder i det daglige.
I 2025 var årsagerne blandt andet nyhedernes store fokus på krig og konflikt, der ofte bidrog til dårligt humør blandt de adspurgte.
For Kristian Tandrup er nyhederne vigtige, men han har fravalgt visse medier og bruger kun public service-udbyderne TV2 og DR til at få sine nyheder.
Han ærgrer sig over, at fake news ødelægger det for dem, der faktisk laver et godt stykke journalistisk arbejde:
“Det er ødelæggende, og vi vil da gerne læse andre aviser, men vi er bange for, at det bare er noget, der er lavet for at sælge noget.”
Stadig bedre end naboerne
Selvom danskerne har set en stigning af frygt for misinformation på sociale platforme, så er Danmark stadig et af de lande, der stoler mest på sine nyhedsformidlere.
Kun Tyskland kan man finde på lige fod med Danmark på 49 procent, mens Norge og Sverige ligger på henholdsvis 54 procent og 58 procent.