Opjusterede forventninger og ny vægttabspille: Alligevel straffer investorerne Novo
Tidligere i år introducerede Novo deres nyeste skud på stammen i Storbritannien: Wegovy i pilleform. Selvom det har øget deres markedsandel i landet med 50%, og Novo har opjusteret forventningerne for året, er investorerne ikke tilfredse.
Kvartalsregnskabet fra Novo, tidligere kendt som Novo Nordisk, udkom d. 5. august 2026. Et regnskab, som blev modtaget negativt af markedet. Med et fald på 4,3% på aktiemarkedet, kunne man fristes til at tro at resultatet af regnskabet var overordnet dårligt, men det er ikke tilfældet.
Ifølge Novos regnskab, viser det en omsætning på 78,5 mia. kroner, mens man på bunden lander på ca. 21 mia. kroner.
Samtidig har Novo også ændret i deres forudsigelser for året. Man er derfor gået fra et forventet årsresultat på minus 8% til nu at være nede på minus 3%. Noget der burde vække anerkendelse fra investorerne.
Men spørger man Senior Analytiker fra Nordea, Christoffer Benneballe, er han ret afklaret med, hvad der har haft betydning for markedets negative reaktion.
’’For investorerne handler det i høj grad om Wegovy i pilleform nu, og ikke længere om Wegovy i indsprøjtningsform. Hvis Novo kan få styr på patentet af Wegovy i pilleform, kan de sikre patentet frem til 2035.’’
Vægttabspille skuffer markedet, men bider sig fast i Storbritannien
Tilbage i Juli 2026, introducerede Novo Wegovy i pilleform i Storbritannien. Noget der ifølge Novos Investor præsentation er blevet modtaget meget positivt. På blot to måneder, har pillen hjulpet Novo med at overtage 15% markedsandel fra deres konkurrent Eli Lilly. Novos markedsandel i Storbritannien ligger nu på 45% mod Eli Lillys 55%.
Ifølge Novos investor præsentation, som er en opdatering til investorerne om, hvad der har påvirket regnskabet, forlyder det at man tre uger efter introduktionen af Wegovy i pilleform i Storbritannien, havde over 300.000 brugere af produktet.
Til trods for den positive udvikling på kort tid i udlandet, blev Q2 regnskabet modtaget negativt i markedet. Investorerne havde altså forventet en bedre modtagelse af pillen.
Hvis man undrer sig over, hvorfor Novo ikke har inkluderet tal fra EU, skyldes det at Wegovy pillen først blev godkendt af Europa-kommissionen til brug i EU d. 15. juli 2026.