Oplever håndværkerne i de andre store byer også parkeringsudfordringer? Svaret er enstemmigt: ja
Efter vi fik spørgsmålet fra Alexander og Mads kom redaktionen til at undre sig, om parkering også er en udfordring for håndværkere i de andre store byer i Danmark? Det viser sig, at det er en generel udfordring både i Aarhus, København, Odense og Aalborg.

Bilfrie områder, nulemissionszoner og lavere CO2-aftryk er tiltag, du sikkert har hørt om før. Især hvis du bor i en af Danmarks fire største byer. Umiddelbart lyder det som en gevinst for både klima og byliv. Men tiltagende kommer med en pris for en gruppe mennesker, nemlig håndværkerne.
I København, Aarhus, Odense og Aalborg oplever de store udfordringer, når de skal ind til midtbyen og arbejde. De kan ikke finde parkeringspladser. Resultatet er parkeringsbøder og ekstra brug af ressourcer. Og det kan betyde en dyrere håndværkerregning for dig.
Parkeringspladserne forsvinder
Håndværkere i de fire største byer i Danmark er alle enige. Det er en stor udfordring at finde parkeringspladser i byerne, når de skal arbejde.
“Parkering er en generel udfordring for håndværkere i Aarhus, og det bliver simpelthen indregnet i budgetterne ved mine cirka 800 medlemmer, at der skal være plads til parkeringsbøder,” siger Betina Halvorsen, direktør i Aarhus Håndværkerforening.
Betina Halvorsen peger på, at der er for få parkeringspladser for erhvervskøretøjer i Aarhus. I 2023 blev der oprettet en forsøgsordning i Aarhus, hvor 76 parkeringspladser er reserveret til erhvervskøretøjer i hverdagene fra kl. 7 til kl. 16. Ifølge Betina Halvorsen har det givet en smule mere luft i håndværkernes parkeringsmuligheder, men det er stadig ikke nok.
“Det er et kæmpe problem at holde i Odense city, når håndværkere skal lave noget for deres kunder,” siger Lasse Boisen, som er formand i Haandværker- og Industriforeningen i Odense.
I Odense kan man søge om en særtilladelse for parkering, hvis man skal parkere ureglementeret. Men den tilladelse gælder kun i 24 timer, og så skal man søge en ny. Derfor bliver håndværkerne nødt til at løbe risikoen og eventuelt “æde p-bøden”, forklarer Lasse Boisen. Der er også mange håndværkere, som vælger helt at afvise opgaver i Odense midtby, da det er for besværligt med parkering.
Også i København er udfordringen blevet en fast del af hverdagen oplever direktør for Københavns Håndværkerforening, Christoffer Susé. Parkeringsudfordringerne er blevet indlagt i håndværkernes daglige gang.
“Jeg tror, at parkeringsbøder er en fast bestanddel af det at være håndværkere,” siger Christoffer Susé.
Ifølge ham afstår håndværkere sommetider fra at tage opgaver i byen, da det kræver for meget planlægning og er for besværligt for håndværkerne at få deres rullende værksted tæt på arbejdsopgaverne. Dét kan ende med at gå udover Københavns borgere.
“Det ender med, at dem som bor i byen og har brug for en håndværker får sværere ved at få løst deres opgaver, da håndværkerne ikke kan komme ind og løse dem,” siger Christoffer Susé.
I Aalborg har kommunen en forsøgsordning med 22 særlige erhvervsparkeringspladser, der er forbeholdt håndværkerbiler i midtbyen. Ordningen skal gøre det lettere for erhvervsdrivende at komme tæt på deres arbejdsopgaver.
“Kommunen har prøvet på at imødekomme nogle af de ønsker, men det er slet ikke tilstrækkeligt i forhold til det behov der er,” siger Finn Lange Rasmussen, formand for SMVaalborg.
Alle fire håndværksforeninger svarer desuden, at udfordringerne med at parkere tæt på deres arbejdsopgaver desuden kan skabe dårligere arbejdsforhold.
“Det er bare uoptimalt, hvis en VVS’er skal slæbe et toilet 500 meter hen ad gaden,” siger Lasse Boisen.
Håndværkerforeningernes løsninger
Håndværkerforeningerne i København, Aarhus, Odense og Aalborg er alle enige om, at det er en udfordring for håndværkere at parkere inde i byen, når de skal udføre arbejdsopgaver derinde.
Direktøren for Håndværkerforeningen København, Christian Susé, peger på, at der kan komme flere parkeringspladser, som er dedikerede til erhvervskøretøjer, samt at lempe på parkeringsreglerne for erhvervskøretøjer.
Formanden for SMVaalborg, Finn Lange Rasmussen, foreslår at der laves en særparkeringstilladelse for håndværkere, der passer med det sted og den tid håndværkeren skal lave en opgave for at imødekomme problemet.
I Haandværker- og Industriforeningen i Odense ønsker de en løsning på parkeringsudfordringen. De er inspireret af forsøgsordningen i Aarhus, hvor man har reserveret parkeringspladser til erhvervskøretøjer i dagstimerne, og har været i en smule dialog med Odense borgmester om det.
Betina Halvorsen, direktør i Aarhus Håndværkerforening, er glad for forsøgsordningen med de 74 reserverede parkeringspladser i Aarhus, men mener samtidig det slet ikke dækker udfordringen tilstrækkeligt.
Kommuner anerkender udfordringen med håndværkerparkering
Jan Nymark Rose Thaysen, der er rådmand for By og Land i Aalborg Kommune, forholder sig til Aalborg Håndværkerforenings kritik og er klar til at se nærmere på mulige løsninger. Ifølge rådmanden er kodeordet fremadrettet fleksibilitet. Både i forhold til at udvide antallet af dedikerede pladser til håndværkerbiler og i forhold til at gøre det lettere at få tilladelserne til at bruge dem.
“Der kommer snart en evaluering på forsøgsordningen. Jeg håber, når evalueringen kommer, at den vil vise, at der har været god rift om parkeringspladserne. Jeg håber desuden, at vi med evalueringen kan få flere indspark fra nogle af erhvervsforeningerne. Så kan vi vide, hvor det er, vi skal supplere med flere pladser og hvor behovet er,” siger Jan Nymark Rose Thaysen.
I Odense Kommune anerkender man også, at det er en udfordring for håndværkere at parkere i midtbyen.
“Jeg er opmærksom på, at det nogle gange kan være et problem for håndværkere at finde et sted at parkere, når de skal løse opgaver på adresser i Odenses centrum. Derfor har jeg tidligere lagt et forslag frem om, at vi skal reservere et antal parkeringspladser i bymidten til erhvervsdrivende som vinduespudsere og håndværkere,” skriver klima- og miljørådmand i Odense Kommune, Tim Vermund, i et skriftligt svar.
Han forklarer desuden at håndværkere i Odense Kommune kan få dispensation til at køre og parkere steder, hvor man normalt ikke må. For eksempel i gågaden.
Transportministeriet skriver, at det er kommunerne, der har ansvaret for de fleste veje i byerne. Derfor kan de selv indrette vejarealerne, så lokale udfordringer kan håndteres
Vi har kontaktet Aarhus og Københavns Kommune, men det har ikke været muligt at få en kommentar.