Organiseret bedrageri gennem tre år; Ung kvinde tiltalt for 81 forhold
Hun går under navnet ”champagnedamen”, og er nu tiltalt for bedrageri og butikstyveri i 81 forhold, og risikere op imod to års fængsel. Tre vidner var indkaldt til at afgive deres vidneudsagn, og de kunne alle berette om flere gentagende møder med hende i deres butikker.
 
        Døren til retssal 3 går op, og den tiltalte træder ind iført badesandaler, en blå The North Face-jakke og håret sat i en stram knold. Den 29-årige kvinde, der står tiltalt for i alt 81 forhold, søger kort efter øjenkontakt med hendes pårørende, inden hun sætter sig midt i lokalet, og får hænderne løsnet frie af en betjent. Hun har siddet varetægtsfængslet i tre måneder for 70 forhold, og i dag skal retten afgøre, hvad hendes samlede dom skal blive.
De 81 forhold dækker over bedrageri i supermarkeder, hvor tiltalte har forsøgt at returnere varer fra butikken ved brug af falske kvitteringer – alt fra proteinpulver og barberblade til portvin og dyre champagneflasker.
Tre vidner var indkaldt til at afgive vidneforklaring, og de fremlagde alle tre episoder med den tiltalte, hvor de på fersk gerning havde taget hende i at begå bedrageri og butikstyveri.
Trusler mod familien
Bedrageriet har stået på gennem tre år. Den tiltalte fortæller, at det hele startede med en gæld til en mand, som hun ikke vil komme nærmere ind på. ”Han er ikke for sjov,” siger hun, og fortæller, at han har truet med at gøre hendes familie ondt.
Anklageren begynder at læse forholdene op. Den tiltalte erkender sig skyldig, men husker dårligt dagene og de specifikke episoder. Hun virker forvirret og uoplagt, og det bliver hurtigt tydeligt, at gennemgangen af forholdene kommer til at tage tid.
Domsafsigelsen udsættes
Efter en time er det stadig kun tre af forholdene, som er blevet gennemgået. Dommeren bryder ind, og understreger, at gennemgangen af forholdene går i for langsomt et tempo. ”Jeg vil da håbe, at du har gennemgået forholdene med din klient inden retssagen,” siger hun, direkte henvendt til forsvar.
Kl. 12.00 blev der afholdt pause, og dommeren opsummerede, at sagen ikke ville kunne afsluttes i dag, som det ellers var tiltænkt, da alle forhold ikke kunne nå at blive gennemgået.
Går efter den hårdeste straf
Ifølge anklageren er det systematisk og organiseret bedrageri, som den tiltalte skal dømmes for – en ting, som har ramt supermarkederne over hele landet i en stigende tendens. Derfor holder hun også stadig fast i, at gå efter en hård straf: ”Jeg går efter, at hun skal dømmes efter §286, som er groft bedrageri. Alle forberedelseshandlingerne, synes jeg, taler for den straf.”
Retten nåede frem til, at kvinden fortsat skulle varetægtsfængsles frem til slutningen af november, hvor sagen igen skal for retten.
 
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
        