Overgrebsfiler i tusindvis: Dømt i principiel sag

Retten i Randers idømte en 52-årig mand ubetinget fængsel for besiddelse af over 2000 filer med overgrebsmateriale – sagens omfang blev afgørende.

Ved retten i Randers tog man stilling til overgrebsfiler og behandling
Offentliggjort

”Gør du noget for, at det ikke kan ske igen?” spørger anklageren tiltalte, der netop har taget plads i vidneskranken i den symmetrisk indrettede retssal i Randers. 

Tiltalte gnider sig i hænderne, inden der lyder et lavmælt: ”Nej.” Han rejser sig og sætter sig ved sin forsvarers side, hvor han straks tager en tår vand. Forsvareren læser højt fra en personundersøgelse af den tiltalte, hvis blik flakker i den lille østjyske retssal.

Forsyningskæde og tilståelsesrabat

Anklageren retter blikket mod papirerne på bordet foran ham. 

Med fast stemmeføring læser han op: 777 billeder. 1621 videoer. Alle overgrebsfiler med børn under 18 år. Alle fundet på tiltaltes mobiltelefon. Fem billeder og 31 videoer tilhører den groveste kategori.

Anklageren kigger igen op fra papiret og henviser til en tidligere sag med 1693 billeder og 40 dages fængsel. 

I den aktuelle sag er der imidlertid tale om 325 timers videoindhold – et omfang, der gør sagen særlig personkrænkende. Han understreger, at blot besiddelsen er med til at opretholde den efterspørgsel, som fører til overgreb:

”Vi straffer forsyningskæden, så der ikke bliver begået overgreb mod børn,” siger han og kræver tre måneders ubetinget fængsel.

Tiltalte planter det urolige blik i bordet. 

Forsvareren henviser til en tidligere sag, hvor der var tale om videredeling og en straf på fire måneders fængsel, og påpeger, at hendes klient ikke har delt materialet. 

Hun retter blikket mod domsmandsretten og fremhæver, at tiltalte i januar forsøgte at få sagen afsluttet:

”Jeg synes, det skal tillægges en betydning, at min klient har forsøgt sig med en tilståelsessag. Han har ventet på at få sin straf,” siger forsvareren og foreslår 40 dages fængsel.

Erkendelse og behandling

40 dage eller 3 måneder? Retsmødet i Randers kredser ikke kun om længden på tiltaltes straf. Som en rød tråd gennem sagen løber et underliggende tema: behovet for behandling. 

Forsvareren præsenterer en rapport, hvoraf det fremgår, at tiltalte har været i dialog med kriminalforsorgen om sexologisk behandling. Hun holder en kort pause og vender sig mod tiltalte:

”Er du enig i, at sexologisk behandling er en god idé?” spørger hun sin klient, der undgår øjenkontakt, idet han bekræfter behandlingsbehovet.

En ubetinget dom

Tiltalte sidder med ryggen til tilhørerne, da dommeren og to domsmænd vender tilbage efter votering. 

”Thi kendes for ret,” lyder det. 

Den 52-årige idømmes 3 måneders ubetinget fængsel. Det er en enig domsmandsret, der, med fokus på mængden og varigheden af materialet, har afgjort sagen. Forsvareren meddeler kortfattet, at hendes klient tager imod dommen. Nærmest samtidig rejser tiltalte sig, og med blikket i jorden forlader han retssalen som den første. 

Behandlingsspørgsmålet

Tilbage sidder tilhørerne til det netop afsluttede retsmøde. Anklageren og sagens dommer stiller op til spørgsmål. Ét handler om sexologisk behandling. 

”Man kan som anklager godt spørge sig selv, om ikke en behandlingsdom ville give bedre mening, når vi har at gøre med en mand, der erkender at have brug for hjælp,” siger anklageren, inden det forklares, at når der er tale om sager, som – i overensstemmelse med gældende lovgivning – udløser en ubetinget dom, ses der bort fra behandlingsidømmelse. 

En lovgivning, der betyder, at et erkendt behov for hjælp ikke får indflydelse på domsafsigelsen i det østjyske.

Powered by Labrador CMS