På en gennemsnitlig søndag
Det summer af liv på Odder Bibliotek. Her befinder Villy sig atter en søndag, midt i hverdagens mylder, og leder efter nyt læsestof.

”Jeg kommer her mindst to gange om ugen”.
Villy scanner den hvide stålreols indhold, men intet vækker hans interesse. Han sjosker videre hen over det slidte, kommunegrå gulvtæppe. Stopper op, rækker hånden ud efter en tyk bog.
Han står iført praktiske sko, der er på grænsen til at være sandaler, med åndehuller og runde snuder. Han er iført afslappede, mørkegrå bukser, en havblå vindjakke, og en kasket, som engang var helt hvid.
Det er søndag middag på Odder Bibliotek. Her summer stille af liv. Udenfor skinner solen over en klar himmel, og indenfor er de to kæmpestore rum, der udgør biblioteket, oplyst af et blødt lys fra brune, aflange kommunelamper.
I den ene halvdel er børn- og ungeafdelingen, og i den anden en afdeling for voksne. Her er rummeligt og højt til loftet, og hvis ikke det var for solens stråler, der skinnede ind gennem de kæmpe vinduespartier, ville de røde mursten og mørkegrønne træbjælker gøre rummet tæt og indelukket.
Villy griber med en kroget hånd fat i en tyk bog. Med brillerne siddende yderst på næsen, vender han bogen om, og læser på bagsiden. Han sætter straks bogen tilbage på sin plads, og går videre langs reolen. Øjnene følger systematisk bogrækken, og han kan hurtigt bedømme, om en bog er noget for ham eller ej. Romaner A-B står der på reolen.
Villy plejer normalt at starte fra en ende af, og se om der er en bog, der vækker hans interesse. Han hiver nu fat i Baumgartner af Paul Auster. Villy læser bagpå igen.
Jackpot.
Den får lov at komme med videre, og får plads under armen. Han er ikke færdig endnu, og fortsætter sin søgen efter en bog, der pirrer hans interesse.
I september i år udkom der en ny statistik udarbejdet for Danmarks Biblioteker. Rapporten viser, at folkebibliotekernes udlån igen steg fra 24.892.930 udlån i 2023, til 25.875.496 udlån i 2024.
Tendensen har været den samme for tredje år i streg – flere besøger bibliotekerne, og flere låner bøger. Tallene er dog ikke lige så høje, som før corona, hvor der i 2019 blev udlånt 29.422.311 gange på bibliotekerne. Men det går den rigtige vej.
Her er ingen bibliotekarer i dag, kun selvbetjening. Odder Biblioteks lånere kan scanne lånerkortet og have fri adgang til biblioteket alle ugens dage, fra 5 til 22. En ordning, der med stor glæde blev indført i 2019.
Bibliotekarerne er her dog det meste af tiden, undtagen søndag.
Mellem reolerne er der gjort plads til lænestole, sofaarrangementer og borde med stole. Bag Villy står en kvinde med et spædbarn bundet om maven og forsøger at printe. Printeren begynder at pruste mekanisk, da et højt MobilePay-pling lyder fra kvindens telefon.
Ved siden af printeren sidder en kvinde bøjet over sin computer, i færd med et videoopkald. Hun taler ukrainsk, hurtigt og dæmpet ind i sine høretelefoner, og har en stak bøger ved siden af sig, en del af dem på dansk.
Villy mumler for sig selv, når han går og leder efter bøger. ”Jeg leder ikke efter noget bestemt”, fortæller han. Han har læst mange bøger, og tager egentlig på biblioteket for at blive inspireret, og falde over noget tilfældigt, som måske falder i hans smag. Under armen har han nu både Paul Auster-romanen og en Jo Nesbø-krimi.
På ryggen sidder en slidt taske, der synes at tynge skuldrene lidt. Den er fyldt med bøger, der skal afleveres om lidt.
Villy kan godt lide at benytte sig af biblioteket. Han er kommet her i mange år, og er glad for, at det nu er åbent for selvbetjening. Han er glad for, at mange bruger biblioteket, og at det egentlig ikke generer ham, at biblioteket bliver brugt til mange forskellige ting.
”Vi er mange, der er her bare for at passe os selv. Og det er egentlig meget hyggeligt”.
Fra den anden del af biblioteket, kan man høre to piger, der render rundt og leger mellem reolerne. En mor sidder ved et lille børnebord med sin søn, og leger med figurer.
Her er stille på biblioteket, voksensnak og børnegrin danner et sagte lydtæppe. En bibliotekars tyssen er næppe nødvendigt lige nu.
”Her er da rart at være”, brummer han uden at vige blikket fra reolen. Han er nu nået til romaner N-R. Villy giver sig koncentreret i kast med dagens sidste reol. Han virker ikke umiddelbart interesseret i flere bøger, men er også godt tilfreds med dem, han allerede har i favnen.
Dem kan han godt nå at læse, inden han er tilbage på biblioteket om nogle dage, mener han. Villy nikker venligt og kort til to jævnaldrende kvinder, der sidder i en sofa og strikker. Der sidder de ofte, fortæller Villy.
Villy har bevæget sig ud i foyeren, og placerer sin rygsæk på skranken, tømmer dens indhold ud på bordet. Han har været vidt omkring, den seneste uge. Altså i litteraturen.
Mordgåder, biografier og Helle Helles nye. Med et fast tag bibber han bøgerne ud, og skubber dem ned i vognen ved siden af, så bøgerne kan sorteres og blive sat på deres rigtige plads – klar til at blive lånt af nye brugere.
Han scanner de to nye bøger ind, og propper dem i rygsækken. Han har faktisk læst Jo Nesbø-krimien før, men det gør jo ikke skade at læse den igen, påpeger han.
”Jeg tror jeg skal hjem og læse”.