Penge, Pokémon og problemer: Samlekort er blevet et mål for kriminelle

Pokémonkort er steget markant i værdi de seneste år. Forstå hvorfor de ellers uskyldige samlekort er blevet så eftertragtede blandt kriminelle.

Martin Færch Strømme, der er medejer af &Cards, oplever en stigende interesse for Pokémonkort.
Offentliggjort

Pokémonkort er i øjeblikket i høj kurs. I februar 2026 blev det dyreste kort nogensinde solgt til svimlende 103,8 mio. kroner af den amerikanske youtuber Logan Paul.  

For selvom det bare er papkort, så er pokémonkort blevet så populære, at de er blevet en valuta.  

Og i takt med, at pokémonkort er steget i værdi, er de også blevet mål for kriminelle, som vil gå langt, for at få fat i de sjældne kort. 

Stigende popularitet har konsekvenser 

Martin Færch Strømme er butiksmedejer i &CARDS, der sælger og forhandler pokémonkort. Han har også oplevet den stigende interesse for kortene.  

"Der bliver ved med at komme nye kunder ind hver dag. Der er så meget hype om produkterne," fortæller han.  

Men der er også en bagside af populariteten.  

For i butikken har man været nødt til at investere næsten 500.000 kroner på at opgradere sikkerheden, som blandt andet tæller bedre låse, panikknapper til medarbejdere, nye overvågningskameraer og aftaler med sikkerhedsvagter i byen.  

"Vi har haft en del episoder med kriminalitet. Det er både folk, der kommer om natten, hvor der bliver smadret ruder for at komme ind, og folk der kommer i grupper og distraherer ekspedienten for at stjæle kortene. Men lige nu ser vi primært unge drenge, der laver nogle drengestreger, og ikke helt forstår konsekvenserne". 

Samlekort for kriminelle  

Peter Kruize, der er forsker i kriminologi fra Københavns Universitet og nu selvstændig med virksomheden “Center for kriminalitetsanalyse", fortæller, at kriminelle ofte søger mod samleobjekter af høj værdi.

"Det er blevet sværere at hvidvaske gammeldags kontanter, fordi der er kommet meget lovgivning på området. Derfor kan et samleobjekt som Pokémonkort blive brugt til f.eks. hvidvaskning, særligt når de har så stor værdi." 

Men Peter Kruize indrømmer dog også, at det kommer bag på ham. For dét, der engang var uskyldige samleobjekter for børn, er nu blevet mål for hårdkogte kriminelle.  

I januar 2026 blev et dansk ægtepar udsat for et groft hjemmerøveri. Gerningsmanden overfaldt ægteparret og stak dem begge med kniv.

Det er en opsigtsvækkende historie, fordi gerningsmanden stjal Pokémonkort fra ægteparret til en værdi af 300.000 kroner.  

Manden er nu sigtet for røveri af særlig grov beskaffenhed og drabsforsøg. Alt sammen for at få fat i de sjældne og værdifulde samlekort.  

Kortene er blevet mere end bare legetøj 

I år 2000 blev det dyreste samlekort - kortet "Pikachu Birthday" - solgt til 6500 kroner. Og i dag bliver de mest sjældne pokémonkort solgt til millionbeløb.  

Mange sidder måske i dag og fortryder, at man smed samlemappen ud, da man flyttede hjemmefra, fordi man var vokset fra Pikachu og Pokémon. For der kan potentielt have været penge til et indskud i en lejlighed.  

Samleobjekter registres og tinglyses ikke nødvendigvis på samme måde som biler eller aktier. Derfor kan der være større risiko for, at samleobjekter netop bliver brugt til hvidvaskning og anden kriminalitet.  

Når Pokémonkort er steget så meget i værdi, bør man derfor også være opmærksom på, hvad der ligger af værdi i samlemappen på børneværelset. For der kan potentielt være samlekort for mange penge. Og det er noget, som kan være eftertragtet for kriminelle. 

Powered by Labrador CMS