Pokémonhypen er over os - hvem ender kortene egentlig hos?

Generationen, der voksede op med Pokémonkort, er blevet voksne og villigheden til at betale for de eftertragtede samlerkort er steget.

Her ses en jubilæumspakke i butikken &Cards.
Offentliggjort

Pokémon-universet fylder 30 år og har aldrig været mere populært. De ikoniske samlerkort har efterhånden ændret form, og de firkantede papkort er gået fra at være en hobby for børn til en forretningsmulighed for voksne. 

Hvis man spørger trendforsker Louise Kongsholm, er der flere årsager til, hvorfor Pokémon er blevet så populært:

"En trend opstår, når et produkt rammer et behov, som mange mennesker har på samme tid. Pokémon møder tre behov: nostalgi, lysten til at eje noget fysisk og ønsket om at placere pengene i noget, der kan holde værdien.”

Stigende interesse 

Inden for de sidste 5 år har vi set en stigende interesse for Pokemon-kort. Stigningen betyder, at prisen på bestemte kort er mangedoblet i værdi, og salget af Pokemon-kort er steget. I dag er det heller ikke kun børn, der køber Pokemonkort og tager dem med i skole for at bytte dem. Interessen for kortene betyder også en ændring i målgruppen.

Flere voksne som før samlede på Pokémonkort, er begyndt at hente mapperne ned fra loftet for at tjekke, om de skulle have nogle af de sjældne kort. Det ændrer også, hvem produktet ender hos: 

"Priserne ændrer, hvem kortene er til. Et produkt, der blev lavet til børn, bliver købt af voksne, der ser det som en investering,” fortæller Louise Kongsholm. 

Fordi flere voksne ser samlerkortene som en investering, stiger priserne også. I butikken &Cards fortæller medejer Martin Strømme, at de har øget priserne: 

“Der er kommet den her skare af nye investorer i løbet af de seneste par år. Vi har været nødt til at hæve vores priser lidt – og det går altså ud over den originale samler.” 

Spekulation eller samlerinteresse? 

Prisstigninger har også givet Pokémonkort potentiale som investeringsobjekt. Med investeringsmuligheden følger også skatteregler, hvor der stilles skarpt mellem hobby og spekulation. 

Senioradvokat hos Kromann Reumert, Tobias Wernblad, forklarer forskellen mellem spekulation og hobby.

”Hvis man vælger at sælge sine private ejendele - det kunne være ens spisebordstole eller Pokémonkort - så har det i udgangspunktet ikke noget med skattemyndighederne at gøre. Hvis man derimod har købt noget for at tjene penge på at sælge det på et senere tidspunkt, så er der tale om spekulation, og det er skattepligtigt”. 

Det afgørende er derfor, hvad hensigten er med købet. 

”Har man købt for interessen i produktet, eller har man købt for at tjene penge? Undlader man at pakke sine kort op og spille med dem, fordi man gerne vil bevare deres stand med henblik på at sælge dem? Så vil jeg mene, at der er tale om spekulation”. 

Her trækkes en klar grænse mellem dem, der samler af interesse, og dem, der ser det som en investering, de kan tjene penge på. 

Hobby bliver til forretning 

En konsekvens, som Pokémonkortsamler Azra Maksic tydeligt mærker, er, hvor svært det er at være med.

“Nogle opkøber i store mængder, og så smider de priserne op, så de tjener meget. Alt sammen før folk kan få fat i noget. Bare for at få en indtjening, og det synes jeg tager charmen fra hobbyen.”

Azra har selv samlet i over 20 år og peger på, at det er fællesskabet, der virkelig betyder noget:

“Jeg synes, det fedeste ved det er, at man møder alle mulige forskellige mennesker.” 

Det bakker livsstilsekspert Anne Glad op om: “Universet tiltaler en broget flok, og det er et rummeligt fællesskab.”

En af de tydeligste konsekvenser er, hvis der pludselig ikke længere er plads til alle i fællesskabet. Det understøtter Louise Kongsholm også:

“Børnene bliver presset ud af deres egen hobby, når voksne køber pakkerne for at videresælge dem.”

Powered by Labrador CMS