Poul har levet på farten: "Ingen har rejst så meget som mig"

Poul Winther Sørensen vil ud at opleve verden og har derfor brugt flere år af sit liv på at rejse. 

Poul Winther Sørensen
Offentliggjort

I 2010 var jeg på min sjælerejse. Jeg gik 800 km på 32 dage. Den franske Camino. Det var et halvt år efter min kone døde. Så skulle jeg ud at gå.

Jeg har altid gået meget. Tre ture til Caminoen og Hærvejsmarchen 35 gange.

Nu går jeg hver 14. dag, når jeg skal hæve penge oppe på strøget.

Onsdag i lige uger tager jeg bussen ind til Klostertorv, for at holde madklub. Vi er syv mænd. Jeg har været med længst, så det er mig der udvælger vin. De andre skiftes til at lave maden. I dag fik vi hakkebøffer.

Ellers bliver min mad leveret af Det Danske Madhus hver torsdag. Så skal jeg bare varme det. efter min kone døde, skulle jeg lære at lave mad. Det var sådan madklubben startede.

Halvandet år efter hun døde, mødte jeg en kvinde. En veninde. Nu er hun på plejehjem, og jeg besøger hende to gange om ugen. Inden hun blev dement var vi i Australien 5 gange. Lejede bare en bil og kørte rundt i 3 måneder.

Der er ikke nogen der har rejst så meget som mig

Da jeg blev udlært smed- og maskinarbejder, sejlede jeg rundt med Østasiatisk kompagni. Første tur gik over Atlanten, gennem Panama-kanalen og op langs Nordamerikas vestkyst. I de seks måneder jeg var afsted, ventede min kæreste trofast derhjemme.

Anden gang gik turen ned gennem Europa og Mellemøsten til Asien. Inden tredje tur blev jeg gift. Så kom min kone med ud at sejle. Som en slags bryllupsrejse.

Hun rejste hjem efter tre måneder. Da vi kyssede farvel i Genova, lovede jeg hende, at jeg ikke skulle sejle mere.

I stedet rejste jeg rundt i Europa og arbejdede med ventilation. Både i Polen og Norge.

Da jeg gik på pension, skulle jeg stadig ud at se verden. Så min kone og jeg boede 6 måneder i Spanien hvert år. I en campingvogn. For at få lidt sol.

Ellers har jeg boet i Stautrup siden 1970. I et hus jeg selv byggede. Men efter et halvt år sydpå, trængte huset til en kærlig hånd. Hvert år. Så i stedet købte vi en andelsbolig på 96 kvadratmeter. Der bor jeg endnu.

 

Poul Winther Sørensen, 90 år, pensionist

Powered by Labrador CMS