Priserne stiger på efterfødselstræning: ”Man laver en skævvridning i sundhed”

Det bliver endnu dyrere for nybagte mødre at købe sig til efterfødselstræning fra næste år. Fra 1. januar 2026 kommer der fuld moms på holdtræning, og det gælder også genoptræning efter fødsel.

Genoptræningsforløb inkluderer ofte undervisning i arvævsmassage og styrkeøvelser.
Offentliggjort

Når nye EU-regler træder i kraft næste år, vil priserne på træning og holdundervisning stige. Efterfødselstræning omfattes af reglerne, fordi det ikke anses som en sundhedsydelse og derfor sidestilles med blandt andet fitness, dans og yogaundervisning. 

Professor ved Insititut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet Rikke Maimburg ser med bekymring på de nye momsregler. 

“Det er virkelig der, man laver en skævvridning i sundhed. Jo flere barrierer, vi laver på sundhedsydelser, jo større ulighed i sundhed skaber vi,” forklarer Maimburg 

Også Venstres sundhedsordfører, Christoffer Melson, undrer sig over, at de nye momsregler rammer efterfødselstræning.

“Der er generelt ikke gode nok tilbud efter fødslerne. Derfor synes jeg, det er ærgerligt, hvis det her trækker i den forkerte retning,” siger Christoffer Melson og understreger, at regeringen ønsker at løfte efterfødselsområdet. 

De nye momsregler gælder fra 1. januar 2026 og betyder, at der kommer fuld moms på abonnementer på blandt andet fitness- og holdtræning for alle, der er fyldt 30 år. 

Powered by Labrador CMS