Rapport: Flere og flere danskere vælger nyhederne fra – ”det er bare drama, drama, drama”

Flere og flere danskere undgår bevidst nyhederne. Det viser en ny rapport fra Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet.

-Ingelise Bengtsen er seniorpensionist i Aarhus. For hende er fravalget af nyhedsstrømmen en form for selvpleje.
Offentliggjort

Flere og flere danskere undgår nyhederne

I 2025 svarede 27 procent af danskerne, at de tit eller nogle gange undgik nyhederne. I 2026 er den andel steget til 34 procent - altså en stigning på syv procentpoint over et år.

Det viser en ny undersøgelse af danskernes brug af nyhedsmedier, fra Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet. 

For Ingelise Bengtsen har fravalget af nyheder været et helt bevidst valg.

”Jeg oplever den måde, journalisterne taler på – det er bare drama, drama, drama,” siger Ingelise Bengtsen.

Ingelise Bengtsen fortæller, at hun ikke har haft fjernsyn i over ti år, for hende har det været et spørgsmål om at passe på sig selv.

”Min mor fulgte rigtig meget med, og hun talte rigtig meget om, hvad der skete i verden. Det har faktisk forstærket, at jeg har lukket af for nyheder, fordi jeg mærkede, hvad det gjorde ved hende,” siger Ingelise Bengtsen.

 I sidste års undersøgelse pegede danskerne især på tre årsager til, at de tit eller nogle gang undgår nyhederne: for meget fokus på krig og konflikt, dårligt humør og en følelse af overvældelse over nyhedsstrømmen.

Ingelise Bengtsen oplevede både på egen krop og hos sin mor, hvordan nyhedsstrømmen skabte angst. Netop af den grund ønsker hun ikke at blive ”fodret” med verdens katastrofer.

”Nogle gange er jeg lidt flov, fordi jeg synes jo, jeg bør følge med. Er jeg naiv? Nej, jeg er ikke naiv. Jeg har bare virkelig ikke brug for nyhederne. Det, jeg har brug for, det skal nok komme til mig,” siger Ingelise Bengtsen.

Endeligt er det værd at bemærke, at selvom Danmark følger nogle af de negative tendenser fra Reuters Institute Digital News Report, udgør Norden stadig en overvejende positiv ø sammenlignet med resten af verden. Det slår rapporten også fast.

Powered by Labrador CMS