Regeringens hjemløsereform rammer skævt: De mest udsatte overses
En reform indført af regeringen i 2023 skulle hjælpe alle hjemløse - men virkeligheden ser anderledes ud for mange borgere i hjemløshed.
Reformen, som bygger på princippet om, at en fast bolig med tilpasset social støtte er første skridt til at komme ud af hjemløshed, gælder dog ikke for alle.
En rapport fra VIVE viser, at kun 33 procent af hjemløse er skrevet op til en bolig – trods en stigende hjemløshed i Danmark, og det kan skyldes problemer med reformen i sig selv.
“Vi kalder dem ‘Den glemte halvdel’,” siger Nancy Pelle, som er udviklingskonsulent og socialrådgiver hos SAND – de hjemløses landsorganisation.
Indsatsen hjælper nemlig primært borgere, der opholder sig på herberg. Mange af de mest udsatte får ikke hjælp, fordi kommunerne kun får økonomisk tilskud for borgere, der er registreret på et §110-tilbud – et midlertidigt ophold på herberg.
“Mange hjemløse fungerer slet ikke i en almindelig bolig – uanset hvor meget støtte man giver. Der skal andre typer boliger i spil,” siger hun, og fortæller, at en af de største udfordringer for borgere, som kommer i egen bolig, er ensomheden.
“Ensomheden fylder mere end nogensinde. De har følelsen af at være udenfor, og ofte ender det med et tilbagefald – tilbage til stofscenen eller værestedet.”
Organisationen ønsker en mere fleksibel model, hvor borgerne kan vælge mellem bofællesskab med fast personale og en egen bolig med støtte.
“Hjemløse er lige så forskellige som alle andre. Der findes ikke én løsning, der passer til alle,” siger Nancy Pelle.