Rent drikkevand eller konventionelle kartofler? Ny gen-teknologi kan redde dansk kartoffelavl fra sprøjteforbud

Størstedelen af den danske kartoffelproduktion er afhængig af pesticider. Ny EU-godkendelse af gen-teknologi giver landmændene adgang til kartoffelafgrøder, der ikke behøver sprøjtemidler

Kartoffelavler Henrik Terp i kartoffelmarken ved Sanderumgaard på Fyn.
Offentliggjort Sidst opdateret

Henrik Terp trækker en kartoffelplante op af den tørre jord, og viser de spæde knolde frem. 


“Jeg synes, vi i landbruget har været omstillingsparate, når vi er blevet tvunget”, siger han. 

Et dugfrisk regeringsgrundlag varsler netop det. Tvunget omstilling i landbruget med det klare løfte om at give rent drikkevand til danskerne. Det kræver et forbud mod at sprøjte med pesticider på sårbare grundvandsdannende områder. 

Henrik Terp lever af at sælge konventionelle kartofler, og ca. 30 hektar af hans produktion ligger tæt på en drikkevandsboring i Nyborg. Derfor står Henrik Terp til at blive påvirket af regeringens ønske om at indføre et nationalt sprøjteforbud. 

Og der bliver sprøjtet 

Kartofler er den afgrøde, der bliver sprøjtet oftest. Omkring 18 gange om året bliver de danske kartoffelmarker sprøjtet med pesticider. Det er mere end tre gange så meget som grøntsagerne, der ligger nummer to på listen. Og selvom Miljøstyrelsen forbød 23 sprøjtemidler i 2025, må de stadig anvendes i 2026.

Pesticidrester i hver anden drikkevandsboring.

Miljøministeriets drikkevandsrapport fra januar konkluderer, at den generelle beskyttelse mod pesticider i grundvandet har været utilstrækkelig på sårbare grundvandsdannende områder. Det gør, at der i dag findes der pesticidrester i hver anden drikkevandsboring i Danmark.

Drikkevandsrapporten startede debatten om rent drikkevand, og fik et flertal af Folketinget til at gå til valg på at indføre et nationalt sprøjteforbud på grundvandsdannende områder.

Problemet for Henrik Terp og andre kartoffelavlere er, at kartofler er særligt sårbare over for at blive angrebet af skimmel. Derfor sprøjter de kartoffelplanterne med pesticider for at sikre en god høst, og et produkt de kan sælge. Derfor vil et sprøjteforbud true kartoffelavlernes høst.

Hvorfor omlægger de ikke bare til økologi? 

Det er ikke alle kartofler, der kan produceres økologisk i Danmark. Der er nemlig forskel på de spisekartofler, man finder i supermarkedet, og stivelseskartoflen som udgør hovedparten af den danske kartoffelproduktion. Den er ikke mulig at dyrke økologisk i det våde danske klima, hvor kartoffelskimmel har gode vilkår. Avlerne er derfor afhængige af at må sprøjte dem med pesticider. 

“Det er ikke nogen hemmelighed, at vores bedste afgrøde rent økonomisk er stivelseskartofler,” siger Henrik Terp.  

Hvad er en stivelseskartoffel, og hvorfor bliver den ramt af sprøjteforbuddet?

Omkring 76% af den danske kartoffelproduktion består af stivelseskartofler. De adskiller sig fra spisekartoflerne fra supermarkedet, fordi de skal ligge længere tid i jorden for at kunne opbygge stivelse.  

På grund af det våde danske klima er der ikke nogen økologisk produktion af stivelseskartofler i Danmark. 

Til gengæld kan de, når de er trukket op af jorden, være en god forretning for landmanden.  

Der findes ikke en samlet opgørelse over, hvor mange penge stivelseskartofler giver danske kartoffelavlere om året. Men milliardvirksomheden KMC kan måske give et praj om det.  

KMC (Kartoffelmelcentralen) omsatte i 2025 for 3,8 mia. kr. og ejes af ca. 800 danske kartoffelavlere.

De aftager kartoffelavlernes stivelseskartofler og omdanner dem til fødevareingredienser, som bliver solgt i ind- og udland. 

Den danske stivelseskartoffel ender derfor med at være en ingrediens i f.eks. plantebaseret kød, ost og lakrids.  

Et sprøjteforbud vil derfor ramme de kartoffelavlere, der producerer stivelseskartofler oven på sårbare grundvandsdannende områder. Det er ikke muligt at sige præcist, hvor mange landmænd, der har sprøjteproduktion ovenpå et sårbart grundvandsdannende område, da Miljøstyrelsen foreløbigt kun har kortlagt en oversigt over grundvandsdannende områder på Fyn. Resten af landet vil blive kortlagt over de næste par år, og så vil man kunne danne et præcist billede af, hvor mange der har produktion ovenpå et sårbart boringsområde. 

Kartoflerne er stadig små knolde og kan først høstes senere på sommeren.

Ny teknologi kan blive en løsning

Hvordan skal det konventionelle kartoffellandbrug så overleve, hvis der kommer et sprøjteforbud? Hjælpen kan måske være på vej til de danske kartoffelavlere. 

Nye genomiske teknikker – eller NGT – er betegnelsen for den teknologi, der i fremtiden kan hjælpe kartoffelavlere som Henrik Terp med at dyrke kartofler uden at sprøjte markerne. Teknologien kan hjælpe med at gøre kartoffelafgrøder resistente over for skimmel. 

På den måde kan landbruget i fremtiden dyrke stivelseskartofler i samme mængde som i dag uden brug af sprøjtemidler.  

NGT-teknologien begejstrer Henrik Brinch-Pedersen, professor i molekylær biologi og genetik ved Aarhus Universitet. Han mener, at den kan hjælpe landbruget, hvis der kommer et sprøjteforbud. Og teknikken kan ifølge ham hjælpe med at gøre alle landbrugsafgrøder resistente mod skimmel og sygdomme.  

“Lige nu er vi meget afhængige af sprøjtemidler, men vi er nødt til at have noget at sætte i stedet for. Derfor skal vi sætte en udvikling i gang, så vi kan blive ved med at producere fødevarer i en ordentlig kvalitet og i en ordentlig mængde,” siger Henrik Brinch-Pedersen. 

Ifølge Henrik Brinch-Pedersen vil et sprøjteforbud nemlig ramme kartoffelindustrien hårdt, hvis forbuddet kommer her og nu.  

Han fortæller, at udbyttet fra det økologiske landbrug er meget lavere end i det konventionelle. Et sprøjteforbud her og nu vil betyde, at der ikke er nok kartofler til at eksportere til udlandet. Og stivelseskartofler vil slet ikke kunne dyrkes. I stedet vil vi kun kunne forsyne os selv og ikke ret meget mere. 

Hvad er NGT?

NGT står for nye genomiske teknikker og dækker over en række teknikker til at lave målrettet mutation for at øge den genetiske variation til brug i planteforædling. 

Planteforædling er i sig selv ikke noget nyt. Det har i årtier været en metode til at gøre afgrøder mere modstandsdygtige overfor plantesygdomme, give højere udbytte eller nye egenskaber.

Forskere har tidligere lavet genetiske mutationer i planter ved at bestråle dem med radioaktivitet eller ved hjælp af kraftig kemisk behandling. Det har givet tusindvis af tilfældige mutationer. Nogle mutationer kan give en ønsket egenskab til planten, men det kan også give en masse uønskede egenskaber.  

Med nye genomiske teknikker (NGT) kan man gå ind med kirurgisk præcision og lave mutationer i plantens egen DNA og give den nogle ønskede egenskaber. F.eks. at opnå en naturlig resistens over for skimmel.  

Andelsvirksomheden KMC, der ejes af danske kartoffelavlere, har i flere år investeret i forskning i NGT-teknologi. Virksomheden har en mark tæt på Herning, hvor NGT-kartofler ligger ved siden af kartofler, som ikke er forædlet med NGT.

Ifølge KMC viser de foreløbige resultater, at NGT-kartoflerne er skimmelresistente og stadig står raske, når de andre kartofler rammes af sygdom. 

“For forbrugeren vil kartofler også blive dyrere, fordi der er færre af dem. Men jeg er ikke sikker på, at det bliver dyrt nok til, at landmanden kan betale sin regning. Så det vil også få en økonomisk konsekvens for landmanden,” siger Henrik Brinch-Pedersen.  


Det er en måde, hvor vi kan komme væk fra at bruge pesticider


Den fynske kartoffelavler Henrik Terp er også begejstret. NGT-teknologien kan give ham skimmelresistente kartofler, og løsningen ligger ifølge ham 'lige til højrebenet'.

“Jeg synes, det er virkelig spændende. Det er en måde, hvor vi kan komme væk fra at bruge pesticider,” siger Henrik Terp.

Henrik Terp har dyrket kartofler på fynske marker i over 20 år. Han er åben for at bruge skimmelresistente afgrøder lavet med NGT-teknologi.

På 10 år er der sket en femdobling i antal drikkevandsboringer, som overskrider kvalitetskravet for pesticidrester. Det viser målinger fra Miljøministeriets drikkevandsrapport foretaget fra 2020 til 2024 med en stigning fra 2 pct. af boringerne til 10,7 pct.

Hvorfor kommer NGT først nu?

Den 17. juni godkendte EU-parlamentet, at NGT blev tilgængeligt for virksomheder og landmænd i EU. Men hvorfor kommer godkendelsen først nu? 

NGT har været en omdiskuteret teknologi, der har skabt delte meninger i Europa-Parlamentet. 

“Den største knast i forhandlingerne har været spørgsmålet om bio-patenter. Altså hvem der skal have rettighederne til NGT-produkterne", fortæller Emmanuel Molding Nielsen, analytiker fra Tænketanken Europa. 

Han har de seneste år fulgt forhandlingerne i Europa-Parlamentet meget tæt og fortæller, at det især er syd- og østeuropæiske lande, som er betænkelige ved at godkende NGT-teknologien. De frygter, at ejerskabet over den nye teknologi vil ende på få hænder, og at avlerne i de mindre landbrug bliver gjort ufrivilligt afhængige af at købe licens til at dyrke NGT-afgrøderne.  

Anderledes ser det ud fra en dansk synsvinkel. 

“Danmark har helt klart været stærke fortalere for NGT-teknologi. Netop fordi man ser en klimamæssig case for det, og en ny måde at reducere forbrug af pesticider,” siger Emmanuel Molding Nielsen, som spår NGT-godkendelsen gode chancer. 

Kritiske røster 

Selvom NGT-teknologien får stor opbakning fra politikere, forskere og fødevareindustrien, deler interesseorganisationen Nordic Seed Alliance ikke samme begejstring. 

”NGT er ikke det nemme quick-fix, som industrien lover”, siger Ruth Marie Kondrup som repræsenterer sammenslutningen af nordiske foreninger, der beskæftiger sig med permakultur, økologisk, biodynamisk og regenerativt jordbrug. 

Hun mener, det er en stakket frist at satse på NGT, og at nye varianter af skimmel kan opstå, som kartoflerne ikke er resistente overfor. 

“Så står avlerne tilbage med nøjagtigt samme problem”, siger hun og kommer i stedet med en opfordring til det konventionelle landbrug om at kigge mod økologien, når det kommer til at skabe robuste plantesorter. 

“Jeg tror på, vi kan gøre det her” 

Det er endnu usikkert, hvad der konkret skal ske med Henrik Terps landbrugsjord. I det nye regeringsgrundlag beskrives det, at noget landbrugsjord skal omlægges til skov eller økologi, mens andet vil blive berørt i så stort et omfang, at der slet ikke kan dyrkes landbrug mere. I begge tilfælde vil regeringen give enten omlægningsstøtte eller kompensation.  

“Jeg tror ikke på, at der er nogen, der vil lave snubletråde for mig som landmand. Tværtimod tror jeg på, at samfundet som helhed gerne vil have, at jeg producerer, det jeg gør,” siger Henrik Terp. 

Han tror på den innovative NGT-kartoffel som en del af løsningen for hans erhverv.  

“Jeg tror på, vi kan gøre det her. Selvfølgelig skal vi da dyrke kartofler,” siger Henrik Terp. 

Snart kan det være NGT-kartofler, landmanden har i hånden. Foto: Hjalmar Larsen

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen vil understøtte en udvikling, 'hvor vi bliver bedre til at forædle fødevarerne herhjemme'.  

Resonans har rakt ud til Miljøminister, Maria Reumert Gjerding (SF), for at høre, om det betyder, at regeringen vil støtte implementeringen af NGT-teknologi. Ministeren er ikke vendt tilbage inden deadline.

Powered by Labrador CMS