Retssal E venter på tiltalte – og tiltalte venter på en taxa

15 forhold om butikstyveri og ét enkelt om vold mod en ung kvinde. I retten i Randers venter en lang liste af forhold, som den tiltalte skal dømmes for. 

Offentliggjort

Forsvareren kigger uroligt på sit ur, mens anklageren gennemgår papirerne foran sig. Solen står direkte ind ad vinduerne, og gør det lille lokale lummert at være i.

Klokken er 12:59. Alle sidder klar inde i retssal E i retten i Randers. Anklager, forsvarer, dommer og domsmænd – men ikke den tiltalte. 

En ødelagt knallet

Tiltalte er en mand sidst i 50'erne. Han har allerede én gang ikke mødt op til selvsamme retssag, så retsmødet i dag er anden gang, det forsøges at gennemføres. 

Selvom det kunne tegne et mønster af, at han ikke ønsker at komme for retten, er det ikke årsagen til hans fravær i dag. Forsvareren fortæller nemligt, at tiltaltes knallert er gået i stykker, og derfor formentligt ikke kommer. 

Et fristende tilbud

De tilstedeværende bliver hurtigt enige om, at tiltalte skal hentes, så derfor ringer forsvareren til ham og giver ham et tilbud; Han kan blive hentet af en politibil. 

Politiet undrer sig, da de bliver informeret om, at tiltalte står klar foran sin opgang til at blive hentet. For når politiet normalt henter en tiltalt, er det fordi, at tiltalte ikke vil møde op. Men sådan er det ikke her. 

“Så kan vi jo ligeså godt bare sende en taxa ud til ham,” siger politimanden i den anden ende af røret. 

Det er tydeligt, at det ikke er normal praksis.

Udeblivelser forsinker retssager

Den midaldrende mand er langtfra den eneste, der ikke dukker op til sin retssag.

Ifølge Danmarks Domstole er udeblivelse en af hovedårsagerne til, at 31 procent af byretternes straffesager bliver forsinket. 

En velkendt gæst i retten

Da tiltalte efter 40 minutter ankommer, kigger han søgende i rummet. Det er ikke første gang, han er her. Tværtimod. Han har været i retten mange gange før.

Forsvaren tager ham hurtigt med ud fra lokalet for at gennemgå sagen med ham. Da de kommer ind igen, bliver han tilbudt et glas vand, og så er retssagen ellers klar til at begynde.

Han sidder mellem anklageren og forsvareren og kigger ned i bordet, mens anklageren læser listen af forhold op. 

16 forhold om butikstyveri og vold. Og 15 af dem er næsten identiske situationer; Tyveri fra supermarkeder ved at gemme varer ind under jakken. Det er noget, han ofte gør – det siger han selv. 

Dårligt syn

Alle sidder koncentreret og kigger på skærmene foran sig, mens videoovervågning fra supermarkederne afspilles. 

“Jeg kan ikke genkende mig selv. Jeg ser dårligt,” siger han flere gange, da anklageren spørger, om det er ham på videoerne. 

Anklageren bliver tydeligt utålmodig, idet tiltalte gentagende gange flytter emnet over på sit dårlige syn og sin mangel på briller. 

“Din lille luder”

Forhold 7 er voldsforholdet. En ung pige kommer ind i lokalet med langsomme skridt og sin far i hælene for at vidne. 

Hun fortæller, at hun en sommerdag i juli sidste år opdagede tiltalte i tyveri i Coop365 og informerede personalet, som opkrævede betaling fra ham.

Da hun kom ud af butikken, stod han udenfor og ventede på hende. Han spyttede hende i ansigtet, sagde “din lille luder” og spyttede hende i ansigtet igen. 

Fyraften

Retssagen trækker ud. Tiltalte nævner flere gange, at han gerne vil hjem og ligge på sofaen. 

Og han er tilsyneladende ikke den eneste, for da uret nærmer sig 15:30, bliver der enighed om, at retssagen skal pauses for i dag.  

Powered by Labrador CMS