Retssystemets tøven blev deres bedste forsvarer
20 dages betinget fængsel med prøvetid på hhv. ét og to år: sådan lød dommen, da afgørelsens time langt om længe fandt sted for et ungt kærestepar i en sag om salg af euforiserende stoffer i Aarhus.
På anklagebænken i det store retslokale sidder en ung kvinde og en ung mand med hver deres forsvarer og venter i stilhed.
Ifølge væguret over døren skulle retsmødet være gået i gang, men der er fortsat tomt bag dommerpulten.
Først efter cirka ti minutters forsinkelse træder dommeren og to domsmænd ind i lokalet, og alle rejser sig. Retsmødets påbegyndes, men den sløve start bliver et godt afbildede på et af sagens utilsigtede karaktertræk: den er om nogen også kommet alt for sent i gang.
Trukket i langdrag
”Det kan jeg ikke lige huske”, lyder det ad flere omgange fra både den unge kvinde og den unge mand, da anklageren på skift hiver dem op i den varme stol og spørger dem ind til specifikke detaljer fra d. 31. juli tilbage i 2021.
Den aften for år tilbage blev de to anklagede, der i øvrigt viser sig at danne par, standset af politiet i en bil i det nordlige Aarhus og efterfølgende anholdt for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.
Sagen røg til Retten i Aarhus, men den måtte omberammes, da der kom nye sager, der af den ene eller anden grund blev prioriteret højere, og til sidst endte den så i Retten i Holstebro - med flere års forsinkelse.
Hvem gjorde hvad?
Trods lang ventetid og knebne hukommelser, så placerer begge de anklagede i første omgang ansvaret hos den unge mand.
”Så tvang jeg hende nærmest til at komme ud og køre. Hun har ikke en skid med det her at gøre”, lyder det fra den unge mand, der forsøger at holde hånden over sin kæreste, som han påstår blot har ageret chauffør for ham i en periode, hvor han selv havde fået frakendt sit kørekort.
En velforberedt anklager har medbragt nogle korrespondancer fra den unge kvindes mobiltelefon, som dog viser, at sandheden er lidt en anden, og at hun på lige fod med den unge mand har medvirket til flere forskellige salg af både hash og skunk.
På den skæbnesvangre aften, hvor parret blev anholdt, blev der fundet og beslaglagt 27,30 gram skunk i bilens ventilationsanlæg, som det viste sig, at parret var i besiddelse af med henblik på videresalg.
I 2022 blev den unge kvinde endnu engang stoppet i bil af politiet, hvor der her blev fundet 13,44 gram hash og 54,92 gram skunk.
Ventetidsrabat
Begge anklagede erkender til sidst forholdene om besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg, og begge bliver ligeledes kendt skyldige.
Sagens uhensigtsmæssige varighed går dog ikke ubemærket hen, og da den unge kvinde i mellemtiden har påbegyndt uddannelsen til social rådgiver, og den unge mand har fået sig et job som personlig hjælper ved Aarhus Kommune, og begge derforuden påstår at have forladt den kriminelle løbebane, så mildes straffen.
Anklager gik efter 40 dages betinget fængsel til hver, men straffen ender ud i blot halvdelen. Derudover skal sagens omkostninger samt transport til og fra retsbygningen dækkes af statskassen.
"Der er gået langt tid, siden episoderne fandt sted. Vi regner ikke med at se jer her igen", lyder det fra dommeren.
Begge anklagede tager imod deres dom uden indsigelser.
Dommen, der altså skulle vise sig først at falde mere end tre år efter sigtelsen af parret – og i en helt anden landsdel – endte med at udløse en form for ventetidsrabat.