“Så er der penge til fredagsslik”: Derfor siger elektrikere ja til sort arbejde

18 ud af 60 adspurgte elektrikere er villige til at lave sort arbejde viser en anonym rundringning af Resonans. På baggrund af resultatet er seks af dem kontaktet for at høre, hvorfor de var villige til at bryde loven. Skatteordfører forstår dem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Svarene kredser sig om de samme ting. Hvis det ikke er særlig krævende, ikke tager mange timer og det blot drejer sig om “småbeløb”, så kan det få en elektriker til at yde en service uden regning – eller sort i daglig tale. 

Det er i hvert fald det billede, der tegnede sig, da elektrikerne fik mulighed for at fortælle, hvorfor de sagde ja.

Om undersøgelsen

Resonans har gennemført en anonym rundringning til 60 elektrikere i København, Aarhus og Odense. Elektrikerne blev ringet op med en fiktiv opgave og spurgt, om arbejdet kunne udføres uden regning.

29 ud af 60 sagde ja eller svarede på en måde, der indikerede villighed til sort arbejde. 

Læs om hele undersøgelsen her

Alle elektrikerne og deres eventuelle virksomheder er anonyme, men på redaktionen er vi bekendte med deres identitet og virksomhed. 

Flere af elektrikerne forklarer desuden at de sjældent laver arbejde uden regning. Det kan dog ske en gang imellem – især hvis opgaven er overskuelig.

“Hvis det kun lige er er et par lamper og noget, der skal hænges op, så er det jo ikke flere 100.000 kr., vi snakker om,” siger en af elektrikerne. 

En anden elektriker vurderer i telefonen at han højst tjener 500 til 1000 kr. på at lave arbejde uden regning en gang imellem. “Det er jo ikke sådan, at jeg laver sort arbejde for 20.000 om måneden,” forklarer han. 

Frygten for at blive dømt eksisterer ikke 

Forklaringen er nogenlunde enslydende over hele linjen. Og da det handler om “småbeløb” – som de selv kalder det – så er de heller ikke bange for at blive taget.

“Jeg kan jo bare benægte det på ethvert tidspunkt,” siger en. En anden siger, at han aldrig rigtig har tænkt den tanke: “Det er en interessant tanke (red. at vedkommende kan blive taget). Jeg tror ikke, det vil ske. Og jeg tror ikke, det er interessant i den størrelsesorden,” siger han. 

“Jeg har svært ved at sige nej, fordi jeg er et godt menneske.”

Anonym elektriker

Samtidig er der også en bevidsthed blandt elektrikerne om, at det de gør, er i strid med loven. En af elektrikerne medgiver, at han egentlig burde afvise sort arbejde, men ikke kan. Han ser det snarere som at gøre kunden en tjeneste.

Skatteordfører forstår elektrikerne

Elektrikernes valg om at bryde loven, møder forståelse hos skatteordfører for Danmarksdemokraterne, Hans Kristian Skibby. Han understreger dog, at han grundlæggende mener at alle former for sort arbejde er problematisk.

“Jeg er egentlig ikke synderligt overrasket over, at relativt mange elektrikere, siger ja til at lave sort arbejde,” siger han og udtrykker samtidig, at han godt kan sætte sig ind i, at mange elektrikere ender med at sige ja til at lave sort arbejde. 

“Jeg er helt med på, at det ikke er legitimt, men jeg kan godt forstå, at der er nogen, der gør det, fordi der er mange penge at spare og tjene ved det” 

Dog mener skatteordføreren ikke at en strammere eller mere lovgivning på området vil mindske omfanget. “Vi kan da godt lave en lovgivning, hvori det står endnu tydeligere, at det er forbudt at tjene sorte penge. Men det gør jo ikke at folk de vil gå væk fra at sige ja til det,” forklarer han og peger på, at problemet også handler om at det ikke er alle der anerkender at sort arbejde er et problem.

“Pengene kommer jo i omløb” 

Et argument, der går igen blandt de seks elektrikerne, handler om, at de ikke selv mener, at pengene forsvinder ud af samfundet. Tværtimod. “De sorte penge, jeg tjener, går jeg ud og køber nogle varer for et eller andet sted. På den måde kommer pengene jo i omløb i samfundet under alle omstændigheder.”

En anden formulerer det anderledes: “Så er der penge til fredagsslik,” griner han. 

Men ifølge professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, Bent Greve, holder det argument ikke.

“Det er, undskyld mig, ikke et relevant argument, fordi alle andre menneskers forbrug også kommer i omløb, når de har betalt skat. Det vil stadigvæk være en mindre del (penge red.), der kommer i omløb, når man ikke betaler den indkomstskat som andre betaler. Det skaber ulighed mellem dem, der betaler og dem, der ikke betaler.” forklarer Bent Greve.

Tænker ikke på konsekvensen 

Elektrikerne er desuden blevet spurgt ind til deres tanker over de ekstra penge, som kunne være gået til statskassen, men i stedet kommer i deres lomme. Nogle af dem svarer, at det ikke er noget, de tænker over.


"Hvad tænker du om, at de penge som du får sort og ikke betaler skat af, kunne være gået til bedre skoler, et bedre sundhedssystem osv.?”


"Uha, puha – det tænker jeg slet ikke på.”

"Okay, du tænker slet ikke i de baner?”

“Nej, det gør jeg ikke.”

En af elektrikerne giver udtryk for, at vedkommende allerede betaler rigeligt i skat og ikke tror, at det vil gøre nogen forskel for velfærden eller lignende at indberette de sort tjente penge til SKAT.

“Jeg tror, jeg betaler nok i skat, moms og afgifter i forvejen, og det bliver sgu ikke bedre,” forklarer han. 

Men den tankegang holder ikke ifølge Bent Greve.

“Hvis vi hver især skulle afgøre, om vi betalte for meget eller for lidt i skat, så ville det blive umuligt at forudsige den offentlige sektors indtægter. Det ville blive umuligt at levere en række offentlige velfærdsydelser.” 

Foruden tabet for den offentlige sektor forudser Bent Greve også andre konsekvenser af denne tankegang.

“Der ville også hurtigt opstå en diskussion om, hvorvidt man virkelig selv kan bestemme, hvad man skal betale i skat. Det ville skabe stor utilfredshed blandt dem, der så rent faktisk betaler skat, og så vil de måske holde op med at gøre det (red. betale skat).” 

De seks kontaktede elektrikere hævder alle, at det sorte arbejde, de laver, sjældent handler om store summer. Det handler ifølge alle seks om små beløb og en oplevelse af at hjælpe sine kunder/medmennesker. 

Powered by Labrador CMS