Rikkestasja Johannsen er en af de kvinder, der har oplevet udfordringerne ved overgangalderen, når man er på arbejdsmarkedet

Sådan skal ny standard hjælpe arbejdsplader med at håndtere “det der kvindepjat”

Hvordan skal isposer, varmepuder og stilleområder hjælpe kvinder i overgangsalder på arbejdspladsen? Få hjælp til at forstå den nye ISO-standard, og hvad den egentlig handler om. 

Offentliggjort

“På mit arbejde har jeg stået og grædt, fordi jeg bare skulle sige et eller andet helt normalt til min chef. Det har været ekstremt forstyrrende!” 

Sådan beskriver Rikkestasja Johannsen nogle af de symptomer, hun oplevede i forbindelse med overgangsalderen. Hun er langt fra den eneste. Ifølge Anna Lyngdal Wulff, der er ph.d stipendiat ved det igangværende forskningsprojekt Kvinders overgangsalder i arbejdslivet, kan symptomer som hedeture, søvnproblemer og humørsvingninger påvirke arbejdslivet og gøre ellers almindelige arbejdsopgaver sværere at håndtere.  

England som foregangsland 

ISO standard 45010

  • Lanceret d. 23. september 2026

  • Vejledning til håndtering af forhold relateret til menstruation, menstruel sundhed og overgangsalder på arbejdspladsen.

  • Standarten er lavet som et supplement til arbejdsmiljøstandarden ISO 45001

  • Udarbejdet af forskere, universiteter og NGO'er på tværs af landegrænser.

  • Dansk Standard har sammen med andre danske virksomheder været med til udviklingen.

Netop derfor er der nu kommet et nyt redskab til arbejdspladserne. Tidligere på måneden lancerede International Organization for Standardization (ISO) den nye standard ISO-45010, der har til formål at hjælpe arbejdspladser med at skabe bedre rammer for medarbejdere, der går igennem overgangsalder.  

Standarden er den første internationale ISO-standard på området. England har været foregangsland på området, og de udarbejdede i 2023 en national standard.  

“England mistede rigtig mange kvinder, når de kom i overgangsalderen, fordi de ikke kunne se sig selv på arbejdsmarkedet”, udtaler Lise Schmidt Aagesen, som er chefkonsulent i Dansk Standard.

Det har altså både været vigtigt for kvinderne og for arbejdspladserne at få udarbejdet standarden. Hun fortæller også om den store efterspørgsel:

“Det er meget sjældent, at folk nærmest står og hiver vores standard ud af trykken. Vi har ramt en timing og et behov i markedet, der i den grad har været”, uddyber hun.

Efterspørgslen kommer hovedsagelig fra brancheorganisationer og fagforeninger, som blandt andet bruger ISO standarter til at udarbejde nye overenskomster. 

Et fælles sprog på arbejdspladsen 

For Rikkestasja Johannsen påvirkede overgangsalderen også arbejdslivet. Søvnbesvær, koncentrationsproblemer og følelsen af ikke længere at slå til, gjorde hverdagen sværere. 

Samtidig oplevede hun, at det vigtigste ikke nødvendigvis var særlige ordninger, men at blive mødt med forståelse. 

"Jeg synes faktisk for mig, så har noget af det vigtigste egentlig været det med at blive hørt og taget alvorligt på det", fortæller Rikkestasja

Netop derfor kan den nye standard få betydning, mener medstifter af konsulentvirksomheden Hormoner på arbejde, Maja Aagaard. Ifølge hende har arbejdspladser længe manglet et sprog for, hvordan biologiske forhold som menstruation, graviditet og overgangsalder kan påvirke medarbejdere:

"Vi har ikke haft et sprog for, at biologien har en betydning for os, når vi går på arbejde." 

Hun peger på, at emnet historisk har været betragtet som privat. Med den nye standard får virksomheder et konkret værktøj med forskningsbaserede anbefalinger til at håndtere problemstillingerne. 

"Det er jo et rigtig, rigtig vigtigt værktøj både indholdsmæssigt, fordi der er så mange gode råd, der baserer sig på data", tilføjer Maja Aagaard

Samtidig kan standarden gøre det lettere for HR og arbejdsmiljørepræsentanter at sætte emnet på dagsordenen, fordi det nu understøttes af en internationalt anerkendt standard. 

Fra holdning til handling

For Rikkestasja Johannsen handler emnet ikke kun om symptomer, men også om de holdninger og fordomme, hun har mødt undervejs. 

"Det er også sådan noget kvindepjat, eller det er jo sådan, I er bygget. Skal vi nu til at tage hensyn til naturen? Og hvad er man ellers nogle gange hører?" 

Standarden kommer med mange forskellige tiltag – konkrete og systematiske. Den foreslår virksomheder at tage højde for, blandt mange andre eksempler, om der er nem adgang til kold drikkevand, gardiner der kan afskærme for stærkt sollys, stilleområder samt ventilatorer der kan understøtte ændringer i kropstemperatur. 

Standarden understreger også vigtigheden af at tage højde for variationer af kulturer, religioner og oplevelser af overgangsalderen på arbejdspladsen.

Med den nye standard er der skabt et fælles værktøj for alle arbejdspladser, der ønsker at arbejde mere systematisk med dette emne, overgangsalder, på arbejdspladsen.

Powered by Labrador CMS