Særaftaler gør folkeskolens elever en bjørnetjeneste

Der tegner sig et mønster i de danske folkeskoler. Flere forældre har aftaler med lærere, som går ud på at imødekomme deres børns behov. Nogle elever får lov til at blive inde i frikvartererne. Andre slipper for at læse højt i klassen. Og visse børn skal mindes om at drikke vand. 

Antallet af elever med unikke aftaler er steget. Hele to ud af tre lærere får flere henvendelser fra forældre om særaftaler i dag, end de gjorde for blot fem år siden, viser en undersøgelse fra Fagbladet Folkeskolen.  

Bjørnetjenester

Lærer- og formand for undervisningsudvalget i Danmarks lærerforening, Regitze Flannov, fortæller, at hver fjerde underviser har 5-10 elever i klassen med en form for særaftale. Ifølge hende har de en overvejende negativ effekt. 

“Det forstyrrer fællesskabet og undervisningen, hvis man skal jonglere rundt i alle de her individuelle aftaler.” 

Regitze har oplevet, at der i en klasse var fire elever, som hver især havde en aftale, der lød på, at underviseren skulle komme ned til eleven først, når timen gik igang. Hun fortæller, at det kan være generende, hvis man som lærer hele tiden skal tage hensyn til detalje og særpositioner, i stedet for at kunne udføre den undervisning, man egentlig havde forberedt. 

"Jeg tror, at man gør vores børn og elever en bjørnetjeneste, ved at holde dem væk fra ting, som er slidsomme, svære, eller som giver sommerfugle i maven,” fortæller hun. 

Hun mener, at eleverne skal turde blive udfordret, fejle og øve sig. 

“Det at gå i skole handler om fællesskaber. Det er jo ikke ligesom i familien, hvor vi som udgangspunkt alle sammen elsker hinanden. Det er et arbejdsfællesskab, og nogle gange sidder man ikke i gruppe med sine veninder - men med klassekammerater man også skal lære at arbejde sammen med.” 

Særlige særaftaler

I nogle tilfælde mener Regitze Flannov dog, at særaftaler kan være gode - til tider nødvendige. Det kan f.eks. være i forhold til fysiske handicaps- eller psykiske udfordringer. Hun beskriver det dog også som helt naturlige hensyn, vi selvfølgelig tager til hinanden. 

Forskningschef ved forskningscenter for pædagogik og dannelse, Andreas Rasch Christensen, mener også, at der skal være plads til de særlige hensyn - men at der bør være en grænse. 

"Børn med særlige hensyn skal også føle, at de er en del af fællesskabet, såvel som de andre børn i klassen. Det er den balance, man skal finde. Hvis særaftalerne bliver for særlige, udfordrer det fællesskabet og kan påvirke den faglige udvikling."

“Som at slå i en dyne”  

Charlotte Fyhn Milland, mor til to folkeskolebørn og tidl. skolebestyrelsesmedlem, fortæller, hvordan særaftalerne ‘smitter’. Hvor det for nogle år siden kun var en lille håndfuld elever, der havde udfordringer, er billedet i dag nærmest vendt på hovedet. Nu er det kun en lille håndfuld, der ikke har nævneværdige udfordringer. 

Lærerene har ifølge Charlotte svært ved at imødekomme alle behovene, som kommer i indbakken. Hun tænker, at det for læreren må føles ‘som at slå i en dyne’.  

Hun understreger dog også, at der selvfølelig er nogle hensyn, som skal tages højde for. Til gengæld bør man som forælder kunne ‘preppe’ og give barnet redskaber til selv at kunne tilpasse sig i skolen.  

Et delt ansvar 

Ifølge Regitze Flannov ligger der et delt ansvar i håndteringen af denne tendens. 

“Skolen har et ansvar for, at skabe et undervisningsmiljø, hvor børnene ikke får ondt i maven,” uddyber hun.

Til gengæld ligger der også et ansvar hos forældrene. Hun synes, at de skal være med til, at vænne deres børn til at indgå i fællesskaber, hvor alt ikke er en dans på roser. 

“Det er jo det, vi vokser af - og det er der, eleverne udvikler sig.”