Sara laver sine julegaver selv: “Ofte bliver folk faktisk gladere”

Mere end hver anden ung mellem 18 til 29 år har svært ved at få råd til julegaverne. For 24-årige Sara Janum Sode fik det hende til at gentænke, hvad julegaver kan være.

Offentliggjort

I kalenderlysets skær på et værelse i Aarhus sidder Sara Janum Sode og hækler årets julegaver. Sådan går mange af hendes decemberaftener. 

Julen 2024 var første gang, hun gentænkte julegavernes indhold. Det kom sig af, at hun netop var flyttet fra hjembyen, Roskilde, til Aarhus, hvor hun skulle studere 6 måneder senere.

Men da hun kom til byen, var det svært at finde arbejde, og hendes økonomi blev presset af husleje og manglende indtægt. Det betød at gavebudgettet var væsentligt mindre end de forgangne år, hvor økonomien blev styrket af et fuldtidsarbejde og gratis husleje ved forældrene.

Nu skulle økonomien pludselig balanceres og prioriteres anderledes, end hvad hun var vant til. Denne december er hun på SU, og de samme vilkår er på spil. 

SU og købegaver er svære at forene 

Sara Janum Sode er blot én af mange unge, der har svært ved at forene SU-indkomst og dyre huslejepriser med købegaver. Faktisk viser en undersøgelse fra sidste år af YouGov for Gjensidige Forsikring, at 55% af danskere mellem 18 og 29 år har svært ved at få råd til julegaverne. 

Det er vel at mærke mere end gennemsnittet for alle voksne, hvor fire ud af ti svarer, at de har svært ved at finde plads til julegaverne i budgettet. 

For at forstå, hvorfor de 18 til 29-årige bonner ud i statistikken, er vi nødt til at se på, hvilke faktorer, der påvirker økonomien i denne periode af livet, mener Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom ved Sydbank. 

"Hvis man ser aldersspændet 18-29 år, så er det nok der, der sker mest i vores liv. For det er typisk der, vi bliver færdige med vores ungdomsuddannelse. Så har vi sabbatår, så går vi i gang med en uddannelse, og så færdiggøres den" siger Ann Lehmann Erichsen og påpeger, at aldersgruppen er meget uhomogen, og at de derfor har mange forskellige forudsætninger.

Men fælles for aldersgruppen er, at mange i denne aldersgruppe står over for store udgifter, som første bolig, samtidig med at de ofte har lavere indkomster, påpeger Ann Lehmann Erichsen.

Du er din egen økonomichef

Oven i ungdommens økonomiske udfordringer kommer julegaverne. Måske har du selv oplevet knuden i maven, der kan skygge for julehyggen, fordi SU’en bare ikke rækker til de glinsende gaver i år? 

Her mener Ann Lehmann Erichsen, at du skal blive bedre til at lytte til dig selv og tage den svære snak med dine nærmeste.

“I de fleste familier vil de jo nok synes, at det er rigtig godt, at ens økonomi er i balance og, at man klarer det godt, fremfor at give gaver man ikke har råd til”. Siger forbrugerøkonomen og fortsætter:

“Du er din egen økonomichef, og din økonomichef, han har hvisket dig i øret, at du har sgu ikke råd til alle de her julegaver,”

Og netop dette gjorde sig gældende for Sara Janum Sode, der lyttede til den økonomichef, der sidste år hviskede hende i ørerne.

Til sit og familiens held var hun under Corona nedlukningen i 2020 blevet god til at hækle, og det resulterede i, at hun i stedet for at bruge penge på dyre gaver, som hun førhen havde gjort, nu kunne lave sine egne personlige hæklede julegaver til familiemedlemmerne.

“Det er tanken, der tæller” 

Sara Janum Sodes hjemmelavede julegaver bliver næsten altid mødt af et smil og taknemmelighed – lige bortset fra lillebroreren, der ikke synes han manglede et hæklet computer-sleeve. 

“Min ene bror har brugt den rigtig meget, men den anden har ikke engang rørt den har jeg fået at vide. Så ham køber jeg en gave til i år, jeg vil også gerne give gaver, folk bliver glade for,” siger hun. 

Men fra de andre familiemedlemmer og veninder er de hjemmelavede gaver et stort hit.

“Ofte bliver folk faktisk gladere for noget, man selv har lavet, og det er mere tanken der tæller. Det kunne for eksempel også være, hvis man fandt noget i en genbrug, der lige passede til en bestemt person,” tilføjer Sara Janum Sode

Og forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen stemmer i. Hun mener også at de personlige gaver og f.eks. tid er af en større værdi end de materialistiske gaver. 

“Jeg synes, at det er som om man har glemt, hvad en gave er. At en gave, det er noget, man giver til nogen. Det er ikke noget, man kan bestille, eller noget, man kan forvente,” siger hun. 

Og hvis du ønsker at prøve kræfter med de hjemmelavede gaver, men ikke interesserer dig for at hækle, har Ann Lehmann Erichsen et godt råd.

"Hvis du er løber, så giv et løbekursus. Hvis du elsker at lave mad, lav noget hjemmelavet sushi," siger hun og afslutter:

“Det, du er god til, giver du.“

 

Powered by Labrador CMS