Senioranalytiker frygter skuffende regnskab fra DSV

DSV offentliggør nyt kvartal regnskab i morgen. Ifølge Nordea-analytiker Christopher Benneballe har transportgiganten endnu ikke levet op til forventningerne af opkøbet af DB Schenker. Særligt vejtransporten giver anledning til bekymring.

I morgen afleverer DSV nyt kvartal regnskab.
I morgen afleverer DSV nyt kvartal regnskab.
Offentliggjort

Da DSV i 2025 overtog den tyske logistikkoncern DB Schenker, blev den danske transportgigant en af verdens største aktører inden for transport og logistik.

Men det omfattende opkøb har også skabt udfordringer.

Selvom DSV's driftsindtjening er steget, er selskabets resultat efter skat faldet. Og ifølge Christopher Benneballe, senioranalytiker i Nordea, er der risiko for, at morgendagens regnskab skuffer.

”Det er ikke usædvanligt, at der er modstand i integrationsfasen, men faldet har været større end forventet, især når DSV er kendt som en opkøbsmaskine,” siger Christopher Benneballe.

Dyre omkostninger

DSV's seneste halvårsregnskab viser, at driftsresultatet før særlige poster er steget fra 8,6 milliarder kroner i første halvår 2025 til 11,1 milliarder kroner i samme periode i 2026.

Alligevel er resultatet efter skat faldet med cirka 17,5 procent.

DSV peger selv på integrationsomkostninger, højere finansieringsomkostninger og en forhøjet skatteprocent som forklaringer på faldet.

Det er ikke usædvanligt, at der er modstand i integrationsfasen, men faldet har været større end forventet, især når DSV er kendt som en opkøbsmaskine.

Christopher Benneballe, senioranalytiker i Nordea

Opkøbsmaskinen under pres

DSV forventer, at sammenlægningen med Schenker vil skabe årlige synergier på omkring ni milliarder kroner, når de helt på plads i 2027.

Hvad er synergier?

Synergier er de økonomiske fordele, der kan opstå, når to virksomheder bliver lagt sammen.

Det kan f.eks. ske ved, at virksomhederne:

Samler lagre, kontorer og transportnetværk.

Reducerer overlappende administrative funktioner.

Udnytter lastbiler, flyfragt og lagerkapacitet mere effektivt.

Kilde: skat.dk

Men ifølge Nordea-analytikeren har udviklingen ikke levet op til forventningerne.

”Vi havde en forventning om, at de kunne levere væsentlig højere synergier, hvilket de ikke har, og det er de nødt til at lave om,” siger Christopher Benneballe.

Han vurderer derfor, at morgendagens regnskab kan blive skuffende.

Vejtransport vækker bekymring

Særligt DSV's vejtransport er bekymrende ifølge Christopher Benneballe.

I halvårsregnskabet erkender DSV selv, at integrationen af Schenker har medført produktivitetsproblemer og udfordringer med vejtransport i visse europæiske lande, såsom Holland, Frankrig og Tyskland.

Ifølge transportvirksomhedens regnskab så har problemerne påvirket den kommercielle udvikling og ført til lavere vækst end forventet.

Christopher Benneballe peger på, at andre transportvirksomheder har klaret sig godt på vejtransportsområdet.

”Det er bekymrende, når vi kan se, at aktører som DHL og Kuehne + Nagel klarer sig godt, når det gælder vejtransport, mens DSV ikke gør,” siger han.

DSV har allerede igangsat ledelsesændringer og tiltag, der skal forbedre produktiviteten.

Når selskabet offentliggør sit regnskab i morgen, bliver det afgørende at se, om problemerne i vejtransporten er ved at blive løst, og om integrationen af Schenker nærmer sig den forventede fremgang.

For som Christopher Benneballe siger:

”Som investor vil vi hellere se, at virksomheder overgår deres egne forventninger.”

Powered by Labrador CMS